Tilfældigheders spil

Om der er et guddommeligt maskinrum bag tilfældet, er ikke for os dødelige at vide, men indiskutabelt er det, at tilfældet betyder rigtig meget for, hvordan livet former sig på såvel mikro- som makroniveau. Det er klart, at man kan komme et godt stykke med analyse og planlægning, og der er ikke megen tvivl i mit sind om, at dårlig planlægning prisgiver ethvert projekt tilfældighedernes spil, hvilket sjældent er godt. Omvendt er det også sikkert som amen i kirken, at man ikke kan planlægge og forudse sig ud af tilfældighedernes greb; eksempel: Jeg havde for nogen tid siden en god dialog med en stor virksomhed om at levere nogle ydelser til dem. Aftalen ville være ganske lukrativ for mig og alt gik godt; faktisk var vi vel en lille uges tid fra et håndslag… men i løbet af den uge indtog omtalte virksomhed pludselig offentlighedens bevidsthed som central figur i en, for denne nation, uhørt og spektakulær sag af den slags, hvor folk bliver varetægtsfængslet. Fra da af var der ikke noget at komme efter, da al energien i det skandaliserede firma skulle bruges på damage control. Dén så jeg sgu ikke komme. Men tilfældet er naturligvis ikke helt tilfældigt. Et fatalt, tilfældigt stenskred rammer oftest bjergbestigere, mens matroser som regel går fri. Hvis jeg havde gjort tjeneste i Siriuspatruljen, havde førnævnte sag i det danske erhvervsliv betydet mindre – og den betyder mindre for mig, end den gør for de varetægtsfængslede etc.

Jeg har meget med litteratur at gøre, og en gang i fordums tid boede jeg i Grønland. Følgende sammentræf står naturligvis på skuldrene af disse forhold, og gør, at november nu(med alle forbehold for uforudsete hændelser) kommer til at stå i Grønlands tegn her på Litteraturens omveje. I begyndelsen af året blev jeg gjort opmærksom på Kim Leine. Hans eksistens var naturligvis ikke ny for mig, men jeg havde ikke fået læst hans bøger. Min yngre bror slog imidlertid på tromme for, at jeg skulle få rettet op på dette, og trumfede med, at debutbogen Kalaks hændelser fandt sted i Nuuk i netop den periode, hvor vi selv boede i byen. Jeg gik ombord og blev begejstret. En gang i 2014 havde jeg noteret mig, at Niviaq Korneliussen havde fået ret megen opmærksomhed for sin debut, HOMO Sapienne, og i min pludselige grønlandslitterære eufori, styrtede jeg ud og skaffede mig denne. Den viste sig, absolut at være omtalen værd. Da jeg noget senere påbegyndte arbejdet med denne blog, rettede jeg henvendelse til begge forfattere med ønske om et interview. Begge indvilligede, og tilfældigvis havde begge tid i november – og tilfældigvis har Grønland fyldt meget i andre dele af mit professionelle virke i de sidste par måneder… Og vupti – et tema tegner sig.

Jeg vil også skrive ”almindelige” indlæg, men de to interviews – Niviaq skal jeg tale med tirsdag, og Kim Leine er sat stævne i anden halvdel af måneden – vil dominere sendefladen, ligesom jeg godt kunne føle mig inspireret til at se på andre aspekter af litteraturen i Grønland og Grønland i litteraturen i den kommende tid. Jeg håber, I vil være med og finder emnet spændende, for det gør jeg og jeg ser meget frem til at berette om det.