Læs mere fra bloggen: Jens Raahauge
Blog
Fortolkninger og fornemmelser
Bogen Til barnets bedste viser os, at Martin A. Hansen har noget at berige os med som lærerstuderende og lærere.
Publiceret
Senest opdateret
For nylig slugte jeg Niels Christian Saurs forrygende tur gennem Folkeskolens veje og vildveje og blev både forstemt og vred. Forstemt fordi jeg jo har været med på hele turen, af og til også med smuds på fingrene, men i det store og hele med en kurs, der hviler på folkeskolens traditioelle værdier. Vred fordi enhver nyvunden frihed fluks bliver besat af embedsværket; tænk blot på, at man nu flere steder politisk genindfører skolebiblioteket uden at tilføre uddannet personale og resurser til fornyelse af de analoge materialer. Facit: I fik, hvad I ønskede, men lykkedes ikke!
Så hvad gør man? Faktisk fik jeg lidt optimisme indgydt, da jeg hørte de seneste Sophia-samtaler med John Rydahl, Peter Skov-Jakobsen og Lotte Rod. Her blev ud fra forskellige vinkler peget på et nyt sprog til brug i den nødvendige samtale om pædagogik og skolen.
Men så blev jeg suget ind i en nys udkommet bog om Martin A. Hansens tanker om det at være lærer. Til barnets bedste er den titel. Heri går en tænksom og reflekterende lærer, Martin A. Hansen selv, ind til kernen af det at være lærer - i Niels Christian Sauers forstand - og forærer os en række begreber, som nok udspringer af den tid, de er formuleret i, men som også har bud efter os i dag.
Han har nok sit afsæt i en nys overstået besættelse og i et bondesamfund, hvis dage synes talte (set i bakspejlet), men som Sauer viser, skal vi også finde fodfæste i en tid, der kommer efter New Public Management-tækningens afsjæling af folkeskolen; altså også en slags efterkrigstid, hvor freden endnu ikke er vundet. Og i en tid, hvor mange nye lærere, som aldrig har oplevet andet end læringsmålsstyringens skole, savner andre erfaringer at trække på og derfor sprog at drøfte pædagogik på. Her kan Martin A. Hansen bidrage, så enhver lærer kan opleve den berigelse og bekymring, der er forbundet med at arbejde med børns udvikling. Man vil forstå, at man aldrig KUN er lønarbejder.
Martin A. Hansen egne tekster udgør første halvdel af bogen, mens sidste halvdel består af artikler, der tematiserer hans tanker. Og det er nok mest givtigt at læse de nutidige ord først, og måske kun dem. For Martin A. Hansen kan i sin sagprosa virke lidt omstændelig og snørklet, fordi han netop reflekterer, mens han skriver.
Vi kan læse om hans sans for det enkelte barn i det fællesskab, som bindes sammen af fortællingen, for den nysgerrighed, der kan vækkes i børn, når man pirrer deres fantasi og sanser, og for den respekt for den enkeltes særpræg og muligheder.
Men vi kan også læse om den skelnen imellem undervisning og opdragelse, som er en sondring imellem det, man kan lære i læreruddannelsen, og det, man ikke kan ryste af sig, fordi det er af etisk karakter; man har med menneskers skæbne at gøre.
For mig at se er det her forfatteren og læreren smelter sammen. Undervisning er det, der står på linjerne, mens opdragelse er det, der står imellem. Og Martin A. Hansen var en mester i at udtrykke sig mellem linjerne, sanselig og med blik for dobbeltheder, som han var.
Da han blev taget af folkeskolens obligatoriske kanon. var det eneste argument, jeg hørte på flere møder, udtrykt af en ekstremt arrogant læringskonsulent med nordsjællandsk tonefald: "Så slipper eleverne endelig for Agerhønen."* Her var hun i god overensstemmelse med Claus Holm, DPU, som roste folkeskolens formålsparagraf fra 2006, fordi den markerede, at vi endelig blev fri af Hal Koch, højskolemand og -tænker.
De omtalte Sophia-samtaler kan findes på www.sophia.nu/samtaler
* lad mig for god ordens skyld nævne, at jeg intet har imod kanon-udskiftninger; måske var det snarere på sin plads at ophæve den obligatoriske del, så dansklærere her kunne udse sig, hvad der falder bedst i tråd med deres øvrige undervisning. Og måske blive inspireret af Erik Skyum Nielsen fine bog om en kanon af kvindeforfattere, Ud af skyggerne.
