BLOG
Empty article - Subtitle
Guld blusser op og året dør hen
I går vendte vi første kalenderblad i efterårets første måned, og selvom vind og vejr og lys og skygge næppe bekymrer sig om poeter eller andre søgende væsener, er denne årstid særlig tungt lastet med betydning for følsomme gemytter. For romantikere og sværmeriske typer, os, der trods årenes tyngde aldrig helt har kunnet undslippe ungdommens længselssvulmende sjælelige undtagelsestilstand, er efteråret et forfaldsromantisk sansevirvar af nydelse.
Manchetten vil have givet et fingerpeg om, at dette indlæg har emotionel slagside og at trinmål ikke vil fylde meget i dag. Jeg mener, at litteratur har enorm nytteværdi og at mange emner behandles langt bedre i skønlitteraturen end i faglige tekster. Narrativer er uovertrufne i mange henseender; jeg ved, at der er større objektiv sandhedsværdi i tabstal og statistikker, end der er i Intet nyt fra Vestfronten, men jeg ved også hvor erkendelsespotentialet er størst. Der er næppe noget, man ikke kan blive klogere på gennem læsning af litteratur og samtale om det læste.
I mit sidste indlæg var jeg kritisk over for ukritisk tolkningsarbejde uden sans for det oplevelsesmæssige aspekt. At følge det op med et indlæg som dette, gør muligvis, at jeg kommer til at fremstå uinteresseret i, eller afstandtagende over for, litteraturen som redskab til oplysning og læring. Det er jeg ikke – litteratur nytter!
Men i dag er jeg ligeglad. I dag vil jeg hengive mig til ren, rå følelseslæsning. Jeg vil ikke sky nogen form for patos, men nyde det faldende løvs flammehav, det eroderende lys og den mørke, stormfulde nat.
Det er svært at indfange den særlige efterårsgeist uden at det bliver patetisk, hvorfor man må bestræbe sig på at tage ind ureflekteret. Sæsonen er til højpoesi om tab, død og længsel. Man er nødt til at distancere sig fra sin distance for at nyde det uden at henfalde til latterliggørelse – men de rullende skyer og det begyndende bid af kølighed i luften hjælper.
En af de første bøger, jeg dyrkede manisk, var Outsideren af Susan Hinton. Den handler om unge, drømmende bandemedlemmer med springknive og trofaste hjerter; forelskelse, heltedåd og død. Og et stykke poesi, Nothing Gold Can Stay af Robert Frost, som har efteråret i sig:
Nature’s first green is gold,
Her hardest hue to hold.
Her early leaf’s a flower;
But only so an hour.
Then leaf subsides to leaf.
So Eden sank to grief,
So dawn goes down to day.
Nothing gold can stay.
I næste indlæg har jeg planer om at dyrke fagligheden, men resten af i dag vil jeg tilbringe med melankolsk musik og tanker, der matcher. Jeg hæfter et lille stemningsmættet stykke musik ved indlægget, så vi kan dele den søde Weltschmerz.
Som et sidste ord på falderebet vil jeg lige nævne, at man også kan ramme nerven i årets afslutning uden at risikere krummede tæer; fx som i disse linjer fra Anne Lise Marstrand Jørgensens pen, de fire første i digtet I den sidste del, fra samlingen Rygge som djævle:
I den sidste del
af året bliver lyset
revet ud af tanker
om noget der vokser.
https://www.youtube.com/watch?v=tMTrsSTXDkM
