Alting har en bagside

Georg Metz er i dag nok mest kendt for sine indsigtsfulde og kritiske kommentarer i dagbladet Information og Den2radio.dk's Intermetzo og i foredrag landet over. Han er sprogligt skarp og velargumenterende ud fra sit kulturradikale ståsted; ja, sådan nogle findes gudskelov fortsat! Men han har en anden side end den verbale udtryksform - han skaber scenebillder i små scenekasser, hvor figurerne kun er et par centimeter høje. Scenen udgøres af et tableau af én af den viste forestillings højdepunkter og af det liv, der udfolder sig på bagscenen.

De små kunstværker emmer af en ømhed og fortrolighed med opera- og scenekunsten - og af en indsigt i, at der er et liv bag den facade, som publikum ikke ser. Georg Metz' teaterscener er anbragt på pullerter med drejeskive i øjenhøjde, så man kan veksle mellem for og bag. På det billede, jeg har valgt som illustration til denne blog, ser man bagom Holbergs Jeppe på Bjerget, hvor teatrets stramme, økonomiske vilkår kommenteres ved, at Baronens seng er fra IKEA, mærket Baronen. Rundt om står alle, der om lidt skal på scenen, når Jeppe har drukket sig i hegnet hos Jakob Skomager. I den ledsagende stramme, men sprudlende tekst får man både kommentar og oversigt over anvendte materialer.

Vi kender godt det, at en skarp ordbruger udtrykker sig anderledes ømt og mildt, når der skiftes til et andet udtryk. Tænk blot på Hans Scherfig. Og vi kender faktisk også fra børnelitteraturen, at bagscenen kan gribe ind i scenen på afgørende vi. Husk fx på, at Buster ikke får den ønskede hovedrolle i skolekomedien, men bliver sat til at holde et træ i kulissen. Da duksen, som har fået hovedrollen siger sin replik: "Oh, Sulliman, Sulliman, hvad skal jeg gøre?", svarer træet i kulissen: "Skide i bukserne og lade det tørre!".

I Georg Metz' scener ser vi både den publikumsvendte facade og det liv, der er på bagscenen, som kunstneren så benytter som afsæt for en kommentar til det, der skaber dynamik mellem scene og bagscene. I Jeppe på Bjerget som nævnt noget om teaterøkonomi. I Erasmus Montanus noget om konspirationsteorier, der trives blandt scenepersonalet. Derfor er bagscenen fyldt op med Einsteins relativitetsteori, Dinosaurus Rex, en rund klode og meget andet, der spiller med på, at vi alle ved, at Erasmus har ret i, at jorden er rund, men ser til, at han afsværger sandheden for at få pigen og arven. Bagsiden viser her, at vi er en del af bagsiden ved forsiden. Subtilt.

Enhver dansklærer kan få syn for, at teater er mere end rollehæftet, ved at besøge udstillingen. Og enhver billedkunstlærer kan få indsigt i, hvordan man skaber perspektiv i en kasse. Og enhver matematiklærer kan se, hvordan man kan skabe virkelighedsnære modeller i størrelseforholdet 1:100 - eller cirka deromkring.

Som et ps. må jeg nævne, at Hørsholm Kunstforening, der holder til i Fuglsanghus, kan tilføre den rette atmosfære til operascener, Holbergtableauer mv. Bygningen stammer fra 1764, hvor slotsgartner Pflügger lod det opføre på en grund, han havde fået af dronning Sophie Magdalene. Han solgte det siden til kaptajn Hjordt, som var en af landets sidste slavehandlere, Men i mellemtiden havde hoffet den italienske komponist Sarti boende dér med hans trup af sangere og sangerinder.

Så huset emmer af overklasseliv, af musik og af rigdom erhvervet gennem slavehandel som en tankevækkende bagscene.

Men nu er huset dog flyttet 300 meter fra den oprindelige placering, fordi det måtte vige pladsen for en gennemfartsvej. Til gengæld har det fået en placering med smuk udsigt til Hørsholm Kirke og til de grønne områder, der i sin tid var rammen om Hørsholm Slot, hvor Struensse tilså rigets unge dronning. Resten er bagscene!