BLOG
Empty article - Subtitle
En seriemorder er en seriemorder er en seriemorder…
For mig ser det ud som om, at den trussel, homoseksuelle udgør for heteroseksuelle, er minimal i forhold til den trussel, de heteroseksuelle udgør for homoseksuelle. Ikke desto mindre fornemmer man en voldsom frygt bag den dæmonisering af bøsser og deres mødre, som beskrives i en ny bog af den svenske forfatter Johan Hilton. Om den udeladelse, dette indlæg er inspireret af, skyldes frygt for at bidrage til dæmoniseringen, ved jeg ikke; men hvis det er tilfældet, er frygten ubegrundet.
I sidste uges Weekendavis var der en artikel om en ny bog af den svenske forfatter Johan Hilton, Monsteret i garderoben, en bok om Anthony Perkins och tiden som skapade Norman Bates. Bogen handler om den voldsomme stigmatisering af mandlige homoseksuelle og deres mødre i det amerikanske samfund, som (pseudo)videnskabelig aktører og fiktionsskabere i uskøn forening stod for fra midten af sidste århundrede.
Hilton påviser også hvordan forestillingerne om drabslystne bøsser lever videre den dag i dag. Selv en intellektuel kapacitet som Knausgaard peger på hemmeligholdt homoseksualitet, når Breiviks gerninger vokser ham over hovedet og en forklaring må findes. Hvis man skal udpege ét ord som det menneskelige imperativ, kunne ”hvorfor” være et godt bud. For at håndtere det ubegribelige er mennesker villige til at hakke hæle og klippe tæer så det står dem om ørerne; stadig er det dog uklædeligt når en lysende begavelse som Knausgaard kapitulerer på den måde.
Men Knausgaard er langt fra alene. I sin bog beskriver Hilton en sejlivet tradition for dæmonisering af homoseksualitet i videnskabelige arbejder, bøger og ikke mindst film.
Den knivsvingende motelejer Norman Bates fra Hitchcockfilmen Psycho udpeges af Hilton som den arketypiske kønsafsporede seriemorder, som senere udgaver er modelleret over. Bates lever alene på sit motel med sin mors afsjælede legeme og udstoppede dyr som eneste selskab. I åndelig forstand har han dog til overflod selskab af moderen, der har taget permanent ophold i sin søns hoved. Denne konfliktfyldte tilstand driver Norman til mord, hvilket i slutningen af filmen bliver pindet ud af en psykiater: En moders sygelige omklamring gør drengebarnet identitetsforvirret og seksuelt forkrøblet, og så har vi balladen. Ifølge Hilton sammenfatter dette en udbredt opfattelse i USA i midten af det tyvende århundrede – Kvinde=Satan selv=Moder til bundperverse trusler mod alt godt og rigtigt.
Artiklen gør dog emnet en bjørnetjeneste ved at udelade, at der findes en inspirationskilde til Norman Bates. Han hed Ed Gein, og var ganske virkelig, om end hans opførsel virker fuldstændig uvirkelig(detaljer er nemme at finde, jeg vil udelade dem). Det forstyrrer dels den præmis, at Hitchcocks figur har været model for Buffalo Bill og andre grusomme, fiktive gestalter, dels kernebudskabet om den groteske portrættering af homoseksuelle. Det er en løs ende, der slet ikke behøver være der – og selvom de fleste nok kun vil have et skuldertræk til overs for en kritiker, der udpeger eksistensen af en faktisk seriemorder med et problematisk forhold til sin mor som grund til at beklikke bogens budskab, så er der ingen grund til at tilbyde denne kritiker noget at hænge sin hat på.
Men der er en vigtigere grund til at nævne Ed Gein.
Min interesse for seriemordere blev vakt for mange år siden, da jeg læste Ulvens tid – massemord og sult i Weimarrepublikken af Vagn Lyhne. Den handler om Fritz Haarmann, som tog livet af ganske mange mennesker i Tyskland for små hundrede år siden. Siden har jeg læst en del tekster, både kulørte og saglige, om dette besynderlige emne. Det spektakulære og sensationelle ved disse personer, som gør dem til et yndet tema i fiktionens verden, er mindre væsentligt efter min mening. Det interessante er, at en seriemorder er en total anomali, fordi deres adfærd er et brud med enhver kategoris normer. Der er intet, der kan rimeliggøre seriemord ud over en indre logik hos morderen. Denne logik udelukker ethvert tilhørsforhold til andre kategorier. Den tilbagevendende, realiserede drabstrang hos et menneske annullerer alle andre gruppetilhørsforhold – det er afvigelse i krystallinsk form.
Og derfor er det en krystallinsk uvederhæftighed at udpege generelle tilhørsforhold som årsag til seriel morderisk adfærd. Og derfor er både fiktive og pseudovidenskabelige forsøg på at kæde homoseksualitet og morderisk adfærd sammen pinligt uværdige.
Der er dem, der mener, at alle afvigelser fra det, vi betragter som lovmæssigheder, kan forklares. Når vi på et tidspunkt har alle data, kan vi forklare kaos – og derved reelt afskaffe begrebet. Jeg tror selv på, at der er en årsag til alt – kaos er en betegnelse for noget, vi pt er ude af stand til at forklare, ikke for noget der principielt er uforklarligt. Men jeg tror ikke, det er muligt at få adgang til alle data, hvorfor vi altid vil have anomalier, vi vil altid have kaos.
Seriemordere er kaos. Der findes utallige forsøg på at forklare dem og deres handlinger; arv, miljø osv. Men de fungerer ikke. Der er mange, der har haft det skidt som børn – men nogle har ikke, og hvis en dårlig barndom var vejen til mord, ville der for alvor være trængsel på kirkegårdene. Man har udpeget bl.a. pyromani, dyremishandling, voyeurisme og sågar sengevædning som symptomer på latent drabstrang. Men ingen kombination af gener, forklaringer og tegn giver et dækkende billede af en årsagssammenhæng og en valid baggrund for at formulere nagelfaste gruppetræk. Der var en seriemorder, der klædte sig ud som klovn – klovne er ikke seriemordere af den grund. Der er mange seriemordere, der er hvide heteroseksuelle mænd – det siger ikke noget om gruppens øvrige medlemmer. Førnævnte Fritz var homoseksuel, men hans begejstring for at slå unge mænd ihjel siger kun noget om ham, ikke om bøsser. Seriemordere kan simpelthen kun defineres ved deres gentagne drab; ingen kan med rimelighed udpeges som potentielle mordere på grund af seksualitet, religion, genetisk ophæng, familieforhold, begejstring for Bachs Goldbergvariationer eller nogen som helst anden form for kategorisering.
Ed Gein havde en symbiosesøgende, omklamrende mor… Charles Manson blev solgt af sin mor for en kande øl.
