Samtale med Anne Lise Marstrand Jørgensen del 1

   Siden debuten som lyriker i 1998 med den intenst kropslige digtsamling Vandring inden ophør, og de følgende samlinger, har hun indtaget prosaenen med bravour. Den første rejse ind i det nye land kom med Det vi ved i 2004 og siden har hun haft stor kunstnerisk og kommerciel succes med bl.a. Hildegard I og II og skildringerne af tiden omkring- og efter ungdomsoprøret i Hvad man ikke ved og efterfølgeren Hvis sandheden skal frem. I oktober udkommer næste skud på stammen, og her får den historiske skrue nok et nøk bagud, når beretningen om Dronningen af Saba og Kong Salomon levendegøres. Der er således nok at snakke om. Jeg lægger ud med at spørge ind til det grundlæggende – det at skrive og måden at skrive på.

   Jeg har altid læst meget skønlitteratur, men det at skrive var ikke med på mit indre diagram over mulige leveveje. Jeg skrev meget, men uden at tænke på udgivelse, blot mine oplevelser af verden, som min daværende mand på et tidspunkt læste. Han foreslog, at jeg skulle skrive digte, hvilket faldt mig for brystet – jeg så ikke mig selv som digter.

   Jeg kunne godt lide digte og følelsen af at læse Ole Sarvig og pludselig blive set, var både stor og voldsom, men jeg var læser, ikke poet. Alligevel gik jeg i gang med at skrive, og da jeg så en dag stod med en samling, kunne den jo lige så godt komme ind til et forlag. Stor var min overraskelse, da de sagde ja tak, og jeg nu pludselig var digter. Fra det tidspunkt var jeg ikke i tvivl om, at dette, at skrive, var det, der bragte mig størst glæde, og at jeg ville blive ved.

   Digteren og læseren indgår en alliance – læseren skal arbejde med. Sproget bliver et andet for at man kan udtrykke sig om noget, der er svært nærme sig præcist. Det anelsesfulde sprog og det fragmentariske – og i særdeleshed musikken i det, gør at man i digte kan væve sig ind og ud af død og kærlighed og store og små følelser.

   Læser man et værk som Hvad man ikke ved, er man ikke i tvivl om, at forfatteren har lyrik i baggagen. Nok er sproget let tilgængeligt, men alligevel kan det tage tid at komme igennem fx Hvad man ikke ved, fordi brugen af poesi bringer én ind under huden på bogens personer, og gør læseoplevelsen fortættet og til tider voldsom.

   Efter at have skrevet flere digtsamlinger, og egentlig regnet med at blive ved med det, opstod der en følelse af, at det ikke var nok. Jeg blev nervøs for at stå stille og begynde at gentage mig selv. Det affødte lysten til at skrive prosa, og fortælle gode historier. Jeg skrev nogle bøger, hvor jeg nød den intellektuelle udfordring, at lægge det store puslespil, få alle ender til at mødes. Men der manglede noget, og jeg endte med at spørge mig selv, hvorfor dog leve op til regler og forestillinger om, hvordan en roman opfører sig – hvorfor ikke bare fyre den af med lyrik i prosaen, som jeg vil, når jeg nu synes om begge dele? Det passede helt perfekt til Hildegard, hvor jeg beretter om et menneske, som troede, hun talte med gud. Hvordan formidler man oplevelsen af visioner og af det guddommelige, når man ikke har den selv? Her blev sproget en vej ind; den måde man kan ane verden gennem en poetisk prisme, blev vejen ind i visionerne.

Kære læser, bloggens format og den spændende samtales ligger langt fra hinanden. For at dette indlæg ikke skal blive så langt, at ingen når helt igennem, har jeg valgt at dele det op. Der vil således de kommende dage blive bragt et antal kapitler, så jeg forhåbentlig kan bevare opmærksomheden uden at opføre mig forræderisk over for stoffet. Jeg håber, I vil hænge på.