Samtale med Kim Leine får sit eget liv del 2

Det er blevet sagt, at Kalak beskriver Grønland indefra, men det er jo ikke helt korrekt. Den beskriver min tilstedeværelse i Grønland indefra. Det er beretningen om mit forsøg på at komme ind i samfundet og leve som grønlænder. Det er grunden til, at den hedder Kalak, for det blev jeg kaldt deroppe. Det er et ord med en dobbelthed – noget, man ofte møder i Grønland – det betyder nærmest ”skide grønlænder”, men på en venlig måde. Bogen er skrevet af én, der kommer udefra og derfor er vinklen selvfølgelig udefrakommende, men der er solidaritet med lokalsamfundet – noget, der ofte er fraværende i fx pressens dækning af grønlandske emner.

Men fører det så til en oversolidarisering – bliver den solidariske betragter mere katolsk end paven i denne bestræbelse?

Ja, det er der ingen tvivl om. Der kommer et punkt, hvor jeg ikke hører til nogen steder – danskerne betragter mig som for involveret i lokalmiljøet, mens grønlænderne synes jeg prøver for meget på at være som dem. Jeg er den anden i begge lejre – befinder mig i ingenmandsland. Samtidig er der også den der konstante selviagttagelse – man er i gang med sit liv og ser på det samtidig og undrer sig fx over, at man er den kliche, man foragter.

Hvilken?                                                                  

Jamen jeg havde en klar idé om, at det dér med seksuelle forhold – den tilrejsende mand og den lokale kvinde, koloniherren og den koloniserede kvinde, magtrelationen, at det var foragteligt. Men jeg kaster mig jo ud i det og dyrker det – selvom det ikke var min hensigt. Om forestillingen så svarer til det faktiske, om ideen om den magtrelation står til troende, er så en anden sag.

I bogen Tuunu, som foregår i en lille bygd og ikke i samme grad er selvbiografisk, får man en fornemmelse af, at koloniherren mest af alt lever i de tilrejsendes hoveder. Her er det i høj grad kvinderne, der styrer det seksuelle slags gang, og afbryder det, når de ikke ser grund til at fortsætte. Livet, som Kim beskriver i den lille bygd, er fiktion, som naturligvis lever i kraft af hans indgående kendskab til bygdelivet i Grønland, men ikke desto mindre er bygden opdigtet og hændelserne er ikke biografisk materiale. Det er en virkelig spændende dobbelt mulighed for læseren, at få den biografiske fortælling om tilflytteren først og dernæst opleve en række andre potentielle skæbner, når forfatteren slipper den biografiske forpligtelse og udfolder sig i stoffet, han kender så indgående, men med fri ret til digtning.

Det er som om, at måden livet leves i Grønland giver mulighed for særligt mange groteske hændelser, og når dette parres med småsamfundenes universelle hang til fortællinger og genfortællinger, bliver myter og hændelser vævet til et spraglet kludetæppe. Ofte er fortællingerne drabelige, men leveres i en lakonisk tone og selvom absurditeten forstærkes over tid og giver den oprindelige historie adskillige lag fernis, som gør den levedygtig over tid, men også slører den. Det som om, at denne type flerdoblede og forstærkede fortællingstype faktisk yder livets besynderlighed retfærdighed.

Jeg husker fra min egen tid i Grønland fx beretningen om en fisker, der får hevet en enorm satan af en havkat op i sin jolle og går i panik, da den meterlange monsterfisk ikke bare falder til patten, men kæmper med alt, hvad den har; fiskeren griber sin riffel og skyder kræet… og hvad sker der mon når man skyder noget, der befinder sig i bunden af en glasfiberjolle, med en kraftig riffel? Enden på det hele blev, at gutten måtte sejle hjem med en finger i hullet for at holde vandet stangen – fisken døde, fingeren blev amputeret og en legende var skabt. Jørgen Riel, som er en Grønlandsfortæller af en ganske anden type end Kim Leine har specialiseret sig i denne type cirkumpolare molbohistorier og hans skrønesamlinger har tiltrukket store læserskarer. For en læser uden erfaring fra verdens ende, synes Riels fortællinger måske nok at være meget langt ude og simpelthen tankespind fra en stor humorist.

Har man derimod boet i Grønland, og eksempelvis hørt om dengang et par fyre strandede på et fjeld, og den rekvirerede redningshelikopter blev pålagt at medtage et hold toppolitikere, der ville imponere deres koner med lidt sightseeing, med det resultat, at man ikke havde plads til de nødstedte og først måtte vende hjem med turisterne før man kunne vende tilbage og udføre redningsaktionen – så er man straks mere lydhør over for skrønerne. Man ved, at man ikke ved, hvad der faktisk er sket; men der er sgu nok sket noget, og det har sikkert være bizart.

Kim Leines Tuunu er langt fra Jørn Riels fantasterier. Realismen er massiv og man er ikke i tvivl om, at disse ting kunne ske, sker, er sket etc. Man føler hverken trang til at sige ”den er god med dig” eller trække en 30-40 procent fra – men alligevel er de hændelser og situationer, Kim beretter om, vanvittige. Forskellen er, at de her bliver fortalt som hverdagshændelser i en hverdagskontekst. Kærlighed, psykoser og hasardspil, sex og folk, man lige havde lært at kende, der dør i en bisætning; pragmatisme og vidtløftighed mellem mennesker og fodboldens blodige alvor på havisen; folk hvis ideer er så sære, at de på en eller anden måde må lykkes – og måske gør det; folk, der står ude og kigger ind; folk, der står inde og kigger ud, men ikke aner, hvor eller hvem de er… osv.

Fortsættes.