BLOG
Empty article - Subtitle
Samtale med Anne Lise Marstrand Jørgensen del 2
Uden resumé, klip eller overgang fortsætter samtalen:
At skrive en længere prosatekst er en anderledes proces; man er mere forpligtet over for strukturen og personerne i fortællingen end i poesien. I et digt er der ingen steder, man ”skal” begynde eller nogen ydre struktur, man kan læne sig op ad, så det er fuldstændig op til én selv, og meget intenst i øjeblikket. Når jeg skriver prosa, særligt den meget researchtunge, som jeg har lavet en del af, kan jeg i højere grad vælge om dagsformen er til research og læsning, karakterudvikling – eller simpelthen hårdt benarbejde med at bringe fortællingen videre. Det er på den måde en friere måde at arbejde på, og mere intellektuelt udfordrende; og det er spændende, at man for en stund kan se verden gennem en andens øjne. Jo bedre, man lærer sine personer at kende, jo mere bliver man faktisk ført af dem og deres måder at handle på.
I den nye bog har jeg forsøgt at styre fortællingen endnu strammere end førhen. Jeg har meget sprog i hovedet, og jeg bliver nemt optaget af detaljer og sidehistorier – jeg kunne blive ved og ved med at lade det forgrene sig. For at holde en stringent linje i historien, samtidig med at det lyriske sprog fik sin plads og der kom en god bredde i det fortalte, har jeg ført logbog og været meget opmærksom på fx længden af kapitler og andre krav, jeg kan stille til mig selv, for at disciplinere fortællekunsten. Det er en af de muligheder for udvikling, som prosaen tilbyder forfatteren.
Når du bruger en historisk person, indskrænker du vel dit råderum som forfatter yderligere?
Når man vælger at skrive fiktion, har man jo også valgt side – jeg er ikke historiker og jeg skriver ikke biografisk, så jeg forpligter mig ikke på den skinbarlige sandhed. Det primære er troværdigheden – tror man på denne personskildring, vil fx en person, der har studeret Hildegard, betragte skildringen som et godt bud på, hvordan hun var. Der er selvfølgelig en historisk beskrivelse af hende, men også et stort råderum inden for denne.
Når man skriver om en person som levede for adskillige hundrede år siden, er der jo ikke nogen mulighed for at holde beskrivelsen op mod erfaringerne fra folk, der kendte hende. I bøgerne om ungdomsoprørstiden er personerne ikke historiske og stederne er ligeledes opdigtede. Det er en svær tid at skrive om fordi rigtig mange mennesker føler, de ejer den – fordi de var der. Det har i eksempelvis overrasket mig, hvor mange der har gået meget op i at afdække, hvilke steder, de fiktive svarer til. For nogle har det været Århus, for andre, steder i USA, eller noget helt tredje. Jeg har ønsket at kunne trække på elementer fra hele perioden, uden skelen til deres geografiske forankring. Det gør ikke oplevelsen hos læseren forkert. Der skete mange ting mange forskellige steder i den periode, som jeg ville bruge i min fortælling. Min næste bog foregår for tre tusind år siden, så der er ingen personlige oplevelser at skrive op imod.
