Hér sidder jeg så - jeg kan jo ikke andet... En skriverkarl krydser sit spor, tager syltekrukken frem af gemmerne og forsøger at kæmpe sig tilbage på det litterære hovedspor... Læs med og se, hvordan det går med det.
Mariam folder drømmenes fane ud Men hvor Michael Strunges drømmefane var postmoderne på godt og ondt, bobler Mariam over af gejst og god energi. Jeg er igennem længere tid, i ny og næ stødt på Mariam Hassanain på de sociale medier, hvor bølgerne som bekendt ofte går højt. Jeg har noteret mig, at hun altid møder verden med livsglæde og positive vinkler. Så da jeg opdagede, at hun havde begået en inspirationsbog til unge, kontaktede jeg hende for at få lov til at anmelde den for Folkeskolens læsere.
Rygterne om litteraturens dvaletilstand er overdrevne Kritik er en herlig ting, der bør udøves tidligt og silde og i alle tænkelige retninger. Gives kritik oven i købet på en sober og civiliseret måde, er den et gode, der næppe kan overvurderes. Således kan der siges meget godt om Claus Elholm Andersens (CEA) kritiske artikel Dvaletilstanden, Weekendavisen 13. maj) – men den kalder også på… kritik.
Sanseflokke kommer vrimlende... Vi har et eller andet antal sanser - 5 er vist det kanoniserede tal. Dertil kommer den sjette, som nogle dyrker og andre betvivler. De gør det, de skal - det ved vi; rent fysiologisk kan smagsløg smage, nerver føle og øjne se. Men så kommer hjernen ind over. Og når hjernen først går i gang, så kan alting ske...
At sætte sine egne fodspor frem for at gå i andres er hårdt arbejde – interview med XX Ann Selvudgivere fylder ikke så meget i avisernes litteraturtillæg og deres bøger anmeldes sjældent i de store dagblade. På den ene side kan man måske nok anerkende logikken i, at man vælger at fokusere kræfterne mod forfattere, der trods alt har et forlag og en redaktør til at sige god for sig. På den anden side er forlag også forretninger i en benhård branche, og måske har de nogle gange mere travlt med at finde den næste Yahya Hassan end at opdage den første…? For nogle selvudgivere er det ikke et spørgsmål om afslag, der gør at de kaster sig ud i et forfatterskab uden rygdækning fra forlagsbranchen – de gør det, fordi de vil bestemme selv.
Samtale med Kim Leine får sit eget liv del 3 I januars afdæmpede desperation, med skydække helt ned til ankelhøjde mærker man livet på en anden måde. Ikke nødvendigvis en særlig rar måde, vil mange nok indskyde, og jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Oplevelsen af livet afhænger af position – position i tid, geografisk position og position i forhold til det liv, der leves, dér hvor man befinder sig. At være positioneret i januar er for mig ofte forbundet med klarhed. Ikke i en eksalteret og ophøjet forstand – snarere den form for klarhed, man også kan opleve når man har tømmermænd. Jeg oplever at se mig selv som man gør når man træder fra dunkel belysning ind i et intenst hav af hvæsende lyskaskader fra lysstofrør og konfronteres med sit spejlbillede. Alle hudens urenheder og ubehageligheder, rande under øjnene osv., skriger ad én. Men der er ikke så meget pis med dét spejlbillede.
Samtale med Kim Leine får sit eget liv del 2 Atter beklager jeg, at leverancerne falder lidt spredt – livet er tætpakket som altid, og den ene deadline er den andens fjende. Men nu, hvor verden går i hvidt for at hylde den netop afdøde Thin White Duke, vil jeg atter kaste blikket mod nord og den hvide verden dér. Samtalen med Kim Leine er prisme og katalysator for mine egne tanker – men jeg lover, at arbejde for, at Kim kommer til sin ret og Mikkel finder et mere rimeligt leje i denne omgang, hvorfor ordet er hos Leine fra begyndelsen.
En samtale med Kim Leine får sit eget liv del 1 Det sker jævnligt, at ting udvikler sig i en uventet retning. Faktisk kan man få den tanke, at det mest overraskende er, hvis ting bliver præcis som man havde forventet. Jeg har en god ven, der har arbejdet som projektleder i mange år; han planlægger stort set aldrig noget, da erfaringen har vist ham, at ting aldrig går som planlagt. Det kan være både godt og skidt. Da jeg endelig fik mulighed for at kaste mig over lydfilen med min samtale med Kim Leine, gav den anledning til en, for mig, helt ny tilgang til det, jeg laver på denne blog. Jeg havde regnet med ”blot” at skulle lave udskrift og redigering i klassisk interviewstil, men det voksede vildt mellem hænderne på mig. Uden at vide, hvad nogen vil mene om det, hvilken slags tekst det bliver – og hvor lang – vil jeg blot skrive løs og se, hvorhen ordene bærer.
