At skabe liv i bogstaverne

Igen i år afviklede CFU Bornholm oplæsningskonkurrence for 4. klasser. Som optakt havde jeg aflagt de tilmeldte klasser besøg for at give eleverne råd og vejledning i fremførelse af den tekst, som hver klasses udvalgte oplæser havde besluttet sig for som sit bidrag til konkurrencen.

Som jeg har skrevet om i bogen Giv bøgerne din stemme, er der nogle få elementære forhold, som skal være på plads: oplæseren skal stå op, så maven ikke gør lungerne mindre; oplæseren skal stå roligt og solidt groundet; og oplæseren skal som indledning trække vejret dybt for at få ro på. Disse grundregler kan anvendes ved enhver fremlæggelse i skolen.

Når dette var indprentet og -øvet læste eleven op for sin klassekammerater, men jeg som underviser afbrød, roste, korrigerede og gav gode råd. På den måde fik hver oplæser rettet den almindeligste fej: før højt tempo, som slører såvel diktion som forståelsesberigende pauser. Der blev afpudset diktion, blandt andet gennem nedsat tempo, pausering og god vejrtrækning. Endelig blev enkelte forståelses- og fortolkningsmæssige problematikker taget op.

Faktisk lykkedes det på godt et kvarters tid at få styr op oplæsningen, så elementer af en mekanisk og hurtig fremførelse blev afløst af en god formidling i passende tempo, med sigende pauser, fortolkende betoninger og ordentlig artikulation.

Hver elev gik fra det, som kunne kaldes mumle- eller samtaledansk til det, som Georg Brandes betegnede som foredragsdansk, altså gedigent formidlingsdansk.

Vinderen blev Selma, som var den eneste elev, der holdt på sit, når jeg søgte at give gode råd. Det drejede sig i hovedsagen om risikoen ved at overspille replikker, der er lagt i næbbet på papegøjer og trynen og snablen på deforme pattedyr. Jeg har hørt så mange elever, der har givet den fuld gas ved oplæsning af dyrereplikkerne i H.C. Andersens Det er ganske vist, at de har mistet tråden i oplæsningen.

Men altså, Selma mente nok at kunne håndtere dette. Og det gjorde hun. Skønt er det, når en elev overtrumfer lærerens råd!

Lidt historik:

Igennem mere end 15 år har bornholmske børn og unge dystet i oplæsning. I starten var det 7. klasser, der læste tekster af H.C. Andersen. Dansklærerforeningen og H.C. Andersen-Samfundet i København stod bag, og arrangementet var landsdækkende. Men langsomt ebbede det ud, og kun Bornholm holdt fast i traditionen. Her var der også afmatning at spore i interessen blandt 7. klasser, og i de seneste år har der været tilmeldt færre, og kvaliteten er faktisk blevet overgået af de 4. klassen, som vi forsøgsvis inddrog.

?

Min egen helt uvidenskabelig teori gå ud på, at elevernes mundtlighed lider under den formalisering, digitalisering og målstyring, som levner ringe tid til den fri samtale og den mundtlige drøftelse.