Jens Raahauge

Jens Raahauge

Blog

Karakterdannelse

Der er forskel på at danne et barns karakter og på at danne dets karakterer. Du skal tro, du er noget, giv et æble til læreren og forlænget forberedelsestid går sjældent hånd i hånd.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I disse dage går bølgerne højt omkring afsløringen af, at en aarhusiansk successkole har bygget sine overvældende resultater på mere fedt og snyd end flid, for nu at vride et citat af Gotha Andersen fra hinanden. Og alligevel er det ikke tilfældigt, at jeg som afsæt vælger "Flid, fedt og snyd", der kan nydes på YouTube. 

Min første tanke, da jeg hørte om afsløringen af forholdene på Søndervangskolen, var, at det tilsyneladende har kostet urimeligt på arbejdsklimaet, at skolen - som det hedder på hjemmesiden - er udviklingsorienteret og ambitiøs. Skolen har en leder, der også i henhold til selvbilledet i bogen En skole for alle sætter høje mål og når dem i en grad, at hun i 2017 blev årets dansker. På sin vis leverer hun på de parametre, der blev formuleret, da lederen blev fremhævet som dynamoen på bekostning af nedlagte lærerråd. Hun er en moderne konkurrencebetonet leder, sådan som det politiske system har ønsket det. Og jeg tror, at der er flere som hende, der søger med en large fortolkning af de tilrådighed stående midler at få deres skole placeret fint i ratingkolonnerne. Jeg har i hvert fald hørt om småfiflerier med udtræksfag, hjælpemidler, forlængede forberedelsestider osv. fra lærere rundt om i landet, fra både folkeskoler og privatskoler, som tilmed kan justere på klientellet, inden ratingen går i luften.

At det på den aktuelle skole sker på bekostning af det psykiske arbejdsmiljø er aldeles uacceptabelt, så det er ikke det, det er mit ærinde at imødegå. Men at konkurrencen skolerne imellem og ideen om den stærke leder flere steder går hånd i hånd med en satsning på at danne elevernes karakterer snarere end deres karakter, er der vist ingen tvivl om.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Tendensen blev forstærket, da Bertel Haarder gjorde op med dansk skoletradition ad et par omgange: indførte virksomhedstænkning og afskaffede lærerrådet og siden ændrede forkeskolens formål, så skolen ikke længere var sin egen som karakterdannende fase i livet, men blev en adgang til uddannelsessystemet via dannelse af karakterer. Det er parasoksalt, at det blev den minister, der har papir på Grundtvig, der kom til at aflive ham i skolen!

Problemet med at danne elevernes karakterer er blandt andet, at de består i eksakte størrelser, der hviler på gyngende grund. Der er lavet utallige undersøgelser, der viser, at karaktergivning - i hvert fald i humanistiske fag - kan svinge endog meget.

Derfor er det grotesk, at vores undervisningsminister udtrykker forargelse over det, hun hører om Søndervangskolen, når hun selv står på mål for et system, hvor elevers skriftlige arbejder bedømmes af én censor; efter min opfattelse et angreb på alle elevers retssikkerhed, når nu karaktererne tillægges mere og mere værdi.

Dertil kommer, at vi har prøveformer, hvor eleverne har mange timer til at forberede sig i, hvilket giver mulighed for at aktivere alle de resurser, de kan finde i familien og dennes omgangskreds. Det begunstiger nogle, mens andre er overladt til egne muligheder. Det er en fin prøveform, der giver mulighed for fordybelse, men den rummer dog urimeligheder, som får en forlænget forberedelsestid og et ekstra hjælpemiddel til prøven til at fremstå i den mildste ende.

Vi burde tage hele den karakter- og testkultur op til en genovervejelse ved at finde udveje for at beskæftige os med elevernes (karakter)dannelse - befriet for den støj som talekkoerne fra instrumentaliseringen slipper ud i skoleafæren.

ps

Hvis det er rigtigt, at lidt ekstra forberedelsestid og ditto hjælpemidler til tosprogede kan gøre så store underværker, som tilfældet har været på Søndervangskolen, så står spørgsmålet tilbage: Hvad er det, de elever er blevet snydt for, siden de angiveligt klarer sig mindre godt i ungdomsuddannelserne? Kan det tænkes, at en faglig undervisning, der har instrumentelle resultater som mål, er stressende og dækningsløs i forhold til en faglig undervisning, der har elevens dannelse og personlige udvikling som formål?         

Powered by Labrador CMS