Jens Raahauge

Jens Raahauge

Blog

Fredag. Fremlæggelse. Fritidslæsning.

Her på den sidste dag inden skolerne corona-lukker sker der ting, som kan rykke i tanken, når man går på socialt vågeblus. Og måske peger nogle af disse ryk fremad mod tiden efter corona.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fredag

For mig er fredag altid forbundet med den fornøjelse, det er at læse den gødende galde fra Georg Metz i Informations Intermezzo. I denne ugen handler det (selvfølgelig) om corona, men et særligt afsnit springer mig i øjnene. Efter en præsentation af ministre og embedsmænd, som får rosende ord med for deres markante håndtering og klare kommunikation, skriver Metz om de "to døvetolke i nonverbal ballet, nu bag den ene aktør nu bag den næste, i fagter og mimik og en egen kommunikativ skønhed anskueliggør de talendes indre følelser. Den, der kun hører, forstår kun det sagte, ikke den indre forståelse, hvormed det smukke døvesprog bidrager til formidlingen af det nær ufattelige, der overgår statsministeren og os alle".

Det er så smukt sagt . Vi er så vant til at tale om at tekste for døve, og så bliver vi pludselig klar over, at vi hørende har brug for at få tolketegnet følelserne mellem linjerne.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Og af samme årsag ynker Metz de døvetolke, som får tjansen med at skulle opfinde den indre forståelse ved Trumps corona-håndtering. 

Brug hjemmetiden til en indlevelse i denne dobbelte sprogbrug og opøv langsomt den gave det må være at blive tosproget dansk-tegnsproget. Find eventuelt skuespiller Bo Hårdell på TouTube og se og hør ham. Jeg husker ham fra en sprogglædekonference, vi havde i Gang i Sproget i 2010, hvor han gjorde indtryk på mig ved at pointere, at "man som døv aldrig må tale med mad i hånden".

Fremlæggelse

I øvrigt kan de mange og daglige pressemøder ud over en information, der er fint kort i spyttet, give os, der skal undervise, et indblik i, hvad god fremlæggelse er. De politikere og embedsmænd, som virker troværdige og fængslende, er dem, der taler direkte til os med øjenkontakt og hænderne frie til gestik. Hvis man flytter fokus og kigger rundt på de paneldeltagere, der ikke har talerrollen, så er det tydeligt, at nogle står og læser op på stoffet, inden det bliver deres tur igen, mens andre helt suverænt er i stand til at lytte, fordi de er inde detaljerne i deres stof; dette gælder blandt andre statsministeren, sundhedsministeren og Sundhedsstyrelsens direktør.  Derimod har vores egen minister en tendens til at kigge i manus, mens hun taler, og hvad der især hæmmer gennemslagskraften: kigge i manus for at sikre sig de vigtigste pointer. Det virker som om, der har været for lidt tid til forberedelse. Og det er jo aldrig et godt afsæt!

Fritidslæsning

Jeg smuttede lige ind på Forlaget Jensen & Dalgaards opdateringer på facebook for at se deres lancering af Joanot Martorells Tirant lo Blanc, den ridderroman fra 1490, som undgår at blive brændt i Don Quixote, fordi "Det er den bedste bog i verden", og som nu endelig er udkommet på dansk  i Oscar K's oversættelse fra valenciansk. Og her lanceres den ganske fint som en gave til dem, der nu får fri tid til at læse. Med sine 1200 sider er der noget at komme efter!

Men i samme opdatering opfordrer de to gode forlæggere, Bjarne Jensen og Jeanne Dalgaard til, at vi noterer os denne dato, og læser den bog, som alle bør læse en gang om året. Den indledes sådan her: " Trettende marts. Det er tåget. Natanael, jeg har fået lyst til at fortælle dig noget. Lidt løst og fast. Eller jeg har brug for en at tale lidt med. Meget har jeg jo ikke at fortælle. Det er trettende marts, Natanael. Og fredag."

Rigtigt. Det drejer sig om Martin A. Hansens Løgneren. Den roman, som skuespiller Poul Kjern læste op over 12 søndage i Danmarks Radio i vinteren og foråret 1950. 

Ja, det er en roman om ø-læreren Johannes Vig, der er splittet mellem drift og distance. Og ved genlæsning klinger det endnu mere hult, når en af de fortsat fremmeste læringskonsulenter på et møde på Metropol begrundede Martin A. Hansens fjernelse fra folkeskolens kanonliste med, at nu slap eleverne endelig fri af Agerhønen. 

Når jeg nævner dette, skyldes det et ønske om, at vi husker på, at corona-virus kan være livstruende for kroppen, mens der er andre virusser i omløb, igangsat af flere af dem, der står i corona-panelerne, som har vist sig livstruende for kultur- og åndslivet! 

Powered by Labrador CMS