Læs mere fra Dansklærerforeningen:
Wung-Sung i Andersens spind
Han spræller ikke. Han sprudler!
Publiceret
Jesper Wung-Sung har vist alle dage være betaget af H.C. Andersen. I hvert fald kunne man tidligt finde Andersen-referencer i flere af hans bøger; ofte overraskende fascinationer af det dobbelttydige lyst- og angstbetonede hos Andersen. Således indledes den fine børne-/ungdomsbog om Den sidste henrettelse (Høst & Søn 2010) med et dagbogscitat af Andersen: "Alle ville til denne henrettelse, den dag var en festdag." Eller den særprægede Der danser en virus (Fugl 2020), hvori Andersens papirklip illustrerer en række coronatidsdigte.
Og betagelsen folder Jesper Wung-Sung så ud i fuldt flor, når han i år udgiver romanen Hans Christian (Politiken 2024), som er skrevet i første person. Det er altså den store selv - som lille - der fører ordet. Hvilket mod der udvises her - og det lykkes!
Nu dukker så en billedbog op, som er inspireret af H.C. Andersen, der i en af sine rejsedagbøger, hvori han skriver om et besøg i Goslar. (Skyggebilleder fra en rejse til Hartzen... 1831). Her fanges hans blik af en stor edderkop, der har spundet sit net ud og ser på Andersen og en stor flue, der flyver rundt om næsen på ham. Denne hændelser bliver til et digt om fluens og edderkoppens dans; et digt der leder mine tanker hen på OscarKs forunderlige lille roman om Dødedans (Jensen&Dalgaard 2021), som tager os med til dødedans for begyndere i Afholdshotellets lille sal. Bogen er givet vis inspireret af den berømte dødedans-frise fra Marienkirche i Lübeck, hvorfra udtrykket Døden fra Lybæk stammer.
Andersens lystige dødedansdigt indleder bogen om edderkoppen, hvor lystighed og gammen rimer på danse sammen. Men med lidt kendskab til naturens orden ved læseren, hvordan denne dans ender.
Jesper Wung-Sung giver edderkoppen en særlig karakter, som får den til at udmattes mere og mere i sit spinderi. Og uhyggen får et step opad igennem John Kenn Mortensens billedsprog; han er en gruens mester. Men netop edderkoppens udmarvende og ofte frugtesløse arbejde med at spinde net, får den dels til at drømme om at få et barn i nettet, dels til at møde den fede flue, som til sidst lander i nettet, i en dødedansens suk, hvoraf den ikke kan udlede, om det er fluen eller den selv, der udånder.
Men én ting er sikker: Når Wung-Sung lader sig fange i Andersens net, så lægges der op til smittende en livsdans, som klæder dem begge.
