BLOG
Empty article - Subtitle
At tolke eller ikke at tolke…
Som ung gjorde jeg oprør i flæng. Fx købte jeg en halskæde med et omvendt kors og promenerede den entusiastisk i en periode. Uden hverken et hjem, en skole eller et lokalmiljø med et stærkt kristent ståsted har jeg næppe forårsaget mange søvnløse minutter hos autoriteterne med min momentane satanisme. Da jeg på et tidspunkt følte, at halskædens undergravende kraft var udtømt, solgte jeg den til en kammerat for en pakke Prince. Han kunne nu gå ud og chokere verden og jeg kunne få en smøg – dét er bæredygtigt oprør.
Heldigvis har jeg haft lysere indfald i min tid som forvirret rebel.
Et af dem, jeg stadig kan nikke anerkendende til er min afvisning af fortolkning. Både udskoling og gymnasium bød på en lind strøm af analysér-og-fortolk-opgaver, som jeg over tid oparbejdede stor modvilje mod.
Det oplevedes således: her er en tekst; ignorer i videst muligt omfang, hvad der står og find ud af, hvad der i virkeligheden står. Hver gang, vi læste en tekst, var den optakt til symboljagt og tolkning efter noder. Målet var at få noget andet ud af teksten, end det, der rent faktisk stod. Læsning handlede om at finde tekstens facit, historierne var ligninger, som man kunne løse, hvorefter en ny historie trådte frem på den anden side af lighedstegnet. Jeg måtte igen og igen spørge mig selv, hvorfor i himmelens navn, forfatteren ikke blot skrev det, vi var kommet frem til, hvis dét var den egentlige pointe.
I en periode afleverede jeg konsekvent stile hvori jeg understregede, at man måske nok ville have mig til at se det mystiske dyr i ægteparrets lejlighed som en repræsentation af forvitret kærlighed – men at jeg forbeholdt mig retten til i stedet at se det som en sag for en skadedyrsbekæmper(den opmærksomme læser vil her notere sig, at jeg således fik nævnt, at jeg havde afdækket facit samtidig med, at jeg fik demonstreret min foragt – rebel eller ej, gode karakterer er rare at have…).
I min nu fremskredne alder kan tanker om min ungdommelige indignation ofte bringe mig både smil og krummede tæer. Men dette oprør har en gyldighed som ikke er falmet. Det står faktisk klarere for mig nu, hvad det egentlig var, den letbevægelige unge mand blev så provokeret af:
Måden litteraturen blev behandlet på, var forræderisk mod dens inderste væsen!(fremskreden alder eller ej, jeg har stadig flair for det rørstrømske).
Kunst handler først og størst om følelser. Grunden til overhovedet at digte, male osv. er ønsket om at engagere modtagerens emotioner. Uanset hvilket budskab, en kunstner måtte have, giver det kun mening at indlejre det i et kunstværk, hvis man ønsker at aktivere det oplevelsespotentiale, der ligger i adressatens følelser. Derfor risikerer man at lukke bogen på megen god litteratur ved at præsentere det som analyseobjekt. Først og fremmest er et værk et værk, og den vigtigste funktion det har, er at tale til den enkelte læsers fulde register af erfaringer, viden og følelser. Følelserne og oplevelsen kan diskuteres, ligesom formel analyse og tolkning er legitime og væsentlige discipliner. Men hver ting til sin tid.
I første omgang bør læseren møde værket uden værktøj; læse af karsken bælg, kun med oplevelsen for øje. For at litteraturen kan få liv, må den første læsning af værket tilhøre læseren.
