Jens Raahauge
Blog
Hjertesprog i Babelshus. 2
Fra kurset "I skole med Grundtvig" fik en workshop om hjertesprog i vores nutidige kontekst afsat tanker i mig i mange retninger. Dem vil jeg prøve at komme rundt om; her lidt om at få sproget galt i ørerne.
Vi lærer vores modersmål gennem den fineste form for mesterlære: Barnet lytter og efteraber og afprøver for at blive knyttet til det fællesskab, det er en del af.
Som vi kan udlede af Inger Christensens essay Silke i essaysamlingen Hemmelighedstilstanden, så er der stor kongruens mellem barnets vej til modersmålet, og den måde Vorherre skaber verden på: giv navn, giv egenskaber og sæt fut i fejemøget - navneord, tillægsord og udsagnsord.
Barnet tager både lyd og betydning til sig og bringer sproget videre ud i en mere broget verden end hjemmets og den tildelte daginstitutions. Og her, hvor sproget skal stå sin prøve, er det afhængig af, hvorvidt de, der lægger ører til, har gode eller dårlige ører; interesserer de sig for det, jeg har at sige, eller lytter de efter fejl i udtale, ordvalg, intonation eller betydning.
Vi dyrker i Danmark vores modvilje imod Klods Hans-brødrenes latterlige formelle sprog og viden og jubler med ham, der scorer prinsessen, over hans halløj-tilgang til sprog og samvær. Men virkeligheden synes at være lidt anderledes end dette selvbillede.
Den norske sprogforsker Tore Kristiansen fra KUA har med afsæt i den norske anerkendelse af modersmålets mangfoldighed, som det kommer til udtryk i talrige dialekter, set med forbløffelse på den stærke udtalenormering, som ligger til grund for arbejdet i skolen - og for kravene til speakere i fx Danmarks Radio. I praksis har vi afskaffet dialekterne, nok bevaret dialektale tonefald nogle steder, men i øvrigt erstattet dialekternes ordstof og grammatik med en rigsmålsnorm.
Dette har blandt meget andet betydet, at vi har udviklet "dårlige ører", som Naser Khader engang, da han var yngre og idoliseret, udtrykte det.
Men, som nogle spørger, hvorfor er det så vigtigt med dialekterne?
Og svaret må dels finde sin begrundelse i, at sproget er et forsøg på at genskabe den verden, vi er omgivet af, og da der er vidt forskellige livsbetingelser i forskellige egne, så vil der også opstå variationer i det sprogs ord, taletempo og intonation, der opleves dækkende.
Når vendelboere har afspejling af landsdelens karskhed i deres sprog, kommer det fx til udtryk i deres måde at sige "åh, lad være" på: "We do skie i haued". I filmen Slå først, Frede har man taget talemåden til sig, men nu langt i munden på en Gentofte-frue: "Vil du skide i hævet?" - og så ændres det fra at være karskt til at være plat.
Desuden må det i svaret betones, at den, der få underkendt sit sprog, selv bliver underkendt, hvilket kan bidrage til både arrigskab, mindreværdsfølelse og sprogskam.
Jeg hørte engang Anker Jørgensen ved en af fordums tvungne pædagogiske dage tale engageret om nordisk sprog- og kultursamarbejde, hvor han blandt andet ønskede, at vi fik mere smålandsk birkedrys i vores sind ved at læse Lindgren. Luften blev ganske enkelt taget ud af hans store engagement, da en lærer, som ikke brød sig om talerens politiske ståsted, konstaterede: "Hr. Jørgensen. Husk at det hedder synes og ikke syntes i nutid!"
Effekten af vores udtalenormering får måske en ekstra kraft ved, at vi er en af verdens eneste monosprogede nationer. Dette opnåede vi, da vi i 1864 tabte ½ af vores sprog, hvilket affødte en fornemmelse af, at vores modersmål var på det nærmeste gudsgivet: folkets hjertesprog. Men mon ikke Grundtvig ville have reageret stærkt, hvis han havde oplevet at skulle skoses for sin dialekt snarere end at få sit budskab ud?
Ethvert menneske er unikt og har krav på, at vi møder det med gode ører.