Samtale med Niviaq Korneliussen del 3 Snakken med Niviaq rundes af med både mikro- og makroniveau-snak. Fra politik til materie og muligheden af flydende identiteter - tag blot for jer.
Samtale med Niviaq Korneliussen del 2 I denne del af snakken med Niviaq taler vi om bogen, HOMO Sapienne, hendes debut fra 2014, som i år var blandt de nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris.
Samtale med Niviaq Korneliussen del 1 Jeg annoncerede i november, at jeg ville bringe Grønland i fokus her på Litteraturens omveje. Nu er måneden gået, og det er ikke meget, der har stået om emnet. Men som det også forholder sig med isbjerge, så er der mere end øjet ser, for selvom intet er publiceret endnu, så har jeg faktisk selv holdt Grønlandstema og haft to spændende samtaler med hhv. Niviaq Korneliussen og Kime Leine. Disse samtaler vil i de kommende dage bevæge sig fra min diktafons mørke ind i bloggens lysende univers – og vi begynder nu.
Og så sagde Lise Nørgaard også… Den anden dag lå der en besked på min telefonsvarer; det var Lise Nørgaard, der lige ville klarificere en sag angående den folkekære tv-serie Matador… Sådan ville en mere stoisk skribents udlægning af sagen nok begynde. I virkeligheden blev jeg helt og aldeles paf og derefter nærmest patetisk begejstret over henvendelsen fra dansk kulturs Grande Dame, hvis værks betydning for min dannelse næppe kan overdrives.
Dér skred planen sgu lidt… Kender I det, med at der dukker noget op, der sender én helt ud af den fastlagte kurs? Nogle gange er der tale om store sager, andre gange er det i mindre målestok, at ens tankevirksomhed bliver okkuperet af ikke-planlagte hændelser. I dag var det såmænd bare ét blogindlæg, der blev sparket til højre for et andet – det andet kommer her og er kun med megen god vilje inden for det litterære felt. Jeg håber, I vil bære over med en lille ekskurs, blot denne ene gang.
Tilfældigheders spil Hvad der styrer verden og dens indbyggere er et, mildt sagt, omdiskuteret emne. Jeg vil afholde mig, i denne omgang i hvert fald, at rode mig ud i en større palaver om det, men blot konstatere, at tilfældet ikke bør underkendes.
Grublerier over menneskets dårskab På denne smukke, solbeskinnede efterårsformiddag sidder jeg og læser nogle gamle Hans Scherfig-essays med det ene øje og ser en dokumentarfilm om Keith Richards med det andet. På mange måder er det en smuk stund i orkanens øje – jeg nyder lyset, der forhekset-gyldent falder ind ad vinduerne, jeg nyder Richards gravrøst og støvede ur-blues og jeg nyder min kaffe. Rundt om mig er der deadlines og uopsættelige krav og bødeforlæg og en hvast hvæsende verden; men det er det gode, og det utroligt farlige, ved at være freelancer – man kan fortabe sig i øjeblikket(vel vidende at det kommer tilbage og bider én i røven senere). Desuden kan man med en vis rimelighed hævde, at når man arbejder i den æstetiske sfære, er det jo arbejde alt sammen. Men tankens flugt kan være forræderisk…
Lad os alle strukturere I skolen anno 2015 er man forpligtet på en mængde sager, og jeg kan kun kippe med flaget over, at folk får det til at lykkes. Der er glimrende ting i de politisk formulerede krav til lærernes leverancer – fx synes jeg at det, der står om litteratur i Fælles Mål 2009 Dansk, er et fint udgangspunkt, som bestemt ikke står i vejen for god undervisning på området. Men der er så meget, så meget, så meget. Nogle gange stirrer jeg ind i mørket og tænker, at hvis man blot krævede, at de unge mennesker efter endt skolegang havde læst tyve hyldemeter blandet litteratur og udvalgt tre titler til nærlæsning, samt annammet matematikkens grundsubstans, musikkens væsen og respekten for andre mennesker, så skulle de og verden nok klare sig.
