Læs mere fra bloggen: Jens Raahauge
Blog
Målløs
Fyringerne på DPU er det modsatte af clean sheet: dirty shit
Offentliggjort
Sidst opdateret
Jeg blev ganske enkelt målløs, da der begyndte at komme opfordringer til at skrive under på protester imod DPUs planer om at fyre Thomas Rømer. Når mit navn ikke figurerer ikke på nogle af listerne, skyldtes det ganske enkelt, at jeg blev målløs, mistede mælet over en handling, som ganske enkelt ikke kunne passe. Det måtte handle om noget andet og mere, end jeg umiddelbart kunne gennemskue.
Thomas Rømer hører efter min opfattelse til blandt de nødvendige stemmer i den pædagogiske debat. Han er grundig og flittig og engagerende. Jeg skrev i en anmeldelse af hans bog om biostaten, Den store nedlukning, at han har det med at gå planken ud - ofte uden at opdage, at han er ude over plankens afslutning. Som i en anden Anders And-film må han på et tidspunkt styrte ned, men mens man med en let hovedrysten over, at han er lidt for meget, udkommer han med et centralt værk om Skolens formål. Thomas Rømer er og bliver en væsentlig stemme i den danske skoledebat, blandt andet fordi han aldrig er blevet smittet med den lærings-bacille, som har skabt epidemiske tilstande i den danske skole. Thomas Rømer vedkender sig den tradition i dansk åndsliv, som skolen er rundet af, og som indgår i fundamentet på DPU, som engang bar navnet lærerhøjskole, hvor det gjaldt om at lære for livet og ikke alene for det erhvervsliv, som nu bliver tilgodeset med læringens kompetence- og konkurrencetænkning.
En afskedigelse af Thomas Rømer vil umiddelbart skade Thomas Rømer og hans særlige bidrag til den danske pædagogiske forskning og debat. Men miseren er større end som så.
Aarhus Universitet er et af de danske universiteter, der har opsparet et pænt fedtlag til trange tider. Men universiteter har tilsyneladende en besynderlig holdning til den lille pædagogiske institution, som man for år tilbage fusionerede med og dermed fik et brohoved i København. Der var ikke gået lang tid, før en bedrevidende dekan forgreb sig på Center for Børnelitteratur, som havde opnået en særlig status i det børnelitterære miljø med både forskning, forskningsbibliotek, undervisning og forfatterskole. Dette skete trods protester fra ind- og udland stort set uden argumenter. Og jeg kom til at tænke på den herlige aarhusianske økonom Nils Villemoes, som siger, at øverst oppe sidder ledelsen, som lukker øjnene for ikke at blive forstyrret af virkeligheden. Og så trækker de en lang sætning ud af munden; en målsætning!
Historien er nu tilsyneladende ved at gentage sig. Et lille institut, for det er Danmarks Lærerhøjskole blevet reduceret til, skal nu stå for en voldsom besparelse, selv om moderinstitutionen har et godt fedtlag. Og afskedigelserne sker nu på baggrund af fire kriterier, som tilsyneladende er tilforladelige nok.
Miseren er i første omgang, at der overhovedet skal spares - i hvert fald i den størrelsesorden. En nu uddannelsesminister burde optræde som den gode fe, der tvangsfjerner Askepot fra den overgribende stedmoder og giver hende friheden tilbage.
I anden omgang kan det undre, at protester over nedskæringerne ikke har været mere markante. Men altså, ledelsen parerer ordrer og skiller sig af med et stort antal medarbejdere. Jeg begræder, at Thomas Rømer er blandt dem, men også at manøvren sender Lars Qvortrup på frivillig aftrædelse. Det er dem, der kradser i ens vaneforestillinger, der beriger ens tanker.
I modsætning til det, som jeg kalder første overgreb, ser det ud til, at der denne gang er argumenter på bordet. Der er udarbejdet kriterier, som i henhold til en kollegial skrivelse er tiltrådt af personalet. Thomas Rømer har også offentliggjort disse kriterier og finder, at ingen af dem kan berettige til en afskedigelse af ham. Dette har ført til en heftig debat og protest, som ser beslutningen som et tegn på knægtelse af forskningsfriheden på DPU. Dette har så til gengæld fået 31 kolleger til at skrive en indsigelse imod det billede, som tegnes af DPU i debatten.
Og hvor blev jeg glad, da jeg læste denne skrivelse, lige indtil jeg nåede hen imod slutningen, hvor et af de fire kriterier bliver trukket frem og kommenteret: " Vi kan ikke undre os over, at der også lægges vægt på ’evne eller vilje til kollegialt samarbejde’ – DPU er en arbejdsplads med levende mennesker."
Hvorfor fremhæve netop dette kriterium? Hvad er det de skriver mellem linjerne? Hvad er det, der er foregået blandt nogle af de levende mennesker, inklusive ledelsen?
Mine øjne tegner denne skrivelse ikke et billede af et forløb, der har holdt buret rent, clean sheet, men af en ufortalt understrøm, dirty shit.
