BLOG
Empty article - Subtitle
Lad os alle strukturere
I skolen anno 2015 er man forpligtet på en mængde sager, og jeg kan kun kippe med flaget over, at folk får det til at lykkes. Der er glimrende ting i de politisk formulerede krav til lærernes leverancer – fx synes jeg at det, der står om litteratur i Fælles Mål 2009 Dansk, er et fint udgangspunkt, som bestemt ikke står i vejen for god undervisning på området. Men der er så meget, så meget, så meget. Nogle gange stirrer jeg ind i mørket og tænker, at hvis man blot krævede, at de unge mennesker efter endt skolegang havde læst tyve hyldemeter blandet litteratur og udvalgt tre titler til nærlæsning, samt annammet matematikkens grundsubstans, musikkens væsen og respekten for andre mennesker, så skulle de og verden nok klare sig.
For et par dage siden så jeg en mand ligge på fortovet. Jeg kom kørende med min datter på bagsædet. Hastigheden var så lav, at jeg kunne vurdere situationen, inden bilen nåede hen på siden af manden og hans ledsager: Han var ved bevidsthed, og i samtale med kvinden, som stod bøjet over ham. Hun virkede ikke oprevet. Af den årsag antog jeg, at der ikke var umiddelbar fare på færde. Da jeg kom lidt tættere på lagde jeg mærke til et øl i kvindens hånd, og da bilen var lige ud for parret, påbegyndte de en vaklende og tilsyneladende munter kamp for at herren på højkant igen. Jeg besluttede derfor, at min hjælp ikke var akut påkrævet, og da min datter var overmoden og havde brug for hjemkomst, te og andre fornødenheder, stoppede jeg ikke.
Det mest interessante ved hændelsen havde ikke noget at gøre med parret, men med min egen opfattelse af optrinnet. Her tænker jeg ikke på fordomme om fulde folk på fortove og min antagelse om, at de nok var tilknyttet værestedet lidt nede ad gaden, men på mit sanseapparats håndtering af billedet. Fra det øjeblik, hvor jeg fik øje på situationen, til det øjeblik hvor jeg begreb situationen – ikke den analyse, jeg beskrev før, men til jeg faktisk opfattede, at der lå en mand på fortovet – gik der et splitsekund. Et spændende splitsekund hvor min hjerne åbenlyst kæmpede med at bearbejde et synsindtryk, der ikke svarede til det, den er vant til.
Det fik mig til at tænke på noget, jeg en gang læste om nogle beboere på en ø i Stillehavet. Det var en af de gange, hvor nogle antropologer havde held til at støve et folk op, der ikke havde været i kontakt med nogen fra den omkringliggende verden siden Arilds tid. Ifølge artiklen – og jeg kan intet andet huske end denne del, så om det er fis og blålys, ved jeg ikke, for kildekritik er ikke mulig – skete det fra tid til anden under Antropologernes besøg, at man kunne ane skibe eller fly fra øen. Det overraskede de besøgende, at øboerne ikke reagerede på dem overhovedet. Da det havde gentaget sig et par gange, kom de til den konklusion, at disse visuelle indtryk simpelthen lå så langt fra den begrebsverden, disse folk betjente sig af, at de reelt ikke kunne se dem. (Det er også muligt, at man simpelthen ignorerede skibe og fly i håb om, at de så ville gå væk igen; men antagelsen om, at hjernen har blinde vinkler i forhold til ting, der simpelthen ikke giver mening for den, lyder plausibel, synes jeg.) Hvis det tager tid, kort eller ej, at opfatte en så overskuelig ændring i verdensordenen som en mand på gaden, der er vandret i stedet for lodret – så kunne man også tænke sig, at hjernen simpelthen sagde ”nej” når noget, i forhold til dens erfaringsgrundlag, helt absurd foregik.
Og hvad så?
Jo, jeg er overbevist om, at når små børn efterspørger den samme bog, ikke bare gang på gang, men også tre-fire gange i træk, er det fordi de er ved at teste, om ting opfører sig genkendeligt. De skal skrue en verdensforståelse sammen og til det formål skal de bruge genkendelighed – repetition. Som de fleste vil vide, er ro, renlighed og regelmæssighed ikke umiddelbart noget man forbinder med småbørn. Men midt i al rodet og de mudrede gummistøvler foregår en stor organiseringsproces, hvor repetition står centralt. De er nødt til, ved selvsyn at konstatere, at tanterne Grøn, Brun og Lilla finder deres hund, også denne gang. Bliver Peter Pedal atter udråbt til helt, når krisen er overstået? Bliver Alfons Åbergs far atter vred, når junior trækker morgenrutinen i langdrag? Yes sir – og med disse konstateringer og titusindvis af andre, kan verden i stadig stigende grad afkodes. Med tiden er det ikke længere nødvendigt at genbesøge den samme titel igen og igen, og det vil være relevant at læse vidt og bredt. Gennem læsning af en masse forskelligt opdager man strukturer, som går igen, og som afviges i én uendelighed. Man opdager stadig mere af verdens uendelighed samtidig med at man opdager genkendelige mønstre og forløb. Færdig bliver man aldrig, for verden er gentagelse og forandring, og ved hver lille ny afvigelse må man justere sin verdensopfattelse en smule; som for eksempel når der ligger en mand på et fortov en tilfældig torsdag.
