Jens Raahauge
Blog
Forberedt og engageret
I forbindelse med mit blogindlæg om vores store poet Peter Poulsen har Mikael Munch-Brandt bedt om mit besyv vedrørende forholdene på tærsklen til en overenskomst. Her er fjerde refleksion.
For år tilbage besøgte jeg Amager Fælled Skole og dens daværende inspektør Yasar Cakmak. Han var en inspirerende samtalepartner, men mere indtryk gjorde det faktisk på mig, at den, der skulle til skolens kontor, på stødbrættet under hvert trappetrin kunne læse Halfdan Rasmussen hyldest til dansklærer Ørnebjerg, som ganske givet var noget særligt i lærerflokken. Han "lærte os mer om at tro på os selv /end om det vi sku glemme alligevel".
Alle, der skulle på den skoles kontor, fik denne fine lærers værdifulde læremåde ind i sjælen, trin for trin. Skoleledelsen og sekretærerne, lærerne og pædagogerne, pedellerne og postbudene og eleverne og forældrene kunne læse det, for det blev holdt læsbart af rengøringen!
Kommunernes Landsforening ville velsagtens kalde lærer Ørnebjerg for privatpraktiserende, som er den term man nu anvender som begrundelse for at afhøvle lærerpersonligheden. Jeg ved godt, akkurat som Halfdan beskriver det i erindringsdigtene i Og det var det, at der var lærere, som bestemt ikke levede op til lærer Ørnebjergs omgang med eleverne og stoffet. Men for mig at se er det tidstypisk, at det politiske system søger at forebygge dårligdomme ved at kræve strukturer, der kan føre til middelmådighed af alle; en middelmådighed som så til gengæld skal kunne måles.
Det påfaldende, der er sket ved indførelsen af læringsmål på bekostning af undervisningsformål, er, at den klasse, der tidligere kunne fungere som et fællesskab, nu er en gruppe af individer, mens læreren, som tidligere - på godt og ondt, javel - stod som en personlighed, nu er en del af et forpligtende teamsamarbejde. Det er i den rotation, læreren har fået høvlet af sin personlige ageren, og elevernes fællesskab er blevet opløst.
Jeg kom til at tænke på dette paradigmeskift, da en klasse og jeg efter deltagelse i et fyrreårsjubilæum fik en mail fra en nu midaldrende kvinde, som skrev: "Vi blev hinandens dna"! Klassen gik i skole på den tid, hvor fx nye medie trængte sig på, og i fællesskab gik vi efter at opfylde de mål om færdigheder og kundskaber, som skulle sikre elevernes videre færd i skolen og i tilværelsen, men vi eksperimenterede også med at få alt det nye til at give mening i nuet og i fremtiden: Det var formålet, og derfor opstillede vi hele tiden nye mål, som ingen havde kunnet forestille sig, da vores læseplaner blev udformet. Vi havde fornemmelsen af at skabe noget sammen, og det blev fællesskabets dna; både fordi vi sammen oplevede successer og eklatante fejlskud.
Det er i det rum, hvis opståen ingen målsætter kan forudse, og som selv læreren ikke kan tage rimelig højde for i sin årsplan, at læreren behøver frihed til at forsøge og satse, tid til forberedelse for at holde styr på bestræbelserne samt - ikke mindst - en høj faglighed, der er forudsætningen for at forberedelsen er på relevant kurs.
Dette kræver en solid læreruddannelse (og ditto efteruddannelse), som erstatning for det moduliserende makværk, som kun standup-komikere som Morten Østergård kan rose: Øget kvalitet gennem faglig fortætning!!
Dette kræver et reelt frihedsrum til lederen i forhold til forvaltningen og et ditto til lærerne og pædagogerne i forhold til ledelsen. Og dets fundament kan ikke bygges på kontrol, men på tillid.
Dette kræver det engagement, som udspringer af den anerkendte frihed til at satse, at få succes eller lærerigt at fejle, kombineret med gode vilkår for forberedelse.
Dette kræver, at den enkelt lærers personlighed anerkendes, og at klassens opløsning i individer med egne mål afløses at et fællesskab, der har et tydeligt formål med at blive undervist sammen.
Prøv ved næste pædagogiske møde at tænke anderledes ved at erstatte alle de fluffy sentenser, der står i skolen vision og mission, med udsagn, der skal males på hvert trappetrins stødbræt frem til ledelsens kontor. (Det er en særlig sund øvelse på etplans-skoler).
