At sætte sine egne fodspor frem for at gå i andres er hårdt arbejde – interview med XX Ann

Jeg har kendt Ann i mange år – det må vi hellere få slået fast, så linjerne er rene og ingen mistanker om skjult reklame dukker op. Der er naturligvis intet overraskende i, at man kender hinanden på kryds og tværs i litterære kredse, men jeg kender faktisk Ann fra mine mange år som stamgæst på hendes værtshus på Sydsjælland. Bartender-fyldebøtterelationen udviklede sig for mange år siden til venskab, og jeg kender derfor en del til Anns liv og ved, at hun har oplevet mere end de fleste. Hun skriver ikke selvbiografisk, men hendes erfaringer skinner igennem i den rå prosa om mennesker og ekstremer og i mine øjne burde enhver forlægger kunne se et salgspotentiale i denne kombination. Derfor hæver hun sig over en banal antagelse om, at én, der udgiver selv, er én, ingen andre gider udgive – og derfor har jeg bedt Ann møde mig til en snak om sit virke som forfatter og selvudgiver:

Fortæl først lidt om baggrunden for dine bøger, Kick og Sort:

Kick, den første af de to, havde ligget og ulmet i mit baghoved i mange år. Grundlæggende handler den om, at man ikke skal være for hurtig i sin bedømmelse af folk – og det budskab er så skruet sammen som en spændingsroman. Hovedpersonen er meget socialt skadet og der er mange ting, hun ikke kan, men der er også nogle ting, hun er god til. Hun er meget kompliceret – hun er ikke nødvendigvis sympatisk, men er som folk er flest. Og så ville jeg gerne give mænd en over nakken – de mænd, der stadig den dag i dag betragter kvinder som ejendom, både i de nederste sociale lag, som sidder på værtshuse som mit og de knægte, der kommer til festerne på min datters gymnasium. Jeg savner, at kvinder, der får et uopfordret klap i røven vender sig om og klapper tilbage – at kvinder vender vreden ud i stedet for ind. Min hovedperson vender vreden udad, efter først at have været helt nede og skrabe bunden. Og så siger hun fra så det gør ondt og bliver ved. Jeg vil gerne puste til kvindevreden – hvad skal man finde sig i nedladende henvendelser og befamlinger for? Hvis der nu var langt flere, der sagde ”hvad fanden i helvede… ” eller slog igen – jeg ved da godt, at vi har det godt i Danmark i sammenligning med så mange andre steder, men kvinder bliver tromlet her også. Kvinder er ikke så handlekraftige som man kunne ønske sig – og det er den passivitet sætter jeg på spidsen og vender om, da hovedpersonen slår fra sig.

Kvinden i bog nr. to, Sort, kommer fra velordnede forhold, men gennem forskellige tilfældigheder hvirvles hun ind i det autonome miljø og tingene eskalerer ud af kontrol mod vold og terror. Inspirationen kom i forbindelse med nedrivningen af Ungdomshuset. Da det skete havde jeg ikke været i gadekamp siden maj 1993, dengang politiet skød med skarpt. Jeg var på Nørrebro og jeg var gravid med min ældste – og op imod at de begyndte at skyde gik det op for mig, at det ikke var skide smart sted at være i min tilstand. Tingene blev mere og mere voldsomme og mere og mere kaotiske, så jeg søgte tilflugt på Café Understellet sammen en masse andre. Så kom tåregassen, og dér sad vi – det var ikke rigtig fedt. Der tog mit liv en drejning i retning af mor, egen virksomhed og ud af byen. Jeg tog til demoer i ny og næ i årene efter, men det var altid fredeligt. Og så var det, de lavede svinestregen med Ungdomshuset – det kunne jeg ikke have, så jeg røg afsted. Der var gået 15 år siden jeg sidst havde været på gaden. Tingene var blevet mere rå, folk var hurtigere til at kaste med brosten, og panserne var fandme også hurtige og hårde i deres facon. I den forbindelse kom den tanke – hvad nu, hvis man bare, helt tilfældigt havnede i sådan en situation? Og hvad nu hvis man blev hjulpet væk af én, der fik én viklet ind i en masse nye ting – og det hele gik for hurtigt til at man rigtig nåede at forstå det og man var forelsket og tingene løb helt af sporet. Hvor langt vil et menneske gå? Hvor langt kan man drives ud? Det endte som bog nr. 2.

