Og så sagde Lise Nørgaard også…

For et godt stykke tid siden besluttede jeg, at tiden var inde til at søge bekræftelse på en antagelse, jeg i mange år har haft. Alle research-muligheder var for længst udtømte og tilbage var kun selve kilden – men jeg havde længe vægret mig ved at belemre en person, som blev født i det herrens år 1917 med mine spekulationer. Nok tyder alt på, at fru Nørgaard er både rask og frisk, men jeg tænkte, at hun sikkert alligevel havde bedre ting at bruge energien på. Men altså… spørgsmålet nagede mig, og da jeg så fik mig en litteraturblog tænkte jeg at det gav henvendelsen det tiltrængte skær af legitimitet. Ad snørklede veje fandt jeg ud at, hvordan et brev via Gyldendal kunne tilsendes forfatteren, og efter at have omskrevet det ca. fyrre gange, sendte jeg det af sted. Nu var blot tilbage at vente – og ventetiden kunne jo passende bruges på at løfte sløret for sagens kerne: Min skarpsindige observation!

For år tilbage stødte jeg tilfældigt på et svensk folkeeventyr, som kort fortalt handler om en satan af en kvinde, der en dag render på Djævelen i egen dunkle person. Djævelen beklager sig – han har bøvl i butikken. Der findes et ægtepar, der er så altomfattende lykkeligt, at det er ham en torn i øjet; og hvad værre er, deres kærlighed er så robust, at han ikke kan få sat dem lus i skindpelsen. En diabolsk fiasko om man vil. Kvinden håner ham og siger, at det ville være hende en smal sag at få sådan et par turtelduer sendt i Statsamtet – det udvikler sig til et væddemål, hvor Djævelen sætter et par sko(!) på højkant. Den træske kvinde påbegynder sin undergravende virksomhed og snart hader de to elskende hverandre og skoene er vundet.

Og kvindens navn: Kitta Grau.

Da jeg havde læst eventyret var jeg ikke i tvivl: Kitta Grau måtte være forlægget for Gitte Graa – femme fatale par excellence i såvel Korsbæk som Schweiz, København, Brydesø gods og omkringliggende jorder.

Naturligvis er der tale om en omkalfatring af grundfortællingen. Kitta Grau er et kort kapitel i den endeløse fortælling om verdens egentlige ondskab: KVINDEN, der med sit køn og sine sataniske forbindelser bringer mænd(og ærbare kvinder) i fordærv. At Kitta faktisk overgår Djævelen i djævelskhed er naturligvis en særlig bedrift, men temaet er det samme. Gitte Graa er ikke ond per se, tænkte jeg da jeg grundede over forbindelsen. Gitte gør blot det, der glæder Gitte, og der er fornøjelse og fest omkring hende; men hun forårsager samtidig forfald og folk kommer til skade. Djævelen er skrevet ud af historien, men man ser en klar forbindelse, og selvom der ikke er tale om intentioner og ondskab, suger Gitte næring af hjælpeløse mænd og ødelægger dem. Hendes hensigter er ikke destruktive, men hendes eksistens er.

Dagene blev til uger og den ene uge tog den næste. Jeg lagde henvendelsen bag mig og gik ud fra, at fru Nørgaard havde andet at tage sig til. Men da jeg så vendte hjem fra ferie i den forgangne weekend og tjekkede beskeder, lød pludselig en uvant stemme i min telefon:

Lise Nørgaard beklagede, at hun besvarede telefonisk, men hun havde pt. ingen sekretær, så det kunne ikke være anderledes. Dernæst takkede hun for brevet og lovprisningen af hendes værk. Med hensyn til spørgsmålet, så fandt hun, at det var en interessant betragtning, som hun var glad for, at jeg havde delagtiggjort hende i. Men hun havde aldrig hørt eventyret om Kitta Grau før. Hendes Gitte var en smuk kvinde, der elskede livet, gik legende og nydende igennem det uden det mindste onde i sinde. Hun var flygtig, levede for at nyde og nydes og bringe glæde. Hun var så afgjort af det gode i ånd og sjæl såvel som legeme.

Ja – der er jo ikke så meget at tolke på dér. Mange litteraturteorier beskæftiger sig med ting, der ikke står på siderne i bøgerne(eller på skærmen som i dette tilfælde), men når det kommer til referencer til andre litterære værker, kan man ikke som analytiker påberåbe sig forfatterens underbevidsthed eller blinde vinkler. Hvis man ikke kender til Kittas eksistens, kan man heller ikke referere til hende.

Men selvom analysen således er forkert, synes jeg egentlig der kan spindes en fin lille konkluderende ende på hele affæren. Jeg forestiller mig, at myten om den djævelske kvinde mest af alt er en fortælling om mænd, der har brændt nallerne. I Kitta Grau har vi fortællingen i sin oprindelige form: kvindens seksualitet er værre end satan selv og spreder edder og undergang. I Gitte Graa har vi en anden version: hun er en smuk kvinde, der spreder glæde; og Jørgen Varnæs er et fjols.

Man kan ikke bebrejde Gitte noget, som Ernst Nyborg siger. Hvis man stirrer på solen, brændes hornhinden, men det er ikke solens skyld. Og jagter man Gitte rundt for at gøre hende til sin ejendom hende, brænder man, selvforskyldt, nallerne.