Jens Raahauge

Jens Raahauge

Blog

Med mål, men uden med

I forbindelse med mit blogindlæg om vores store poet Peter Poulsen har Mikael Munch-Brandt bedt om mit besyv vedrørende forholdene på tærsklen til en overenskomst. Her er tredje refleksion.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Uden mål og med er en talemåde, som kunne ligne en tautologi, men dog rummer en nuance, idet med er en rundet af ordet øjemed, som signalerer formål.

Indtil reformen havde vi en folkeskole med mål og med, hvor det frirum, som lærerne havde til at udøve undervisning i, både skulle bidrage til, at eleverne fik noget at leve af (færdigheder, viden og siden arbejde) og noget at leve for (dannelse, personlig udvikling, udsyn og siden demokratiske borgere). Dette skulle ske i det delvist beskyttede laboratorium, som skolen var; beskyttet i den forstand, at det var tilladt at satse og måske fejle og lære af sine fejl.

Denne opfattelse af skolen som et eget univers for børns udvikling og dannelse fik sit endelige grundskud med reformen, men spiren var lagt langt tidligere, da folkeskolens formålsparagraf i 2006 i Bertels scient.pol.-ånd og for Egelunds statistiker-hånd fik det lille tvist, at det blev indføjet, at skolen "forbereder dem (eleverne) til videre uddannelse". Her blev skolens lærere tilbudt en brille, der minder om den på illustrationen; den stammer fra en udstilling hos Lindberg Briller i Aarhus og er udført af kunstneren Jørn Rønnau.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

På den tid fortalte den ordblinde forfatter Herman Stilling, at han fandt spørgsmålet om, hvor lang en badebro kan være, interessant. Hvis den blev for lang, ændrede den jo karakter til at være en fast forbindelse. Ved en badebro måtte man stoppe op og tage stilling til fortsat færd, men ved en fast forbindelse handlede det blot om at komme videre.

Ved reformen og dens følgeinitiativer blev den faste forbindelse mellem vuggestue og ungdomsuddannelser endeligt etableret, og skolen mistede sin egenværdi som udviklings- og dannelseslaboratorium: undervisningens refleksionsrum blev eksproprieret af læringens målrettethed.

Forfatteren Knud Romer, som altid er god for en oneliner, har sagt, at med reformen gled dannelsen ud, så uddannelse blev reduceret til UD! Videre, videre, videre. Faget dansk blev instrumentaliseret på en måde, der kunne vække mindelser om Ritt Bjerregaards overvejelser i 1976 om at gøre faget til et redskabsfag - et instrument for de andre fag.  

At danskfaget er blevet gjort enøjet fremgår måske bedst af den konstatering, som indsigtsfulde Bodil Nielsen (desværre med en vis glæde) bringer i Læringsmål i dansk: Lærere og elever har ikke indflydelse på målene, men alene på måden at opfylde dem. 

Siden er en del af det overvældende fletværk af mål blevet gjort frivillige, men frivilligheden ligner en illusorisk frihed, fordi læringsmål består, ikke mindst indlejret i digitale platforme, og som testobjekter, ligesom  ledelseskontrakter fortsat presser mange ledere til at vende ørerne den gale vej og blikket til at vende opad.

Det må aldrig blive et ønske at få retableret de "gode gamle dage" tilbage, fordi de er passé. Men en genskabelse af lærerens rum til at satse i udøvelsen af undervisning må være en forudsætning for at skabe en meningsfuld danskundervisning og skole, der både kan give eleverne noget til både hånd og ånd, til tastatur og tænkning og til fællesskab og frihed.

Powered by Labrador CMS