BLOG
Empty article - Subtitle
Grublerier over menneskets dårskab
På denne smukke, solbeskinnede efterårsformiddag sidder jeg og læser nogle gamle Hans Scherfig-essays med det ene øje og ser en dokumentarfilm om Keith Richards med det andet. På mange måder er det en smuk stund i orkanens øje – jeg nyder lyset, der forhekset-gyldent falder ind ad vinduerne, jeg nyder Richards gravrøst og støvede ur-blues og jeg nyder min kaffe. Rundt om mig er der deadlines og uopsættelige krav og bødeforlæg og en hvast hvæsende verden; men det er det gode, og det utroligt farlige, ved at være freelancer – man kan fortabe sig i øjeblikket(vel vidende at det kommer tilbage og bider én i røven senere). Desuden kan man med en vis rimelighed hævde, at når man arbejder i den æstetiske sfære, er det jo arbejde alt sammen. Men tankens flugt kan være forræderisk…
Keith sagde for en stund siden, at for ham, var alt musik. Han sagde noget om, at det forbandt mennesker på tværs af tid og sted, men da var jeg holdt op med at lytte, for dette blogindlæg begyndte at tage form i samme øjeblik. Man kan ikke forstå livet. Livet er for stort til at blive forstået. Man må relativere og perspektivere og til det formål kan man anvende et utal af prismer. At en af de mest indflydelsesrige musikere i verden har musikken som prisme, kan næppe overraske mange. Som begejstret læser er jeg ikke sen til at udpege litteraturen som min forståelsesramme. Når jeg læser en tekst, giver den mig nogle indtryk af dens specifikke stof; når jeg læser vidt og bredt, bliver hver enkelt tekst til en lille del af et spraglet hele, som jeg kan bruge til at aftvinge tilværelsen mening. Øvelsen går dels ud på, at genkende mønstre, dels på at hakke hæle og klippe tæer for at få enderne til at mødes – for det er jo en af livets store sandheder: Det meste hænger fint sammen, men kun fordi vore hjerner arbejder på højtryk for at opretholde denne sammenhæng. Det kan de, hjernerne, fordi folk og deres handlinger typisk er genkendelige og forståelige, fordi verden først og fremmest er repetitiv.
Det bringer mig tilbage til førnævnte essays. I sine skønlitterære udgivelser var Hans Scherfig en gudsbenådet satiriker og humor var hans våben mod kapitalisme og småborgerlighed. I essays og journalistik var det meste af filteret væk; teksterne er gennemgående uforsonlige, kaustiske anklager og angreb. Han havde også løsningen på alle problemerne, fejlene og svinestregerne – Sovjetkommunisme. Denne tilgang giver selvfølgelig skriverierne et patineret skær og man mindes om, at ændringer trods alt sker, selvom verden gentager sig selv i det uendelige.
Desværre kan man godt få den tanke, at ændringerne ikke gør nogen forskel: Hr. Scherfig skriver om Ekstra Bladet og BT, der gør hundredetusinder dummere dagligt. Han omtaler også den masse-fordummelse, som den trådløse telegraf har medført i USA, og han beretter dystert, at den også venter om hjørnet i Danmark, i form af Hakon Stangerups radio og Poul Schlüters fjernsyn. Man skal ikke lede længe efter paralleller i nutiden – ikke at det nødvendigvis gør HS´ bekymring til skamme. Om man bliver dum af internet eller trådløs telegraf, kommer vel i sidste ende ud på ét – vi bliver nok aldrig klogere.
Desværre er der passager, som ligeledes virker genkendelige for en nutidig læser; grelt genkendelige, og uden det muntre skær: ”De døde børn var mellem fjorten og seksten år”. ”… 100.000 civile… siden angrebenes begyndelse er blevet dræbt eller invalideret…”, ”… i krigens år smadret 475 skoler, 100 hospitaler, 357 fødeklinikker…”. Sådan lyder beretninger om krig i al deres grufulde trivialitet også den dag i dag.
For Hans var ligningen nem. Kapitalismen var årsagen, USA bannerføreren og Nazityskland, som lå frisk i erindringen, var simpelthen kapitalisme uden maske. Hvis Sovjetunionen kom for skade at bombe en skole, lemlæste et par civile eller internere et par millioner under dødbringende forhold, var det i den partitro Scherfigs optik kun de beklagelige konsekvenser af de amerikanske aggressioner. Ak ja, for den frelste er verden dejligt overskuelig.
Min sjæls frelse står det mere uldent til med. Jeg kender ingen løsninger. Idealismer og utopier er ingen mangelvare; de flyder i mine reoler, driver ned ad væggene og skvulper om mine ankler. Men ingen af de ismer, vi har betjent os af i tidens løb, har kunnet samle og forene. Det mest opmuntrende er vel, at den angst for undergang, man føler hver gang man åbner et nyhedsmedie, har været menneskets følgesvend til alle tider – indtil videre er apokalypsen udeblevet.
”Hvor længe er man om at dø, kvæstet i kældermørket under ruinerne af et hjem, en skole, et hospital?” spørger Scherfig retorisk. Men det er blot ét blandt mange relevante spørgsmål: Hvor længe mon man er om at sejle over Middelhavet i en skotøjsæske? Hvor længe man er om at drukne, når lortet synker? Hvor længe varer PTSD? Hvor lange føles timerne i et asylcenter? Hvor lang tid tager det at komme sig over et terrorangreb? Hvor lang tid vil det tage Afrika at komme til hægterne, hvis århundreders voldtægt af kontinentet stoppede i dette sekund? Hvor megen parterapi er nødvendig for at vi som art kan komme til at kunne holde hinanden ud?
Lader man blikket glide ned over titlerne i sin bogreol, ser man tydeligt, at solstrålehistorien står svagt som genre. Mennesket er næsten lige så svært at holde af, som det er at undvære…
Men jeg vil ikke gøre mig skyldig i at efterlade en eventuel læser i miserabelt mismod, da vedkommende jo ikke kan gøre for, at min falden i staver endte så blodigt. Så jeg leder og leder mellem de utallige skriftlige vidnesbyrd om menneskets dårskab. Leder efter vidnesbyrd om det modsatte, om det gode. Og minsandten! Dér, mellem død og undergang i hyldemetermål, støder jeg på gudskelov på, ikke et menneske – træerne vokser ikke ind i himmelen, véd I nok – men en bjørn, som har denne tilgang til tilværelsen:
”Grislingen syntes, at de burde have en grund til at gå og besøge dem alle sammen, og om Plys ikke kunne tænke på sådan en grund? Det kunne Plys godt. ”Vi vil gå, fordi det er torsdag. Vi vil gå og ønske dem alle sammen en glædelig torsdag,” sagde han.”
Hmm - måske det også virker på andre dage end torsdage...
