Læs mere fra bloggen: Jens Raahauge
Blog
Vi pensionister må være folkeskolens beskyttere
Som gårdboen er stedets ånd, må vi gamle værne om skolens ånd ved at stille gode spørgsmål til, om alt nyt er fremskridt.
Publiceret
Senest opdateret
Igen i år er det blevet mig til del at skrive årets julehilsen til de pensionerede lærere, som er medlemmer af Dansklærerforeningens Folkeskolesektion. Og jeg gengiver her ordlyden af brevet, fordi jeg finder, at det rummer noget alment, som gælder forholdet mellem os, der er stoppet som aktive lærere og dagens skole: Vi er en del af den historie, som skolen bygger på. Derfor har vi også andel i skolens udvikling - på godt og ondt. Derfor kan vi også se de tidsler, som blander sig i mange af tidens blomstrende vendinger.
Vi skal aldrig plædere for at vende tilbage til "gode gamle dage", men stille de spørgsmål, som kan give frugtbare panderynker, når de aktive i skolen bliver opfordret til at møde hverdagen med udelukkende smilerynker.
Derfor vil jeg med den gengivne hilsen opfordre alle pensionister til at bakke op om de faglige foreninger, som bærer resultaterne af deres livsindsats frem som spørgsmål til nutidens undervisere - og ikke mindst til dagens skolepolitikere.
"Dansklærerforeningens Folkeskolesektion
Vinteren 2023
Kære medlem, som har sagt skolen farvel, men heldigvis
bevaret interessen for vores forening og danskfag.
Den humoristiske digter Per Barfoed, som skrev under
pseudonymet P. Sørensen-Fugholm, berigede os blandt andet med digtet Imo Jul,
hvori han konstaterer, at ”Kalenderen aldrig stille staar / men bliver ved og
gaar og gaar, / og pludselig er det Vinter; / før at man ved det, er det Jul /
med Risengrød og Stej og Sul /og glade barndomsminder.” Og han fortsætter i
digtet Nydaar: ”Et Timeglas er
atter drukken ud, / dog derfor skal der ingen Taare fælles; / thi Tidens Tand
bliver aldrig trukken ud, /jo flere Aar, der gaar, / dets mer vi ældes.”
Ja, tiden er atter løbet ind i et årsskifte, hvor jeg glæder mig over, at vi er så forholdsvis mange ”ældede”, der fortsat bidrager til at holde dansklærerfanen hævet. Vi repræsenterer nemlig en historie, der både bærer fagets og sproget rødder i sig. Og måske kan vi ikke lære så meget af historien, men den kan dog medvirke til, at vi standser op og stiller spørgsmål – og at vi inspirerer andre til at gøre det samme.
I den sommerhilsen, jeg skrev til jer i juni, kom jeg ind på de tanker, der knytter sig til et litteraturarbejde med OscarK’s Ungerne fra Strandholt, som er forfattet i et sprog, som er dansk anno cirka 1960. I det tilknyttede arbejdsmateriale har vi lavet en liste med ord, film- og musiktitler og personer, som hører denne ikke så fjerne fortid til – for at lette og berige læsningen og for at inspirere skoler til at invitere bedsteforældre og pensionerede kolleger til at bidrage til undervisningen.
At dette arbejde med, hvad vi kunne kalde sproglig arkæologi, er af betydning, blev jeg overtydet om, da jeg modtog den seneste bogpakke (jeg abonnerer også på udgivelser til ungdomsuddannelserne). Her stødte jeg på den stærke roman Barnet (1902) af randrusianske Karen Michaëlis. Her er noter med ordbetydninger og relevant oplysningsstof placeret nederst på hver side – og ja, det er på hver eneste side. Visse steder fylder ”nederst på siden” den halve side eller mere. Det er ord som ’fager’, ’Morfindraaber’ og ’Prædiken’, der er forklaret. Man kan vælge at blive irriteret over, at så fyldigt et noteapparat forstyrrer læsningen, men mere frugtbart er det at studse over de ord og begreber, det skønnes nødvendigt at forklare. (Og at man påstår, at digitaliseringen har gjort det nemmere at søge forklaringer, hvad man åbenbart ikke skal gøre, når det handler om litteraturlæsning).
