Læs mere fra bloggen: Jens Raahauge
Blog
Find balancen mellem dystopi og livsmod.
En oplevelse på en perron, et spørgsmål fra en skolebibliotekar og en Sophia-samtale med en aktivistisk lærerstuderende har sat mine tanker i sving.
Publiceret
For nylig var jeg på vej til et møde med Lokalbanen, som vi her i Nordsjælland kalder Grisen, hvad den at dømme efter affaldsposeophængene nok ved. På en perron stod en skoleklasse fra indskolingen. De fordrev ventetiden med at synge Jens Hansen havde en bondegård, fordi de skulle på tur til en besøgsgård. Nogle af den stod med fine piecer med en afbildet ko på en græsmark.
Et eller andet vendte sig i mig. Hovdparten af de danske køer lever hovedsagelig et staldliv. Man præmierede forleden en ko, der i sit liv havde givet omkring 2000 liter mælk. Man udvikler søer, der er så fertile, at de kun har mad til nogle af deres pattegrise, og som følge heraf dør dagligt smågrise i tusindtal. Og så er landbruget stor bidragyder til forurening af vand i undergrunden og i havet. Dansk industrilandbrug fungerer altså milevidt fra de romantiske billeder, som reklamer og besøgsgårde skaber. Og børnene skal være fremtidens bevidste forbrugere.
Selv er jeg vokset op på landet, hvor min far var dyrlæge, og hvor jeg derfor har haft min daglige gang i stalde - fra husmandens til de største godsers. Ja, jeg har tilmed med mine tynde drengearme ageret forløser af 99 pattegrise, hvor fødslen var kompliceret. Jeg er vokset op med en dyb respekt for de bønder, der røgtede deres dyr ud fra en balance mellem produktion og velbefindende. Dagligdagen var så bekendt, at man selv som barn kunne se, at Morten Korchs bøger og film var romantisering af livet på bondegården.
Derfor finder jeg det betænkeligt, at man med gamle sange og besøg hos kælegrise og gnubbegeder romantiserer det landbrug, som har flyttet sig fra bondeliv til industri. Derfor har jeg i arrigskab skrevet en modvise til Jens Hansen havde en bondegård, selv om datidsformen er fin, men misvidende, fordi teksten lyder: Jens Hansen har en bondegård.
Min modtekst:
Piet Maase har en svinefarm
Øf og grynt og skrig
og på den farm er tusind svin
Øf og grynt og skrig
Det var øf øf her
Det var grynt grynt der
Det var skrig her, skrig der
alle steder skrig
for soen har ik’ patter nok
til de mange børn
Hans nabo har en kæmpe stald
bøvs og prut og muh
en stald med fler’ end hundred køer
bøvs og prut og muh
Det var bøvs bøvs her
Det var prut prut der
Det var bøh her, bøh der
alle steder bøh
fra krybbemad til mælketank –
et umuhligt liv.
En anden har en kyllingfarm
Gok, gok, gok og gak
og tusind fjerkræ står helt tæt
gok, gok, gok og gak
Det var gok gok der
Det var gak gak her
Det var gok her, gak der
Alle steder gak
De pumpes op, så deres ben
ekser under dem.
Se, nu er det ikke min mening, at den skal synges i de yngste klasser.
I en podcastsamtale med Matilde Brix Lajer, der er lærerstuderende og aktivist fortalte hun om det dilemma, hun følte mellem at præsentere børn for dystopier og give dem glæde og livsmod. Samtalen kan høres på Sophia.nu.
Og ved et møde med en gruppe skolebibliotekarer fik jeg spørgsmål om, hvorvidt jeg kunne pege på nogle børnelitterære værker, der ikke tager modet fra børn og giver dem undergangstanker.
Derfor skal man ikke synge om dystopien dansk landbrug, men finde en bæredygtig balance. Det vil jeg vende tilbage til.
Men man må undlade at romantisere det, der bidrager til dystopien.
