Forunderlige nysgerrighed

Søndag den 4. februar bragte Politiken en kronik af de to markante forlæggere, Jensen & Dalgaard. Her plæderede de for læsning af bøger, og hvis man gerne vil have de væsentligste argumenter, når man i tråd med undervisningsministerens intentioner skal argumentere for flere penge til bogindkøb, så findes de i denne kronik - altså argumenterne, ikke pengene, som vi netop skal kæmpe for.

Ud over argumenter nævner de to forlæggere nogle af de tænkere og skribenter, som graver dybere end det er muligt at gøre i en kronik. Derfor er det en god idé at læse videre i fx den amerikanske litterat David Ulins bog om Læseren der forsvandt, hvori der både argumenteres for styrkelsen af koncentration og fordybelse, når man synker ned i en bogs langsommelighed, og for bogens åbning mod andre verdener, så man i selskab med en bog får bygget "en bro over ensomhedens kløft".  

Jeg havde læst, nydt og lagt kronikken fra mig, da jeg blev fanget af et smukt bogomslag med en farvestrålende fugl og en fængslende titel: Forunderlige rejser i fremmede lande. Netop det, som bøger kan. Og bogen er udgivet af Jensen & Dalgaard her medio februar. Den er forfattet af palæstinensiske Sonia Nimr, der er født i Jenin i 1955. Den er kategoriseret som en YA-roman (YA - Young Adult), men er godt nok en anderledes en af slagsen i forhold til dem, der er mainstream. Her møder vi arabisk fortælleglæde og forunderlig fantasi, når vi med karavaner, piratskibe, slavehandlere, venskaber og urtemedicin følger den unge kvinde Qamar, når hun fører os ud fra Gaza til Marokko over Andalusien og Italien til Etiopien, Indien og Maldiverne og hjem igen. Bogen giver mindelser om stor arabisk-iransk fortællekunst og lader læseren være i selskab med en klog, videbegrælig og vedholdende pige og kvinde, der får tændt sin indre ild af en fantastisk bog.

Her er åbning til en anderledes forståelse af en kultur, som gennem historien har beriget os, men som pt. ikke tillægges nogen særlig status på grund af snævertsynede politiske agendaer. Bogen er en åbning mod et vindue, vi ellers holder lukket.

Som et ps. kan jeg fortælle, at jeg deltager i en lille lokal læsekreds, hvor de fleste af os har grånet hår, men hvor der også deltager en ung studerende. Hun siger, at hun nyder at være med og giver som begrundelse, at det er interessant at være i diskussioner, som er krydret af ældre menneskers erfaringer. Men det er så sandelig også os bedagede, der lærer noget af hendes unge og åbne livssyn.

Hun fortæller, at hun som skolebarn elskede at skrive drabelige historier om personer i miljøer, der lå fjernt fra hendes egen. For at sætte sig ind i, hvordan de måtte have det. Ved det første forældremøde åndede dansklæreren lettet op, da hun traf forældrene og så, at de var velfungerende. Hun havde på baggrund af historierne tænkt, at her lå måske en underretning gemt.

Dette får mig til at tænke på, hvordan vi undgår, at tidens hidsige krav om hvem, der må skrive om hvad, betyder, at vi lukker for nysgerrigheden til at finde vinduer ud til verden. Når en ureflekteret woke-bevægelse stiller snævre krav til hvem, der kan accepteres som forfattere om mennesker af andre køn, af andre racer, fra andre kulturer og fra andre sociale lag, er det måske netop den nysgerriges empati, der anfægtes.

Giv i hvert fald eleverne muligheder for at forsøge at sætte sig ind i andres liv ved at skrive om det. 

Læsning og skrivning er nok broen over ensomhedens kløft, men også adgang til empatiens lande.