Rødder og vinger. 4. 

Ved Dansklærerforeningens paneldebat ved Folkemødet, Undervisning med rødder og vinger, indledte lærer Mette Frederiksen med beretningen fra en morgensang i klassen, hvor også elevernes familier var inviteret med. Den valgte sang var Godmorgen, lille land, som Niels Brunse skrev i 1988 til åbningen af Storebæltsbroen. Den iørefaldende melodi, som også ligger godt i munden, blev skrevet af Carsten Johs. Mørch.

Sangvalget var oplæg til en undervisning om broer, som billeder på noget, der binder mennesker sammen, og som kan skabe fællesskaber. Og vi ved jo nok fra vores historie, at broer er en væsentlig del af vores infrastruktur, når vi skal gøre det nemt for folk i vores havomkransede land at nå frem til hinanden inden for en rimelig tid.

Og ja, vi var en del, der var imod Storebæltsbroen, fordi den fremmede bilismen, fratog os den tiltrængte pause under færgeoverfarten og måske ville påvirke miljøet negativt. I dag nyder vi at blive fragtet over det smukke bygningsværk, vælger andre pausesteder og ved, at havmiljøet snarere er truet af overskudskvælstof fra landbruget.

Alligevel vil jeg supplere med en lille historie fra 1994, fra et par måneder før Storebæltsbroens indvielse. Vi havde i Dansklærerforeningen valgt at give en pris til den ordblinde forfatter Herman Stilling, fordi han havde vist at kunne leve af sit handicap, og fordi han var imod 'faste forbindelser', som blot havde til formål at komme hastigt videre. Han havde fortalt dette i forbindelse med Politikens valg af en kronik 'Om ordblindhed', da han også havde foreslået dem en om 'Hvor lang kan en badebro være?'. 

Jeg havde forberedt en tale til ham, som netop tog udgangspunkt i de negative effekter ved en fast forbindelse, da jeg tog imod ham i Vejle, hvor prisoverrækkelsen skulle foregå. Rejsetræt lod han sig falde ned i en sofa, men han udbrød: Nu må de snart få den bro færdig!

Jeg var noget overrasket og bad om en forklaring: Jo, på færgen havde de serveret landgangsbrød - kødpålæg på hvidt brød. Og når man misbruger pausen, har man ikke fortjent den.

Jeg fik ham til at holde det nye standpunkt for sig selv, så jeg kunne holde min tale. For han havde trods alt den pointe, at når man kommer ud for enden af en badebro, må man standse op og overveje sine valg af næste træk. 

Badebroen er refleksionens metafor, mens den faste forbindelse er fremkommelighedens.

I den kontekst er det værd at nævne det anslag mod folkeskolen, som Bertel Haarder med Niels Egelund som pennefører udførte, da formålsparagraffen i 2006 blev ændret, så folkeskolen skulle forberede til eleverne til videre uddannelse. Haarders hidtidige pennefører omkring folkeskolens formål, dannelsestænkeren Holger Henriksen, som kendte til betydningen af skolen som selvstændig enhed, altså som en badebro i barnets liv, blev erstattet af instrumentalisten Niels Egelund, som pointerede skolen som fast forbindelse. Og her mistede skolen sit mentale råderum, fordi det nu handler om at komme videre.