Jens Raahauge

Jens Raahauge

Blog

Søndag. Sanser. Skuffe.

I Løgneren byder søndag på kirkegang, forårsfest og så meget derimellem. Og ikke mindst i det midtimellem er der inspiration at hente, når man trækker lærerskuffen ud.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Søndag

Søndag er dagen, hvor ingeniøren forærer skolen det kort over Sandø, som pryder mine Løgneren-associationer. Han kommer til skolen med sin gave, inden isen bryder, og han kan komme væk. Men også for at tale med Johannes Vig om sin kærlighedshistorie, som degnen lægger gift ud for. Men den side af sagen vil jeg overlade til læserne at gå om bord i. Og her er virkelig sjælekvaler, betroelser og ganterier for både dem, der vil spejle sig, og for dem, der ønsker indsigt i det ukendte. Det jeg her vil hæfte mig ved er et spørgsmål, som Johannes dagen forinden stiller sig, om "det i vor tid bare hæmmer at have rødder et sted". Og dertil en slags svar i en metafor, som ingeniøren anvender om Johannes, der som bekendt interesserer sig øens og dens befolknings historie; han sammenligner hans tænkemåde med en gammel skuffe, der trækkes ud, og hvis gemmer dufter af lavendel.

Sanser

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Noget af det, der slår en ved læsning af Løgneren, er, at Johannes Vig nok er tilflytter, eller måske endog tilflygter, men at han også har et vældigt behov for at høre til. Det kommer ikke så meget til udtryk i hans forehavende om at skrive Sandøs historie, for han når kun til overskriften. Nej, det giver sig udslag i hans særegne iagttagelsesevne og i hans sprog, hvor han finder ord for indtryk, der stammer fra alle sanser. Især er det interessant, at han søger at udtrykke smag og duft; det der opleves uredigerbart inde i kroppen, og som vi har fået et fattigere og fattigere sprog om. Prøv blot at beskrive - eller få elever til at beskrive - hvordan maden i madlavning dufter og smager; altså nuanceret. Som når Johannes Vig beskriver duften af kogte kartofler med "mundlugt". Og når man først har ordet, så kan næsen også genkalde sig indtrykket.

Et andet begreb, som det er værd at standse op ved, er "skolestue". Her lever han og eleverne sammen. Senere - da velstanden steg - fik vi i skolen som derhjemme eget værelse: klasseværelse. Eleverne blev trukket væk fra det mest fælles for voksne og børn: stuen. Senere igen blev rammerne endnu mere neutraliseret i "klasselokalet", som jo blot er et sted, ja, sine steder benævner man det nu "klasserummet", der fordrer klasserumsledelse. Men pointen er, at det foregår i en sfære af fravær af sanselig menneskelighed. Og endelig er vi nu nået til flexrum og digital læring. 

Måske er det nu, vi med Johannes Vig må spørge, om det moderne menneske bliver hæmmet af at høre til et sted. Det er givet, at ingeniøren har klaustrofobi ved at være på til tilfrossede ø, men er hans alternativ, det grænseløse, det eneste attraktive og sunde - også for småbørn. Det er vel værd at overveje, for vi er kommet langt ad den vej, men bliver nu af en virus tvangsindefrosset i vores egne lokale universer. Er det tiden til at finde et modsvar til den konkurrencestatens grænseløse instrumentalisme?

For Johannes Vig har vel en pointe, når han konstaterer, at vi som lærere "har pillet ved menneskeskæbner".  

 Skuffe 

Se, det er nok korrekt, at vi lærere som årene går, og erfaringerne lægger sig til rette i puslespil, hvor mange brikker dog kan kombineres, kommer til at lugte lidt af lavendel. Men er det nu så galt? Det var vel duften af lavendel, der holdt stank og utøj fra tøj og fra livet.

Jeg har i dag hørt om en teenager, der spurgte sin far på omkring de 50,  om der fandtes biler i hans barndom. Og i øvrigt undrede sig over, hvordan man kunne have kontakt med hinanden, når der ikke var internet og mobiltelefoner. Læs lidt af Carsten Jensens Vi de druknede for de unge. Eller nogle af udvandrerhistorierne. Det er lavendel for sjælen. Og man gør de unge sårbare (og sig selv med), hvis man satser ensidigt på et virtuelt fællesskab.

Den skønne poet fra Svaneke, Peter Poulsen, har skrevet lidt om vores moderne værdier i digtet Sammenhængskraften: "Han har en bussemand på fingeren / og en uægte søn i Namibia". Det at læse Peter Poulsens digte er i øvrigt en god måde at blive livsklog på. Han fanger alle Johannes Vigs kvababbelser og vores andres med ind i et net af melankoli, humor og stjernestøv. Jeg mener, at jeg en sen aften har set ham stå søvnløs i Svaneke, i ført lavendelblå boxershorts, og kigge op på de klare stjernebilleder. Og hvis ikke, så skriver han som om!

Hvad kan vi da lære, når nu coronaen lægger en ring om vores udfoldelser? Måske lidt fra lavendelskuffen kan inspirere? Da pesten hærgede omkring år 1350, drog de adelige og de rige italienere op i bjergenes rene luft, mens de fattige var sammen om pesten. Og hvad var de fine så sammen om i bjergene? Jo, de fortalte blandt andet historier. Kort før jul udgav forlaget Hoff & Poulsen Giovanni Boccaccios Dekameron i Thomas Harders anmelderroste oversættelse. Læs den og få adgang til det, man dengang fordrev tiden med, når virussen var på spil. Og bliv mere end underholdt: bliv inspireret til at fortælle egne (familie)historier - gerne til nedfældelse i kladdehæfter eller filer. 

Powered by Labrador CMS