BLOG
Empty article - Subtitle
Litteraturens omveje - det første møde
Jeg elsker litteratur. Litteraturen har været min tro følgesvend siden mine tidligste år, og uanset hvad jeg i øvrigt har foretaget mig, har den været der, i forgrunden eller i baggrunden. Det er med ærefrygt, stolthed og et væld af andre følelser, at jeg nu tager mine første spæde skridt som blogger om denne, min livsledsager. Jeg er meget taknemmelig over, at Folkeskolen.dk har givet mig denne mulighed; jeg skal gøre, hvad jeg kan for at leve op til tilliden.
Forhåbentlig vil Litteraturens omveje få en stor og trofast læserskare. Men internettet er jo ikke netop loyalitetens højborg, og det er aldrig til at sige, hvad der hitter om fem minutter. Derfor er planen at skrive hvad jeg selv synes er spændende, så godt jeg kan – og håbe det bedste. Rammen for indhold er vid, bred og høj. For ud over livet selv findes der vel næppe større ramme end litteraturen. Jeg vil forholde mig til livet i litteraturen og litteraturen i livet. Børnebøger, voksenbøger, hvad-som-helst-bøger fra dengang og nu og hvor som helst.
Hænger man på længe nok, vil man notere sig både kæpheste, blinde vinkler og allehånde fejl i mine skriblerier. Kæphestene kender jeg på travet, og jeg vil da godt allerede nu løfte sløret for én: Hans Scherfig. Over tid kan jeg garantere, at den vedholdende læser vil støde på Hans jævnligt. Det skal dog ikke forstås sådan, at dette er en politisk blog eller at jeg dyrker kommunistiske sværmerier; Hans og jeg er uenige om meget. Ikke desto mindre er hans tekster en vigtig søjle i min litterære dannelse, og en kilde jeg genbesøger ofte.
Fejlene og de blinde vinkler vil være interessante, tror jeg. I sagens natur kan jeg ikke udpege dem på forhånd som med kæphestene, de vil komme og gå uden at træffe aftale først. Naturligvis vil jeg gøre mig skyldig i faktuelle fejl, som vil være mildt irriterende og som skal korrigeres hurtigst muligt. Men de spændende fejl: fejltolkningerne, misforståelserne, antagelserne hvis grundlag ikke kunne bære – de vil være værd at bruge tid på. Det er mit håb, at mange vil finde det interessant at diskutere og udfordre synspunkterne.
Som nævnt har jeg et stort frirum til at fylde bloggen med, hvad jeg finder interessant; både emner af relevans for jeres virke som lærere og emner med relevans for jer som læsere. Ud over strøtanker, læsninger, overvejelser osv., vil jeg også i ny og næ omtale nye udgivelser og lave interviews. Det sidste ser jeg i særlig høj grad frem til. Min plan er foreløbig at have én samtale med en spændende person fra litteraturens verden om måneden. I september skal jeg have en snak med Anne Lise Marstrand-Jørgensen, hvilket jeg glæder mig som et lille barn til at fortælle jer om.
Jeg håber, at vi fremover vil komme til at bruge mange stunder sammen i skærmens skær – velkommen til Litteraturens omveje.