BLOG
Empty article - Subtitle
Mariam folder drømmenes fane ud
Men hvor Michael Strunges drømmefane var postmoderne på godt og ondt, bobler Mariam over af gejst og god energi. Jeg er igennem længere tid, i ny og næ stødt på Mariam Hassanain på de sociale medier, hvor bølgerne som bekendt ofte går højt. Jeg har noteret mig, at hun altid møder verden med livsglæde og positive vinkler. Så da jeg opdagede, at hun havde begået en inspirationsbog til unge, kontaktede jeg hende for at få lov til at anmelde den for Folkeskolens læsere.
NB. Dette er oprindelig skrevet til anmeldelsessektione. Da det imidlertid viste sig, at bogen ikke er til salg gennem ordinære kanaler, kan den ikke bringes dér. Forfatteren bruger Tør du drømme? i forbindelse med foredrag, og det er i det regi, den kan skaffes. Jeg vil understrege, at jeg ingen personlig relation har til Mariam Hassanain, så her er ikke tale om listig product placement eller promovering af hendes foredragsvirksomhed. Imidlertid er det min opfattelse, at denne bog tåler et stort publikum - og hvis I er enige, kan I jo sende Mariam en forespørgsel, og så kan det være, at bogen ender i ordinær handel eller på anden vis kan mangfoldiggøres ud over det nuværende niveau.
Skaf bogen Tør du drømme? og læs den flere gange. Mit gæt er, at første og tredje læsning vil vise sig meget forskellige. Jeg mødte, som vi ofte gør her i Aksel Sandemoses Danmark, Mariams indledende ord med mild nysgerrighed og lunken kynisme. Ud over forordet består bogen af interviews med en række personer, der på forskellig vis er gået egne veje og søgt at realisere deres drømme. På overfladen en klassisk Spis sundt, træn hårdt og tro på dig selv-fortælling. Men lidt efter lidt åbnedes mine øjne.
Ikke blot er det en utrolig spændende flok, Mariam har fået i tale; folk som Ataf Khawaja, Soulaima Gourani (som jeg ikke kendte før, hvilket jeg kun kan beklage, for hun virker som en kvinde, man bør lytte til), Lola Hammerich og David Jatta – hun har også evnet at give et meget vedkommende billede af hver enkelt på de to sider, hvert interview fylder. Selvom det primært er folk, der på forskellig vis performer – sang, dans, sport etc. er der en stor diversitet, både i attitude og i de forskellige livsforløb. Der er en 23-årig Kaka, reggae/rap-musiker med stiv stil og håret tilbage; en Ataf som har rundet de fyrre og har de niveauer af indsigt og erkendelse, der kommer med livserfaring; der er en introvert type, en vred person, en… you name it. For en ung læser vil der næsten med sikkerhed være mindst én at spejle sig i.
I løbet af anden læsning blev jeg mere opmærksom på nuancerne i de portrætteredes mål. Jeg syntes måske, at fokus var lidt for meget på folk, der udtrykte sig kreativt/sportsligt; men så er der alligevel mere, når man ser ordentligt efter. Flere reflekterer over uddannelse, fortæller om deres forældres ønsker i dén retning, osv. Nogle har en, nogle bruger den; andre har truffet det valg, at der ikke er plads til fodbold på topniveau og skolegang samtidig. Man får en klar idé om, at der er forskellige veje at gå, og at man kan finde sin egen, men ikke uden en indsats. Det er oplysende at læse om Jasmin Dahls, der kombinerer skolegang, som hun ikke nyder men betragter som nødvendig, med en musikalske karriere. Ofte vil fortællingen ellers være, at kun hvis man sætter alt på ét bræt, kan man få succes. Jasmin kommer med vidnesbyrd om, at der er andre stier at følge. Hun taler til de mange der ikke vil opgive alt for et enkelt livsmål, men stadig har store ambitioner. Det er forfriskende at høre, at det er ok at drømme, samtidig med at man har en plan b.
Lige efter Jasmin møder vi Anthony – de to udgjorde duoen Anthony Jasmin, som vandt X-Factor i 2014. Ud over at det i sig selv er et scoop at have begge to med, er det faktisk en lille kompositorisk genistreg at vise dem side om side. Anthony har en mere klassisk tilgang til sine artistiske bestræbelser. For ham handler det om musikken og han nævner ingen andre planer end at dygtiggøre sig på instrumenter som et led i sin karriere. Det står meget klart, næsten symbolsk, at der er mere end én vej til målene – de to har opnået den samme succes, har delt sejrsskammelen, men de har hver deres måde at se tingene på. Skarpt skåret!
Her til lands skal vi leve af initiativ, virkelyst og påhitsomhed i fremtiden; Atafs mor fortalte ham, at ”I Danmark behøver du ikke at dø af sult for at gå efter dine drømme. ” Jeg har personligt kendt ikke så få storartede mennesker, hvis evner har lidt strådøden og som er kommet til at se sikkerhedsnettet som en (efterhånden temmelig ukomfortabel) hængekøje. Ataf så muligheden for at bruge det som trampolin. De portrætterede i Tør du drømme? afspejler på hver deres måde et drive, vi ikke kan få for meget af. Bogen er i sig selv et monument over initiativ og optimisme og over, at det er muligt at opnå store ting – Mariam har fået ideen, gjort arbejdet, rejst pengene og værsgo, bogen findes.
Selvom man har hang til det kyniske, og der er masser at bekymre sig over, er det befriende, i ny og næ at lade sig rive med af en god stemning og tro lidt på det hele. Uanset ståsted, uanset om du bærer ja- eller nej-hat, uanset om du ved, hvad du vil, eller ikke ved en skid, uanset om du er elev eller lærer, bør du læse Tør du drømme? Du bør lade dig imponere af, hvad andre kan og inspirere til at finde ud af, hvor meget du selv kan.
