Vejen til læsning er fyldt med kræmmere og støj

Det er på mane måder et jubelår for dansk børnelitteratur: Fantastiske Strid har fået Nordisk Råds Pris for Den fantastiske bus. Alt andet havde også været en skandale.

Her er en bog, der lever op til det vi bogfolk under børn, der skal indvies i boglæsningens skatkammer: Gedigent boghåndværk. Mageløse billeder. Og en både eviggyldig og evigt aktuel fortælling. Fra menneske til menneske - garanteret AI-fri. Og ja, den er mere end det: I Dansklærerforeningens medlemsblad DANSK har jeg betegnet den som en 200-årshændelse; ikke siden H.C. Andersen udgav de første eventyr har vi fået en fortælling, der kan forene store og små omkring en fortælling, fordi der er godbidder til alle erfaringer og aldre.

Derfor havde jeg glædet mig til at besøge BogForums Børneunivers i år - og blev slemt skuffet: fra indgangsslusen og frem til bøgerne er der nu så mange kramboder med alskens tingeltangel, at man kan sætte sig ind i, hvordan Jesus måtte have haft det, da han ville bane sig vej til templet. Og hvad værre er: Det var vanskeligt at fornemme, hvad templet havde at byde på, fordi alt var indhyllet i en støjende kamp om opmærksomhed, som står i grel modsætning til det, der hører med til læsningens evangelium: ro til fordybelse.

Jeg kom til at tænke på den fine bog, som min forrige blog handlede om:  Din tur, Adrian af Öberg og Lidström (Modersmålselskabet). Her får Adrian ro og tryghed til at forsøge at læse, at fejle og at forsøge igen, fordi han møder hunden Heidi, som bliver hans læsemakker. Ingen fordømmelse, kun kærlig opmærksomhed og opbakning.

I mit læseunivers indgår der for tiden mange hunderomaner, uden at jeg helt kan forklare hvorfor. Virginia Woolffs Flush (A Mock Book, GAIA-serien 2024), Thomas Manns Herre og hund (Gyldendal 2024), Bjørn Rasmussens Fiskesonetterne (Gyldendal 2023) og Paul Austers Timbuktu (Forlaget Per Kofod 1999). Hunde kan føre os rundt i alle følelsers og sinds krinkelkroge. 

Og nu er Jesper Wung-Sung hoppet med på bølgen med en børnekrimi Læsehunden (Gyldendal 2024). En biblioteksansat læsehund Lou er, som Heidi var det for Adrian, den tryghedsskabende lytter til børnenes læsning. Men en særlig dreng Edvard, der er en god læser, digter selv dele af handlingen i de tekster, han læser op. Dels får Jesper Wung-Sung her introduceret nogle tekster, han selv holder af, og dels får Edvard gennem meddigtningen lagt nogle spor ud, som kan føre til, at Lou kan finde nogle børn, som sammen med ham kan opklare en grum forbrydelse. 

Efter at have lavet et par kraftpræstationer med udgivelsen af tre H.C. Andersen-værker i 2024, Hans Christian (roman Politikens Forlag), Edderkoppen (billedbog fra Forlaget Fugl) og H.C. Andersen i billeder (livsskildring Gyldendal), når han, der betegner sig selv som litterær kæderyger, som tænder den ene bog med den næste, at få en børnekrimi ud. Og efter min smag skulle han måske have givet den en tanke mere, fordi det sine steder på mig virker som om, han sætter sig mellem to hundekurve: Er Edvards tekstvalg lige i øjet, når målgruppen er 10-12 årige? Er sporene, der lægges ud, raffinerede nok? Holder spændingskurven, frem til opklaringens og forklaringens øjeblikke?

Jeg er sikker på, at Jesper Wung-Sung kunne have strammet hundesnotren en smule. På den anden side er hans bundniveau, og der er vi slet ikke, højere end mange børnebogsforfatteres ypperste, så bogen vil givetvis gøre fyldest og være god reklame for læsehunde.

Dog foretrækker jeg på dette felt den rene vare og siger: Det er Din tur, Adrian!  

Men tilbage står, at animeringen til læsning og læselyst ikke bør overdøves af de opmærksomhedskæmpende, som vil være nervenedbrydende for enhver læsehund. Måske burde BogForum 2025 rydde vejen til læsetemplet og antage et par hundrede læsehunde og en god stak bøger til børnelæseres vederkvægelse og læselystvækkelse.