Jens Raahauge
Blog
Hvad ser du?
I går dannede Vartovs Grønnegård rammen om en lancering af en fin billedbog, som kan læses på mange måder, fordi den i mangt og meget ligner tilværelsen.
Da jeg i går trådte ind i vartovs Grønnegård for at skulle give en ny billedbog et par ord med på vejen, var det første jeg bemrækede, at den granitudgaven af Grundtvig havde fået en regnbuefarvet krans om halsen, for det er jo regnbueuge, og at en pige var kravlet op på Nicolai Frederik Severins knæ, men hun aede han store næse. Om det var noget familie ved jeg ikke, men der var ligheder i profilerne. I modsat retning af næsen stod den luftige pavillon, hvor boglanceringen skulle foregå. Her lå den så, En fin sten.
En gang tidligere har jeg været omkring Vartov og på en måde forholdt mig til teksten. Den vandt nemlig den konkurrence, som Grundtvigsk Forum for et års tid siden udskrev om at forfatte en børnelitterær tekst, hvor eneste krav var, at der skulle være en LGBT-person med i fortællingen. En fin sten, som er skrevet af Anne Sofie Allermann, vandt førsteprisen, idet juryen noterede, at "(T)eksten fremstår helt enkel med få ord, man bag disse ord gemmer der sig en tyngde og en stemning, der fylder på papiret", og pointen blev fremhævet: "Alt afhænger af øjet, der ser", hvilket førte frem til konklusionen: "en poetisk perle"!
Bogen fortæller om Orla, der finder en sten, som ligner en pingvin. Men da han vender og drejer den i en cirkusleg, ligner de snart en sæl og snart en haj. Akkurat som Orla også har mange facetter alt efter, hvilken vinkel han ses i.
På den vis kan man betragte fortællingen som en visning for børn af Hegels tese om kunstens forhold til virkeligheden, hvor kunsten formår at tilføre det sanselige en ånd, så det virkelige bliver gennemlyst af en relation til sandheden. Vi kan ikke helt forstå det, men vi kan gribe ud efter trangen til at begribe.
Det er det forhold, der fik Bertel Thorvaldsen til at se smukke skulpturer i marmorblokken, hvor andre så skønne fortovsfliser. Og i børnehøjde er det det forhold, der fik Emil til at se figurer i skurets træstykker, hvor andre så brænde. Alt afhænger af øjet, der ser.
Det var denne forunderlighed, ordene i historien om den fine lille sten kunne fange og give videre til læserne.
Derfor var det ikke uden skepsis, at jeg så frem til at historien skulle illustreres, komme som billedbog. For jo mere flertydig en bogs ord er, desto mere vil en illustrator komme til at besætte de forestillinger, som ordene aktiverer i læseren. Mit skræmmebillede er Ilon Wiklands fantastiske illustrationer i Brødrene Løvehjerte, som er så kraftfulde, at de besætter billeddannelse; i hvert fald min.
Men så så billedbogen En fin sten dagens lys. Og valget af illustrator er særdeles vellykket. I filmverdenen ville man sige, at hun er godt castet, Anna Margrethe Kjærgaard. Hun viser her, som hun også har gjort det i Ud af det blå, som er nomineret til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris, ja, i de fleste af de bøger, hun har billedbidraget til, at hun mestrer den kunst ikke at besætte ordene, men forstærke "hemmelighederne".
En fin lille sten har som billedbog bevaret vindertekstens karakter af poetisk perle!
Og så sætter den tanker i gang, for: Alt afhænger af øjet, der ser. Både når man ser på verden og når man ser ind i sig selv! Have a look.
