Jens Raahauge
Blog
Hjertesprog i Babelshus. 1
Fra kurset "I skole med Grundtvig" fik en workshop om hjertesprog i vores nutidige kontekst afsat tanker i mig i mange retninger. Dem vil jeg prøve at komme rundt om; her først en karakteristik af hjertesproget som fænomen.
At anvende begrebet hjertesprog om det sprog, vi taler (og skriver) i vores daglige omgang med andre, er ensbetydende med, at vi anerkender, at sproget er en væsentlig del af vores identitet. Derfor kalder vi det også for vores modersmål. Vi er fortrolige med det, så vi med Søren A. Kierkegaard kan sige, at "hvad jeg har at sige, kan jeg ypperligt udtrykke deri"; nogle formår ganske vist dette langt mere end andre, men for de fleste gælder en følelse af at have et sprog, der rækker ind i det sproglige fællesskab.
Og netop dette er den anden side af hjertesproget. Nok er det tæt knyttet til den enkeltes identitet, men det er også en væsentlig adgang til det fællesskab, der er bundet sammen af mere end de enkelte ord.
Vi kender nok alle til at rejse i et sprogområde, hvor vi er henvist til at bruge en parlør. Først skal man finde udtrykkene. Og hvordan udtales de så? Man oplever ikke sig selv som humorist, hvis de, man taler til, griner.
Vi kender også til at deltage i en samtale på et fremmedsprog, som man nok forstår, men langt fra mestrer. Man kan nok tale med, men ikke berige debatten med kreative associationer eller sproglige finesser. Det er derfor, det er betænkeligt eller det, der er værre, når vi i internationaliseringens navn tilbyder undervisning og forskning på engelsk. Det kan i værste fald være ensbetydende med sprogligt domænetab, og i mange tilfælde betyde en forringelse, fordi man må satse på laveste fællesnævner.
Vi kender forhåbentlig også til samtaler, debatter og oplevelser, hvor vi gennem brug af vores modersmål føler os berigede, opløftede og underholdt - og hvor vi måske selv har kunnet bidrage til løjerne.
I sidstnævnte sammenhæng kan vi boltre os i sprogligt samvær, mens vi ved de to foregående kan føle os tilbageholdende, ja, måske ligefrem ramt af sprogskam.
Det er derfor, vi som dansklærere skal korrigere elevers sprog med varsomhed. Vi er inde at pille ved selvfølelsen. I hvert fald når det gælder nogle facetter af sproget. For alle ytringer har ikke samme valør, hvad vi fik blik for, da Ritt Bjerregaard lagde grunden til Dansk 1976, og hvor man i det udvidede tekstbegrebs navn gjorde alle tekster ligeværdige. Dette fik Bertel Haarder ændret med Dansk 1984, hvor konservative Jørn Lund og socialisten Torben Brostrøm i et sjældent smukt sprog netop påpegede, at sproget har sin lagdeling, hvor skønlitteraturen står over varedeklarationen.
Sagt på en anden måde: sproget er langt mere end et redskab til kommunikation. Det er et personligt anliggende både for den enkeltes selvopfattelse og for tilknytningen til et fællesskab. Når man besidder et sådant sprog, kan vi kalde det hjertesprog.
Desværre ser det ud til, at denne erkendelse har haft sin egen tidslomme, fordi tænkningen fra Dansk 1976 vel ikke er fremmed for den kompetencetænkning, som dominerer den nuværende læseplans instrumentelle sprogsyn. Kimen til dette blev i øvrigt plantet af samme Bertel Haarder, som lod den pædagogiske filosof Holger Henriksen erstatte af den pædagogiske statistiker Niels Egelund, da folkeskolens formålsparagraf skulle ændres i 2006. Det gav anledning til at skolen fra at være en sted for børns almene udvikling blev til en forberedelse til ungdomsuddannelserne.