Life is what happens while you´re busy making other plans De sidste tre uger var planlagt i en god 90-10 ratio. Hvilket vil sige, at jeg havde ca. 10 procent albuerum og resten af tiden var båndlagt til vigtige sager. Men livet, det skæmtsomme, ville det anderledes. De to første uger var en slingrekurs af uforudsete omstændigheder, herunder et ophold i gæstedagpleje for familiens yngste. Mødet med det nye økosystem og dets bakterieflora udmøntede sig med nærmest kedsommelig forudsigelighed i sygdom. Jeg havde satset på at indhente det forsømte i sidste uge. Gæt hvordan det gik med det. Der er tidspunkter, hvor man simpelthen må acceptere forholdene som de er. Jeg overgav mig, tog min datter i hånden og sammen spadserede vi ind i en parallel verden af søvnmangel, regelfrihed på kostområdet – og børnebøger.
Samtale med Anne Lise Marstrand Jørgensen del 3 Endelig er jeg klar med sidste del af en fornøjelig snak med Anne Lise Marstrand Jørgensen. Denne del omhandler hendes kommende bog Dronningen af Saba og Kong Salomon, som er lige på trapperne.
Samtale med Anne Lise Marstrand Jørgensen del 2 Uden resumé, klip eller overgang fortsætter samtalen:
Samtale med Anne Lise Marstrand Jørgensen del 1 Det er en af mine små fornøjelser i ny og næ at komme for tidligt til en aftale i København. Det giver mig en særlig velvære at bevæge mig gennem byen ved hastighed 0,75 mens alle andre er på 1,25 – et slowmotion-element i en fastforward-scene. Men da Anne Lise Marstrand Jørgensen, en af landets mest spændende litterære stemmer, lander på den lille kaffebar i Nørrebrohastighed, klar til at snakke om sit forfatterskab, rammer jeg hurtigt realtime. Læs med den kommende tid og bliv lige så begejstret som jeg.
En seriemorder er en seriemorder er en seriemorder… For mig ser det ud som om, at den trussel, homoseksuelle udgør for heteroseksuelle, er minimal i forhold til den trussel, de heteroseksuelle udgør for homoseksuelle. Ikke desto mindre fornemmer man en voldsom frygt bag den dæmonisering af bøsser og deres mødre, som beskrives i en ny bog af den svenske forfatter Johan Hilton. Om den udeladelse, dette indlæg er inspireret af, skyldes frygt for at bidrage til dæmoniseringen, ved jeg ikke; men hvis det er tilfældet, er frygten ubegrundet.
Guld blusser op og året dør hen I går vendte vi første kalenderblad i efterårets første måned, og selvom vind og vejr og lys og skygge næppe bekymrer sig om poeter eller andre søgende væsener, er denne årstid særlig tungt lastet med betydning for følsomme gemytter. For romantikere og sværmeriske typer, os, der trods årenes tyngde aldrig helt har kunnet undslippe ungdommens længselssvulmende sjælelige undtagelsestilstand, er efteråret et forfaldsromantisk sansevirvar af nydelse.
At tolke eller ikke at tolke… Som ung gjorde jeg oprør i flæng. Fx købte jeg en halskæde med et omvendt kors og promenerede den entusiastisk i en periode. Uden hverken et hjem, en skole eller et lokalmiljø med et stærkt kristent ståsted har jeg næppe forårsaget mange søvnløse minutter hos autoriteterne med min momentane satanisme. Da jeg på et tidspunkt følte, at halskædens undergravende kraft var udtømt, solgte jeg den til en kammerat for en pakke Prince. Han kunne nu gå ud og chokere verden og jeg kunne få en smøg – dét er bæredygtigt oprør.
Et nyt sæt læsebriller Livet består af stort set identiske dage med dagligdags hændelser. Der er snørebånd, morgenmad, fodvorter, Sankt Hans-bål, hovedbrud og herligheder i ét virvar. Det er livets gang; små og store småting. Og så er der de helt store hændelser, de definerende, omvæltende. Hændelser, der ændrer én. Ofte er der tale om fødsel eller død, men for de heldige også om kærlighed. Denne type hændelser skaber litteratur – og læsere.
Litteraturens omveje - det første møde Jeg elsker litteratur. Litteraturen har været min tro følgesvend siden mine tidligste år, og uanset hvad jeg i øvrigt har foretaget mig, har den været der, i forgrunden eller i baggrunden. Det er med ærefrygt, stolthed og et væld af andre følelser, at jeg nu tager mine første spæde skridt som blogger om denne, min livsledsager. Jeg er meget taknemmelig over, at Folkeskolen.dk har givet mig denne mulighed; jeg skal gøre, hvad jeg kan for at leve op til tilliden.