Fortæl om årsagen til, at du har valgt at samarbejde med selvudgiverforlaget Attika:

I forbindelse med min første bog, Kick, sendte jeg den jo rundt i hele landet og havde en række dialoger med etablerede forlag, og det var ret klart, at de ville bestemme for meget. Så i stedet for at bruge megen tid på forhandlinger, der sandsynligvis ikke var endt med, at vi blev enige – man vil jo ikke bøje sig særlig meget når det er ens eget produkt, det handler om; når jeg har skrevet færdig, og det har været gennem korrektur, så synes jeg jo, det er færdigt. Der kan da være småting, men jeg vil ikke lave om på nogen større ting; jeg vil også selv have lov at bestemme, hvad der skal stå på bagsiden, hvordan coveret skal være og forsiden skal se ud. Det ved jeg naturligvis ikke nær så meget om som én, der sidder på et forlag – og de har helt sikkert en viden om, at hvis man gør sådan og sådan, så sælger det bedre, men så er det bare ikke mit produkt længere. Derfor beholdt jeg styringen ved at indgå samarbejde med Attika og det har ikke været en dårlig beslutning. Alt taget i betragtning, så solgte Kick godt, også over tid, og jeg fik en langt større del af gevinsten selv. Jeg ved ikke, hvad en forfatter på et forlag får ud af sit salg – men i denne model er der nogle omkostninger, som skal dækkes, og så tager jeg resten selv. Da jeg en del år senere stod med en ny bog, Sort, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle foregå på samme måde. Jeg gik direkte til Attika igen, hvor den samme forlægger stadig huserede, som jeg arbejde sammen med om Kick.

Hvad har du gjort for at få dine bøger solgt?

Da Kick kom ud, sendte jeg den til alle mulige aviser, og var heldig at få nogle gode anmeldelser i trekantsområdet, som gjorde, at den solgte rigtig godt i Jylland. Denne gang har jeg ikke været så heldig; Kick kom i sommerperioden, hvor aviserne ikke har så meget at arbejde med, så da der landede en bog, inklusive en pressemeddelelse, er den blevet smidt i bladene – ”Ann udtaler i øvrigt… bla, bla, bla” Gu gjorde jeg ej – men der kom gode anmeldelser og de kom bredt ud og skabte interesse. Jeg havde ikke samme held med timingen da Sort udkom, og den forskel kunne mærkes.

Jeg har været på signeringsture i samarbejde med boghandlere – det giver opmærksomhed og dialog med folk, og så er der nogle af dem, man snakker med, der køber sig en bog. Der er en sangerinde, som kommer på mit værtshus, der påpegede det mærkelige i, at jeg havde hendes demo-cd til salg i baren, men at mine egne bøger ikke var der – det fik vi så også rettet op på. Jeg sørger også for at have nogle eksemplarer med mig – så bliver der også lige solgt et par stykker hist og pist. Jeg er egentlig ikke så god til at huske det, og til at sælge mig og mine produkter – men det er det, man skal. Man kommer heller ikke bare ud til boghandlerne – det kommer man ved at henvende sig personligt og lave en aftale om en signering og komme ud og vise flaget. Og boghandlerne er sjovt nok ikke særlig nemme at komme ind hos – man skulle tro, at de kun ville nyde godt af opmærksomheden – og det nok ikke skræmmer folk væk, at man står og siger goddag. Så er der sådan noget som at få det ud på e-bog og som lydbog, det er også gode kanaler – men det skal også gøres, af mig, når der er tid etc.

Hvilken betydning har lektørudtalelser?

Lektørudtalelserne er relevante for, hvad bibliotekerne tager hjem – og de køber jo mindre og mindre. Kick blev fremhævet på Københavns hovedbibliotek som anbefalet læsning – så den har fået noget opmærksomhed forærende. Sort har ikke fået samme opmærksomhed. Begge bøger fik fine lektørudtalelser, selvom Sort bliver kaldt en ungdomsbog – hvilket der er delte meninger om. Jeg har ikke skrevet den som sådan og min forlægger mener ikke, den er det, men en journalist, der er ret begejstret for mine bøger mener det – sådan er der så meget. Hvis det er unge mennesker der læser den, så er det fint.

At være selvudgiver gør grundlæggende, at du skal gøre det arbejde, andre gør for dig på de etablerede forlag. Du får selvfølgelig også flere penge pr. bog, når du gør disse ting, men vigtigst er det, at du har kontrol, såvel med produktet som med, hvad man vil og hvor meget og hvor ofte. Der er gået lang tid mellem de to bøger – jeg skriver ikke bare derudaf. Jeg skal ville det – det kommer til at fylde meget; jeg skal have lyst til at sidde med romanfigurer og hændelsesforløb i hovedet og sætte det sociale liv på vågeblus. Hvis jeg er i en periode, hvor jeg bare har lyst til at være sammen med en masse mennesker og lave en masse udadvendt, så kan jeg ikke skrive – og så dur det ikke at have et forlag, der har en markant holdning til, hvornår der skal ligge en færdig bog. Det vil jeg gerne bestemme selv.