Sanseflokke kommer vrimlende...

Siden jeg første gang stødte på begrebet synæstesi har jeg, som mange andre før mig, været dybt fascineret. Det, at en type sanseindtryk kan slå ud på en anden sans´ domæne er selvfølgelig ikke overraskende i sig selv – alene det, at vi i det daglige siger ting som ”skarp smag” eller en ”varm farve” vidner om, at vores sanseapparat er mere komplekst end vi måske umiddelbart antager. Men for nogle mennesker er samsansningen en permanent og statisk tilstand – de oplever bestemte musikalske toner som bestemte farver hver gang, de hører dem, eller tallet ni er uløseligt knyttet til smagen af blomkål. Det er naturligvis afvigende i forhold til, hvad folk som regel har af sanseindtryk, men det er ikke mit indtryk, fra hvad jeg har læst og hørt, at det er videre invaliderende, og hvis man skal have en anomali i sit mentale ophæng, kunne man sagtens komme værre afsted (tænker jeg – hvis nogen synæstetikere i læserskaren lider under deres sanseapparats utraditionelle tilgange, beder jeg undskylde, så har jeg taget fejl). Hvorfor nogle har denne måde at opfatte visse elementer af dagligdagen på, vides på nuværende tidspunkt ikke, men man ved, at der er tendens til arvelighed og at flere kvinder end mænd oplever tilstanden. Påvirkning af psykoaktive stoffer som fx LSD kan give synæstetiske oplevelser, hvor lydindtryk giver visuelle oplevelser. Som yngre syntes jeg, at det lød temmelig cool med denne samsansning og ville gerne kunne hævde at være synæstetiker. Det var jeg hverken dengang eller nu, men som nævnt, så er vores sanseapparat ikke så diskriminerende som vores antagelser om det – jeg har altid haft meget visuelle oplevelser af musik, især instrumental musik. Når jeg kigger på psykedelisk kunst har jeg ofte en klar idé om, at dele af billederne er kunstnerens videregivelse af sin egen visuelle oplevelse af lyde. Det er også en ganske naturlig ting, at folk, der udtrykker sig skriftligt lader forskellige sansemodi overlappe, hvilket man må gå ud fra sker fordi forfatteren – ofte poeten – ser sig bedre i stand til at videregive sin erfaring eller opfattelse af noget, ved at bruge et andet områdes muligheder. Der er varme følelser, sprøde lysindfald og hvinende smerter over alt omkring os. I det hele taget lever vort sprog i høj grad ved metaforik, og nogle sanseområder har næppe noget sprog – dufte og smage, som taler til de urgamle centre i vore hjerner og kan vække følelser og minder til live som ingen andre sanser kan, har kun et meget rudimentært gloseapparat at betjene sig af – ting dufter ”af” noget, og smage er der heller ikke mange ord for – sødt, surt, salt og bittert er vel de primære søjler (lad nu være med at sige ”umami” – der er sgu ingen poeter, der omtaler deres elskers dragende umamismag, om end det måske ikke ville være nogen dårlig vej at gå…)

Så altså – syrehoveder kan se lyde og synæstetikere kan smage bogstaver etc. Men grunden til, at jeg er kommet ind på dette emne netop nu er faktisk en form for æstetisk receptions-synæstesi, som jeg nu vil delagtiggøre jer i: Jeg nyder mange forskellige former for kunst, fra de bizarre til de pinligt småborgerlige, fra dybt depraverede til absurd kommercielle – men mest vedholdende banker mit hjerte for musik fra den mørke og hårde ende af spektret. Inden for den verden er der, som inden for alle andre verdener, dogmer og koryfæer; ting, man er enige om, og bands, man pr. definition mener noget om. Det er naturligvis ofte et spørgsmål om kanon – hvem lagde de første og de vigtigste sten i genren og dens mange subgenrer? Et band, alle som kan lide ekstrem metal formodes at hylde som ”founding fathers” er Celtic Frost. Det er imidlertid et område, der har været underbelyst i min musikalske dannelse, og det har en helt specifik årsag: Som ung og usikker metal-fan fik jeg fingre i en cd med omtalte band – og syntes, den var ganske fed. Problemet var dog, skulle det vise sig, at netop denne cd betragtedes som en skamstøtte i bandets omtumlede og ujævne karriere. At eje den skive var pinagtigt, at holde af den var helligbrøde. Således forvirret og desillusioneret lagde jeg Celtic Frost på hylden i en årrække. Men så gjorde Spotify sit indtog, og pludselig kunne jeg omkostningsfrit afsøge musikalske områder, jeg førhen havde ignoreret eller overset. Og således også Celtic Frost. Jeg vil ile med ikke at anbefale dem til folk, der ikke nyder hård og brutal musik – men tjek dem dog alligevel, det kan være de kan ordne en begyndende bihulebetændelse eller blæse et hul, hvor der førhen var tilstoppet.

