Jens Raahauge
Blog
Er du også stødt på en vindueskigger
Jeg har sat mig til tastaturet for at skrive en blog om, at det er irriterende med de mange, der ikke mener... De mener vel for pokker noget, der ikke.. Men så bliver jeg opmærksom på en, der glor ind på mig; en vindueskigger.
Den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, betroede os forleden, at "vi mener ikke, at ...". Og selvfølgelig kan meldingen forstås, men den får alligevel en til at tænke på Søren Østergaard, der i Zirkus Nemo optræder med de melodier, han ikke fløjter. Så hvad mere mener Sofie Carsten Nielsen ikke?
Den irritation ville jeg skrive et blogindlæg om, men så fornemmede jeg, at jeg blev beluret af en udenfor. Det viste sig at være månen selv, der kiggede ind, som den har gjort overalt i verden, når en eller anden ikke har trukket gardinerne helt for.
Det har H.C. Andersen skrevet om i Billedbog uden billeder, som netop er genudgivet med Lilian Brøggers illustrationer, som Andersen nok kan være tjent med.
De 33 små fortællinger, som månen beretter for en fattig maler, kommer som månen selv hele verden rundt. Vi hører om børn og voksne, om rige og fattige og om danske, europæiske og eksotisk fremmede. Men fælles for dem alle er, at de slår en stemning eller en følelse an, som leder tankerne hen på Andersens eget levned eller værker. Derfor kan bogen læses som en introduktion til eller afrunding af et Andersen-forløb i skolen.
I bogen er der et genoptryk af Andersen-kenderen Helge Topsøe-Jensen oplysende artikel om Tilblivelsen og og modtagelsen af Billedbogen. Heri bliver værket dels omtalt som et mesterværk, dels som "H.C. Andersen i en nøddeskal".
Selv om den består af månens korte beretninger, og til trods for at den er af høj litterær kvalitet, så hører den ikke til blandt de kendte. Den her udgave var faktisk ikke forlægger Vagn Plenge bekendt, da Lilian Brøgger fortalte ham om, at hun havde illustreret den for et koreansk forlag. Men han blev så betaget af fortællingen, at han besluttede at udgive den her og i Sverige. På god eventyrlig maner får vi en H.C. Andersen-udgivelse via Sydkorea.
Og når jeg nu sidder og kigger på den måne, der belurer mig, så kan jeg kun gisne om, hvad den fortæller videre. Jeg gengælder dens blik og søger at finde ud af, om den har noget at berette for mig.
Netop dette - at kigge ind i sig selv og at med månen kigge ind gennem alverdens vinduer- rummer for mig et fint oplæg til Andersen-inspireret undervisning.
Mon min måne husker at få Sofie Carsten Nielsen med. Eller måske mener den ikke, at......
