Samtale med Niviaq Korneliussen del 3

Jeg kunne godt tænke mig at vende lidt tilbage til ”fuck this post-colonial piece of shit”, som jeg har tænkt meget over. Hvad ligger der i, at en ung grønlænder udtaler det?

Der er en stor splittelse i samfundet lige nu med hensyn til fortiden som koloni og det, at vi skal videre. Nogle er meget nationalistiske og siger at danskerne har behandlet os enormt dårligt og de skal sige undskyld og problemerne er ikke vores skyld osv. Der er meget danskerhad forbundet med de holdninger. Men så er der også den anden side, der siger som Inuk, at det må være nok, at vi må videre og løse problemer frem for blot beklage os over dem – om vi får en undskyldning, eller hundrede, så løser det ikke ret meget. Om det er retfærdigt eller ej, vi må selv gøre arbejdet.  Man kan ikke sige, at Inuks holdning er repræsentativ for Grønlands ungdom – men den passer på nogle.

Har man noget, der minder om det med, at afroamerikanere kan referere til hinanden som ”nigger”, uden at det bliver opfattet negativt, mens det er helt uacceptabelt, hvis det kommer fra ”udefra”?

Man bruger udtrykket ”kalak”, som betyder skide grønlænder, om hinanden. Det kan både bare være en hilsen – hvad så, gamle røvhul - men også noget jeg kunne finde på at sige, hvis nogen var megastiv og langt ud i tovene. Når nogen kommer udefra og kommenterer de sociale problemer, stejler man – når der skrives om druk osv. i danske aviser, så føler man ikke, at det er ok – det er ikke andres ret at kritisere os. Men internt kan man godt forholde sig til det og snakke om det – det er ok at snakke om det i grønlandske medier. For at kunne ”lege med koncepterne” og bruge begreber som kalak, er det nødvendigt at forstå positionen. Da der var debat om Danmarks rolle som kolonimagt, var der mange danskere, der gav udtryk for, at man havde været en fredelig kolonimagt og at der egentlig ikke rigtig var noget at snakke om. De kan ikke sætte sig ind i den enorme påvirkning, det har haft – der er jo spor i alle aspekter af Grønland, i bygninger i arbejdspladser i sprog, politik osv. Det er meget kompliceret – jeg tror meget på, at det handler om, at tiden går og udviklingen bringer os længere væk fra det. Nogle snakker om at starte forfra og etablere et nyt forhold mellem Danmark og Grønland – men det kan man jo ikke. Andre mener, at bare vi bliver selvstændige, så skal det hele nok falde på plads, men det er jo heller ikke realistisk. Og det gælder den anden vej også, ønsket om at forsimple problemet; når danskere snakker om, at så kan I også bare skride så vi kan spare de penge. Det dur jo heller ikke, vi er jo forbundet. Alle grønlændere har et forhold til Danmark, sprogligt, i familien osv., og der er stadig masser af danske, der arbejder i Grønland. Vi hænger sammen på mange måder, og der er mange grønlændere i Grønland, der kun taler dansk.

Som kontrast til disse store og politiske spekulationer kunne jeg tænke mig at berøre et andet aspekt af HOMO Sapienne, nemlig kropslighed. Det meget fysiske dukker op flere steder i bogen og lægger sig fint i sporet af en del nyere litteratur, med sæd, blod og bræk på bordet og nul filter. Jeg var overbevist om, at du trak på flere litterære inspirationskilder – men det er så ikke tilfældet.

Der var faktisk en journalist, der sagde, at det var helt tydeligt, at jeg var meget inspireret af en nyere dansk forfatter. Jeg kendte slet ikke navnet, og jeg kan ikke huske, hvem det var. Store følelser og store landskaber ligger ikke til mig – jeg ville gerne ind til, hvordan det rent faktisk føles at være til. Man skal mærke tømmermændene når man læser om dem. Vi har de fysiske erfaringer selv, og når man så læser beskrivelsen, vækker den ens egen erindring og så bliver læsningen meget nær og virkelig. Men det er ikke et formål i sig selv at beskrive disse ting; de foregår når de foregår. Jeg ønsker at beskrive disse personers liv, ikke lave et litterært eksperiment. Der er netop også en kontrast til det, vi talte om med postkolonialismen – de fleste unge tænker jo ikke så meget over politik og post-noget-som-helst. Til gengæld tænker de alle sammen på sex og druk og fester og tømmermænd og kender de her fornemmelser og tilstande.

Afslutningsvis vil jeg gerne spørge ind til en person i din bog, der er meget svær for mig at få et indtryk af, nemlig Ivik/Ivinnguaq - vil du fortælle lidt om vedkommende?

Det var virkelig svært at beskrive hende/ham. Jeg ville gerne have en person med, som ikke havde en stærk individuel tilstedeværelse – en der er en del af andres liv og har betydning men selv er uhåndgribelig. Han/hun var også en brik, som jeg havde brug for i forhold til nogle af de andre, til at samle historien. Når der nu var så meget om homoseksualitet, var det også vigtigt for mig at have den transseksuelle vinkel med, for de lever ofte, særligt i Grønland, men også i LGBT-sammenhænge generelt, i en blind vinkel. Men seksuel identitet er jo mere mangfoldigt end bare homo-eller-hetero. Nutidens ungdom er meget mere flydende end det og vore børns generation kunne sagtens være uden fast seksualitet. For tiden er der virkelig mange kategorier, der skal bruges til at give enhver tænkelig identitet en fast gruppering at tilhøre. Jeg tror det kan være lige så forvirrende at skulle besvare HVEM ER JEG-spørgsmålet, hvis der er mange kasser frem for få. Det kan være, at unge i fremtiden kommer frem til, at det ikke giver mening at pålægge sig selv og hinanden et krav om fast placering i en bestemt kategori.