BLOG
Empty article - Subtitle
Life is what happens while you´re busy making other plans
De sidste tre uger var planlagt i en god 90-10 ratio. Hvilket vil sige, at jeg havde ca. 10 procent albuerum og resten af tiden var båndlagt til vigtige sager. Men livet, det skæmtsomme, ville det anderledes. De to første uger var en slingrekurs af uforudsete omstændigheder, herunder et ophold i gæstedagpleje for familiens yngste. Mødet med det nye økosystem og dets bakterieflora udmøntede sig med nærmest kedsommelig forudsigelighed i sygdom. Jeg havde satset på at indhente det forsømte i sidste uge. Gæt hvordan det gik med det. Der er tidspunkter, hvor man simpelthen må acceptere forholdene som de er. Jeg overgav mig, tog min datter i hånden og sammen spadserede vi ind i en parallel verden af søvnmangel, regelfrihed på kostområdet – og børnebøger.
Børnelitteratur er, som voksenlitteratur, en blandet landhandel. Der er lysende stjerner og horrible bundskrabere og alt derimellem. Jeg har, af professionelle årsager, haft mere med børnelitteratur at gøre end de fleste uden børn, men i sagens natur kom det til at fylde en hel del mere da min datter kom til. Ikke så få af de rigtig gode bøger, jeg udsætter hende for, er gengangere fra min egen barndom – Lotte og Totte kan bare ikke nås når det kommer til gode små narrativer med gennemført pædagogisk og didaktisk indhold. Og Alfons, og Manden med det røde æble, og så videre.
Men der er også kommet nye perler til. Da jeg var barn, var Emilia endnu ikke født, men det er hun nu, og hun har sparket dørene til mit konservative hjertes kamre ind. Finurlig er hun, den lille pige med en enkelt sløjfe i en flagrende hårtot, og kærlige og indfølte er fortællingerne, om alt det dagligdags, som er så fantastisk at opleve som barn og genopleve som voksen med barnet som prisme. Emilia har den bestemte lille piges manglende vilje til forhandling og den ubarmhjertige logik, som fra tid til anden giver forælderen et par nye grå hår. Bøgerne er gode og historierne optager junior og indeholder, som stor kunst har for vane, flere lag. Der er i høj grad også noget til forældrene.
En af bøgerne handler om, hvordan Emilia overvinder sin frygt for at rutsje på legepladsens store rutsjebane. Midt i Emilias indre kamp dukker konturerne af noget andet op i ganske få sentenser:
1) Emilia udtrykker sit ønske om at rutsje, ””Nej,” siger mor, ”det behøver du da ikke. Vi kan gå hen til vippen i stedet for.””
2) Emilia vil rutsje ned på skødet af mor, ”Men det vil mor ikke. Hun bærer jo på Teresia(Emilias søster). Og for resten synes hun, at rutsjebaner er væmmelige.”
Den umiddelbart enkle historie om et barn, der tager mod til sig og tilkæmper sig nye muligheder i livet, folder sig ud. Mens min datter hører om en pige og en rutsjebane, læser jeg om, hvordan vi som forældre overfører vores idiosynkrasier, fobier og andet vraggods til næste generation. Der ligger en familiekrønike mellem linjerne. Man forestiller sig moderen i samme situation som barn – og at hun valgte stigen frem for rutsjebanen. Emilia er heldigvis ikke sådan at kyse. Hun holder fast på sit og klatrer atter op. Fra hendes perspektiv er det en inderligt positiv historie; ud over at undgå sin mors angst, knægter hun sin egen frygt og tager den afgørende rutsjetur. Som voksen ser man en kompleks situation og som forælder genkender jeg nogle af mine mindre lødige sider. Moderen er kun antydningsvist manipulerende da hun siger, at Emilia da ikke behøver prøve den store rutsjebane. Det kunne være værre, men hun prøver at gøre sin egen agenda til sin datters på grund af den angst, hun selv føler. Gør man mon selv det? Helt sikkert. Kan man mon undgå, at angsten følger med agendaen? Det er ikke sandsynligt.
Jeg har ingen ambitioner om at være en perfekt forælder, men jeg insisterer på at gøre det så godt, jeg kan, så jeg prøver at lære og udvikle mig. God litteraturen et mageløst redskab til læring og udvikling, og mens man nyder de små historier og Emilias ubetalelige personlighed, udvikler man sig lidt og bliver lidt klogere, for det er rigtig god litteratur. De sidste linjer udgør en fantastisk morale. Men frygt ikke, der er ikke tale om påklistret pædagogik; den afleveres med en sådan overlegen selvfølgelighed, at jeg ikke kan mindes at have set det bedre:
”Emilia ler.
”Det var ikke spor farligt!”
Og nu vil Emilia rutsje igen.”
Bum Carla – som min datter ville sige.
