Inklusion - du bærer nederlag i dit navn

For et par år siden var jeg inviteret til en jubilæumsfest for en af mine første afgangsklasser. 40 år var gået, og der blev både udvekslet erindringer fra skoleårene og præsenteret livsbaner, som afspejlede den mangfoldighed, som havde præget elevernes baggrunde og interesser. Der var plads til både at fortælle om positive oplevelser, harmoniske perioder og overvindelse af ulykker og sorger. At det var stort, blev for alvor klart for mig dagen efter, da alle fik en mail, hvori en skrev: ”Tak for i går. Vi blev hinandens dna!”

Baggrunden for at dette lykkedes, beror på mange faktorer – nogle som kan genskabes, andre som ikke er relevante i dagens samfund. Men den væsentligste forudsætning for at det lykkedes at arbejde med et fællesskab med store forskelle, var efter min vurdering, at vi fik en læreruddannelse, der på mange måder afspejlede det, vi skulle ud at være rollemodeller i: gennemskueligt fællesskab, mødepligt, faglig undervisning med kompetente lærere og med en god portion lydhørhed over for de studerende.

Det at have taget og bidraget til udviklingen af en professionsuddannelse i et defineret fællesskab gav en stolthed ved og en robusthed til det arbejde, man skulle ud at udføre. Vi kaldte det faktisk, at vi skulle ud at virke som lærere. I dag er det ikke læreren, der skal virke, men læreren skal plagiere det, der virker, i hvert fald statistisk set.

Det er her, det begynder at gøre ondt på professionens anseelse. Det er blevet ganske umoderne at tale om lærergerning, som er den fineste glose til at beskrive lærere, der virker. Nu skal læreren handle efter forskningsresultater, der peger i retning af den bedste praksis, af det, der virker. Man alle, der har stået i en undervisningssituation, ved, at den bedste praksis det ene sted, ikke fungerer det andet sted, selv for den lærer, der underviser i samme fag i to parallelklasser.

Hvad forskellen er på gerning og handling, fik jeg en fin forklaring på i et julebrev, der citerede den tyske, kristne mystiker Meister Eckhardt (1260-1328): ”En handling udfører man udefra, men en gerning er det først, når man tilsagt af fornuften drives til det indefra.”

Idealet for en tre-fire læreruddannelseslove siden var, at vi efter endt uddannelse skulle ud at virke i en lærergerning. Men siden højskolemanden Bertel Haarder blev besat af handelshøjskoleånden og fik besnakket lærernes formand Martin Rømer til for mammon at opgive gerningen og optælle i handlinger forbrugt til Undervisnings, Forberedelses- og Øvrige-tid, har udviklingen gjort lærerarbejdet mere og mere instrumentelt og opløst rummelige fællesskaber i individualiserede moduler – til gavn for dem, der ønsker at styre skolen ovenfra, og til ugunst for dem, der er sammen om at virke i skolen.

Ved en evaluering af 2014-reformen udtalte daværende departementschef i ministeriet Jesper Fisker, at de i ministeriet (og velsagtens i KL) fejlagtigt troede, at ”når man trykkede på kontakten i ministeriet, tændtes lyset i alle skoler.” Topstyring virker ikke! Ikke engang når grunden er lagt år i forvejen til målstyring af os lærere, da vi blev frataget vores gerning for at blive til handlende arbejdskraft. Topstyring virker ikke, når vi har mennesker i vores varetægt!!

Og nu er det inklusionen, der ikke virker. Men inklusionen er ikke begreb, der er vokset nedefra. Den er et top-down-projekt, som bærer sit nederlag i sig. Inklusionen kræver, at den enkelte skole, den enkelte lærer, den enkelte elev skal handle således, at den enkelte elev kan gøre sig fortjent til at blive en del af klassens individer. Dette er i en stor del af tilfældene dømt til at mislykkes og påføre både skole, lærer og elev nederlag, ligesom klassens individer bliver ”snydt for” muligheden for at udvikle det fælles dna.

I skolen, hvor man sammen mødes i et fællesskab for at bygge skolen op i lydhørhed over for hinanden, er man med, indtil man ”gør sig fortjent til at blive sat udenfor” – som regel til en særlig støtte eller omsorg. En sådan tilgang vil givetvis ikke virke, før den også fungerer for medarbejderne – altså at lærerråd eller lignende genindføres.

Skolens frihed bør bruges til genskabelse af lærergerningens udfoldelse i fællesskabets tjeneste. Og det kræver en ny, men gammelkendt tilgang. Vi kan starte med at afskaffe top-down-begreber som fx inklusion. Jeg tror på, at det kan lade sig gøre, og som inspiration vil jeg pege på de små bøger, jeg har skrevet om oplæsning, litteraturundervisning, udeskole og børnerettigheder i det, Dansklærerforeningen kalder Raahauge-serien. De er alle på omkring 40-50 sider, for mere har dansklæreren med ringe forberedelsestid ikke ork til at læse. Men de er til gengæld båret af en tro på, at lærergerningen kan genopdages.