BLOG
Empty article - Subtitle
Dér skred planen sgu lidt…
Kender I det, med at der dukker noget op, der sender én helt ud af den fastlagte kurs? Nogle gange er der tale om store sager, andre gange er det i mindre målestok, at ens tankevirksomhed bliver okkuperet af ikke-planlagte hændelser. I dag var det såmænd bare ét blogindlæg, der blev sparket til højre for et andet – det andet kommer her og er kun med megen god vilje inden for det litterære felt. Jeg håber, I vil bære over med en lille ekskurs, blot denne ene gang.
Jeg sad og skrev på et indlæg om synæstesi, da jeg blev ringet op af Ole Kyed – det havde vi aftalt, at han skulle, så der var ikke noget odiøst eller blogindlægsforstyrrende i det som sådan. Men i løbet af samtalen kom han ind på, at han ofte havde oplevet udenlandske kolleger udtrykke stor interesse for den relationelle del af hans udredningsmetode. Særligt asiatiske og amerikanske fagfolk, hvis tradition for tests og kvantificering, den relationelle tilgang ligger et stykke fra, har i tidens løb udtrykt begejstring for ideen om at lægge professorhatten fra sig og arbejde med relationen til barnet. Det har vi en lang tradition for i denne kultursfære, og de fleste lærere betragter det som en lige så væsentlig del af deres professionelle identitet som deres fagspecifikke kompetencer. Jeg har ikke været praktiserende lærer i en årrække, så jeg har ikke fingeren på pulsen som jeg havde en gang. Men jeg holder mig naturligvis orienteret i faglige publikationer, nyhedsstrømmen etc. Jeg har tænkt, at det lød barokt med de nye, høje timetal og med lærernes arbejdstid osv. Fra venner i branchen og folk jeg møder professionelt hører jeg fortællingerne fra frontlinjen, og det bliver det ikke mindre barokt af. Jeg savner ikke at være lærer, når jeg hører, hvad det indebærer i 2015. Men jeg har ikke haft en ”emotionel oplevelse” af, hvad de nuværende tilstande egentlig har af konsekvenser. Det fik jeg pludselig her til formiddag, ansporet af hr. Kyeds snak om det relationelle, i form af et par flashbacks til vigtige hændelser fra min tid som lærer:
På et tidspunkt fik jeg en ny elev i min klasse. At sige, at hun var introvert ville være en svær underdrivelse. Hun lukkede fuldstændig af og ville ikke være med til noget, ikke sige noget etc. Under pres – og det meste føltes som pres for hende, ville hun tage den ene hånd op til munden og på det nærmeste sutte på tommelfinger. Højt kvalificerede og kompetente kolleger var overbeviste om, at der skulle diagnosticeres et sted i autismespekteret. Jeg vidste dog bedre. Grunden hertil er, at jeg altid har brugt mine pauser blandt eleverne. Det er ikke udslag af et pædagogisk Florence Nightinggale-kompleks eller en forkromet plan – jeg er bare dårlig til at sidde stille og jeg keder mig nemt. I alle mine år som elev har jeg styrtet rundt og leget og drillet og kommet i slagsmål osv. i samtlige frikvarter – og den praksis fortsatte, blot med løn, da jeg blev lærer. Det gav mig rig mulighed til at henvende mig på uformel vis til omtalte elev; til at gå rundt i tavshed sammen med hende, til at smådrille og hen ad vejen snakke med hende. Disse snakke kunne med tiden overføres til klassesammenhæng. Hun var hverken autist eller dum eller noget som helst andet – hun var genert og havde en viljestyrke af bibelske proportioner, så hvis hun ikke ville deltage eller snakke, så gjorde hun det ikke. Der var forskellige årsager til at hun ikke trivedes, og før jeg var kommet gennem tavshedsmuren, kunne vi i sagens natur ikke komme i gang med disse bagvedliggende emner. Denne proces varede rigtig mange måneder og kunne kun foranstaltes gennem en vedholdende og inderligt uformel indsats. Det endte i solstrålehistorie, integration i børnegruppen og succes på en række områder.
Bilag nummer to er en anden elev, som havde en dejlig familie, desværre med et element af kronisk sygdom hos en søskende. Min elev var enormt begavet, sensitiv og empatisk – og hun led under et ekstremt pres af internaliserede følelser, ansvar og dårlig samvittighed. Med begavelsen fulgte også et kreativt sind, der både forstod meget af situationen og som var i stand til at brygge bekymringer og undergangsfantasier sammen ad libitum. Der var naturligvis formaliseret hjælp til familien, men der var også en hverdag, og den kunne vokse denne herlige elev over hovedet. Fra tid til anden kunne jeg se, at det var ”en af de dage”, og så ville jeg, når det lod sig gøre, sige til klassen, at de skulle arbejde selv resten af timen. Så gik vedkommende elev og jeg hen på lærerværelset, satte os med en kop te og sludrede så længe som det var nødvendigt for at komme videre med dagen. Ved andre lejligheder kunne udflugter og lignende udmatte denne elev helt enormt – i den forbindelse har jeg eksempelvis siddet på en bænk bag Det Kongelige Bibliotek efter at resten af skolen var taget hjem, med hende, halvkatatonisk på skødet og ventet på hendes far, som kom halsende fra arbejde for at hente sin sovende datter på sin ladcykel. Det var sikkert ganske uden for nummer, og forsikringen dækkede sikkert ikke og hvad kunne der ikke være sket…? Men det var sådan, jeg og mine kolleger vurderede, at det var bedst at håndtere elevens behov i den pågældende situation.
Ingen af disse forløb handler om en særskilt heroisk indsats fra en lærer med et himmelstormende engagement. Min afdøde mormor, årgang 1920 og lærer til sin halvfjerdsårs fødselsdag havde lignende beretninger med sig – og jeg er overbevist om, at Hans Scherfigs gamle lærer Tofte fra Frydenholms kommunale skole ville kunne fortælle noget tilsvarende(ha – så fik vi lige den litterære del på plads). Der er en meget simpel forklaring på dette: Det er fordi, det er sådan, man tager sig af børn. Hvis de er kede af det, trøster man dem, hvis de er trætte, giver man dem mulighed for at hvile sig og man lytter, drager omsorg og gør det i det hele taget så godt for dem i de timer, hvor de er frataget muligheden for at søge deres forældre, men i stedet er overdraget i éns varetægt. Man tager sig tid, for børn kan ikke trives, hvis der ikke er tid til dem. Jeg ved med sikkerhed, at gamle kolleger, både kendte og dem, jeg aldrig har mødt, i så vid udstrækning som det overhovedet kan lade sig gøre, holder fanen højt og drager den fornødne omsorg for deres elever. Men med det, der mest af alt ligner et massivt politisk ønske om kujonere lærerstanden ind i et lille, lavloftet rum af angst og industriarbejdermentalitet, er det ikke nemt. Med de stadig mere menneskefjendske strukturændringer og indskrænkninger af det menneskelige råderum, ser det ud til, at man må være en god lærer på trods i disse tider. Fred være med alle jer, der er det!
Nu vil jeg kravle tilbage i mit elfenbenstårn og mine verdensfjerne tankespind – det var jo synæstesi, det skulle handle om. Jeg underskylder rørstrømskheden, og forstyrrelsen i øvrigt.