Hvorom alting er, så er Barnet en fremragende roman, som ikke må gå i glemmebogen – ligesom mange af de ord og begreber, der indgår i den og andre gamle tekster, måske har fortjent at blive holdt i live, fordi de dækker over følelser og indsigter, vi ellers ville mangle dækkende ord for. Det er blandt andet her, at vi ældre har noget væsentligt at berige skolen og dens undervisning med: vi er kilden til de seneste årtiers skole- og sprogudvikling.
Apropos: Barnet slutter med et ps. efter et brev fra en ældre bekendt: ”Jeg haaber da, at du, nu du er saa stor og voksen, kan læse min gammeldags danske Skrift (261). Jeg kan ikke komme efter de latinske Bogstaver, de er mig saa fremmede. (Note 261. gammeldags danske Skrift: danske bogstaver, dvs. gotiske bogstaver (modsat de latinske bogstaver, som anvendes i dag).)
Vor tids ’krøllede bogstaver’ er formodentlig vores skråskrift, ja, måske håndskrift i det hele taget.
Det hører, som jeg ser det, med til god undervisning at pirre elevernes nysgerrighed, at få dem til at undre sig og se de sprækker i facaden, der fortæller noget, vi måske ikke havde helt fremme i bevidstheden.
Til det seneste nummer af DANSK, #4, 2023, har jeg skrevet en lille uhøjtidelig artikel om den gammeldags borgerlige jul. For mange år siden havde jeg det privilegium at arbejde sammen med folkemindeforskeren Iørn Piø, og han var sådan en sprækkefinder, der fx argumenterede imod den gængse tese om, at Peter Faber skrev Højt fra træets grønne top over melodien til I en kælder sort som kul. Tværtom plæderede han for, at den juleglade Faber havde brugt en af Bellmans drikkeviser. Og selv opdagede jeg en sprække: ved den nye udgave af Peters Jul i 1889 havde man ændret illustrationen, men glemt at justere teksten, så teksten kommer til at signalere, at storken som topfigur på juletræet er erstattet af stjernen.
Og som vi ved fra traditionel dansk stil, så skal der være en korrespondance mellem indledning og slutning. Derfor kommer endnu en Barfod på banen, den Viggo Barfod, som skrev under pseudonymet Ærbødigst. Han har lavet en ødelæggende parafrase over Grundtvigs Langt højere bjerge. Den slutter med ordene: ”Langt mere af malmen så hvid og så rød / kan udlandet sikkert præstere. / Hos dansken dog findes det smørreste brød, / med det kan de ej konkurrere. / Hvad enten det så er med smør eller fedt, / får flere for meget og ingen for lidt.”
Blot en munter påmindelse om, at unges påpegning af en verden i overforbrug og ubalance ikke er ny. Men den opleves nok alene til fulde af dem, der er stødt på Grundtvigs tekst, om ikke andet, så i en note.
Tak for trofasthed over for arbejdet i den danske skole i almindelighed og for danskfaget i særdeleshed! Alting forandres, men ikke altid til det bedre. Det er her, vi kan stille de spørgsmål, der vækker til undren, modstand og berigelse. Derfor er I med til at styrke foreningens historiske rødder, så fremtidens vinger kan bære!
De bedste vinterhilsner med ønsker om en god julefesttid og et fredfyldt nyt år!
På vegne af Dansklærerforeningens Folkeskolesektion
Jens Raahauge
Kilder:
P. Sørensen-Fugholm: Samlede Digte. Steen Hasselbalchs Forlag (måske 1939)
OscarK og Teddy Kristiansen: Ungerne fra Strandholt. 1-3. Dansklærerforeningens Forlag 2023
Karen Michaëlis: Barnet. Dansklærerforeningens forlag & Det danske Sprog- og Litteraturselskab 2023
DANSK #4 2023. Dansklærerforeningens Folkeskolesektion
Bordets glæder, ss. 69-104: Niels Birker Wamberg: Bord, dæk dig!. Modersmål-Selskabet 2016"
