Pensioneret dansklærer, har du gode spørgsmål til dine aktive kolleger?

Atter i år er det blevet mig til del at skrive julehilsen til Dansklærerforeningens pensionistmedlemmer - og her er brevet med opfordring til at støtte arbejdet i skolen med frugtbare spørgsmål: 

Kære medlem, som trods pensionering fortsat bakker op om undervisning i vores danskfag. 

Pendulet svinger og er på vej mod et undervisningssyn, der kan vække mindelser om dansklærerarbejde i forgangne tider, altså før individualiseringen og målstyringens nåede uanede højder ved gennemtrumfning af reformen i 2014. Nu bruges igen ord, som nok lyder velkendte, men de lyder i nye tider. Derfor er vi pensionister væsentlige i den kollegiale og faglige debat om skolen, ikke fordi vi skal være bedrevidende på den der det-har-vi-prøvet-facon, men fordi vi vil kunne stille spørgsmål, der skærper refleksionen og debatten om arbejdet i skolen, både for at sikre undervisningens kvalitet og for at styrke respekten for lærerprofessionen. Kender du ikke det, at man bliver ramt af en sætning, som rusker op i både erfaringer, usikkerheder og eftertanker, og som man gerne vil dele med ligesindede? Sådan fik jeg det for nylig, da jeg læste et katalog for Moesgaard Museums seneste udstilling, Moder Jord. Her fortæller forskere historien om den mest markante ændring i menneskets historie, da man med start i Mellemøsten for omkring 12.000 år siden etablerede de første landbrug efter i 250.000 år at have levet som jægere og samlere. Fra at have drevet omkring for at finde føde blev mennesket knyttet til stedet, blev boende, bonde. Landbrugskulturen sikrede, at der kunne produceres mad til langt flere end tidligere, at befolkningstallet kunne stige, og at man kunne etablere sig i byer, men vel også, at livet i pagt med naturen antog en anden karakter og blev til en udnyttelse af klodens resurser. Det er som om landbrugskulturens succes har nået sit klimaks, hvor en ny tid er på vej. Jeg kom til at gruble over det, da jeg i kataloget læste et kapitel: Hvor skal du begraves? Heri påpeges, at inden for vores generations levetid er mobiliteten blevet så markant, at det ikke længere er en selvfølge, at man skal begraves der, hvor familien hører til – i hjemstavnen. Og forfatterne skriver: ”Det kan begrædes som et tab. Men det kan også ses som en tilbagevenden til forhold, man havde til død og sted længe inden landbrugets indførelse.” Ved dette ræsonnement randt det mig i hu, at den amerikanske kritiker, David L. Ulin, i bogen Læseren, der forsvandt, beretter om et hjernestudium ved universitetet i LA, hvori det påvises, at ganske kort tids færdsel på internettet får hjernen til at fungere på stenaldervilkår: er der noget, jeg kan bruge, og er der noget, der bevæger sig i periferien, noget truende eller noget bedre? Det virker til at være en hjerne, der fungerer på det mobile samfunds præmisser. Side 2/2 Når jeg lægger disse udsagn sammen, når jeg frem til, at det for mig er nødvendigt at spørge ind til det, vi udsætter børn for i dagens skole: har bondesamfundets vægtning af hukommelse og koncentration overlevet sig selv? Er tilknytningen til et bredere fællesskab end til den mobile stamme forældet? Eller er der værdier i det forgangnes bondeerfaring, som vi skylder børnene at kæmpe for? Jeg vælger at vægte det analoge, det sanselige, det facetterede i mine spørgsmål og udspil til de dansklærere, der skal have hverdagen i klasserummet til at fungere. Holder det? Jeg kan godt blive i tvivl, men så vender jeg mig mod PHs Humanistens vise, hvori han taler om troen på menneskets værdighed, om tvivlens kunst, om hadet til uretfærdighed, og om at den, der opgiver har tabt. Men han har også nøglesætningen: ” Gør derfor ikke nar ad humanisten, / for han er uudryddelig som Satan”. Med dette som afsæt tror jeg på, at børn og unge har brug for empati og udsyn (litteraturundervisning), for at høre til i et fællesskab (den mundtlige fortælling) og for at have adgang til tidligere tiders erfaringer (læsning og skrivning). Herudfra stiller jeg spørgsmål til det, der sker i den daglige danskundervisning og på det politiske niveau. Det hører med til at have gjort erfaringer, at man har noget væsentligt at spørge om. Derfor tak for dit fortsatte medlemskab af Folkeskolesektionen, som derved får en væsentlig erfaringsballast. Du er med til at styrke foreningens arbejde med at holde skolen på god kurs ind i fremtiden. 

Du ønskes en glædelig julefesttid og et nyt og fredeligere år På vegne af bestyrelsen for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion Jens Raahauge