I 2006 udgav bandet deres sidste cd, Monotheist og på den findes nummeret Obscured. Da jeg hørte det, fik jeg simpelthen en synæstetisk flashback-oplevelse, som jeg stadig er forundret over. Lyden af det dystre, håbløshedens auditive univers bragte mig simpelthen direkte tilbage til en meget speciel læseoplevelse, jeg havde for mange år siden: Som ung, ivrig biblioteksbruger tog jeg ofte bøger med hjem, jeg ikke anede andet om end titlen. Det gav mange spændende litterære oplevelser, og over tid fik det mig også til at gøre op med den rigide holdning, jeg dengang havde, om at alt, man gik i gang med at læse, skulle læses til ende; der er masser af bøger, der ikke er det papir værd, de er trykt på og det er en gave, at erkende, at livet er for kort til dem. En af de bøger, jeg hjembragte ved et tilfælde havde den pudsige, lidet elegante titel Roman med kokain. Jeg tog den hjem læste den og var dybt benovet. Forfatteren, M. Agejev (som i sig selv er en mystisk skikkelse), beskriver en ung mands oplevelser med kvinder, weltschmerz og tiltagende kokainbegejstring. Miljøet var specielt, russisk og fortidigt, koldt og uvenligt. Jeg var dybt opslugt og aldrig helt tryg i romanens verden. Jeg blev ikke inviteret indenfor af den unge mand, men iagttog ham, lyttede til ham mens han forblev fremmed for mig. Måske er dette i virkeligheden romanens største bedrift – en slags inddragelse af læseren på den måde, at beskrivelsen af afhængighed får den virkelige dimension, at man engageres i hovedpersonen/narkomanen, men på dennes præmisser og uden reelt at blive lukket ind. Da jeg læste bogen om den unge Vadim havde jeg for nylig læst Catcher in the Rye og oplevede dennes hovedperson, Holden Caulfield som åndeligt beslægtet med den unge russer – men om en genlæsning nu ville give samme oplevelse, ved jeg ikke. Men netop emnet genlæsning blev en del af romanens mystik for mig. For det kunne ikke lade sig gøre. Jeg forsøgte at finde den igen, både på det bibliotek, hvor jeg først havde fundet den og senere andre. Boghandlere var heller ikke til nogen hjælp, og med tiden opgave jeg – jeg var tilsyneladende den eneste, der kendte til bogen. Det var naturligvis irriterende, men enhver med en smule sans for livets særheder vil nok kunne se, at det også havde en vis appel: Fandtes bogen overhovedet, eller havde jeg drømt det hele? Var den en bog fra en skyggedimension? Unge sind med hang til det dystre og dunkle elsker sådanne overvejelser, og dem dyrkede jeg så og bogen gled ud af min erindring. Note: Senere kom internettet, verdens mystik skrumpede og jeg konstaterede, at selvom bogen og dens forfatter faktisk var omgærdet af flere mærkværdige forhold, var ingen af disse tilsyneladende videre overnaturlige.

Og nu til pointen: Da jeg hørte Obscured, et koldt, mørkt og nihilistisk klingende stykke musik, gik jeg pludselig igen med Vadim i natsorte russiske vintergader. Jeg følte rimfrosten i hans hjerte, hørte det dunke som ren biomekanik, helt fri for metafysik. Jeg oplevede kokainkrystallernes dans i næseborene og hørte de ubarmhjertige snehagl piske ruderne til de bundfrosne værelser.

Kulde og mørke kan man finde mange steder i kunstens verden. Men at en russisk roman fra 1934 og et schweizisk musikstykke fra 2006 skulle, på tværs af år, genrer og medier formidle præcis den samme følelse deraf – det finder jeg dybt fascinerende!