Jens Raahauge
Blog
Hvad skal vi med idealer....
For 10 år siden stod jeg på Karl Johan i Oslo og blev overbevist om vores menneskelige forpligtelse til at bekæmpe umenneskelighed. Menneskehavet, talerne, sangene og Henrik Ibsen bed sig fast.
Den 22. juli 2011 var min kone og jeg på vej til venner i Oslo, og da vi ankom, var verden blevet en anden: Arbeiderpartiets ungdomslejr på Utøya var blevet angrebet af en højreradikal terrorist.
Tusindvis af mennesker mødtes her dagen efter på Oslos hovedstrøg, Karl Johan Gate, og hørte stærke tale af blandt andre statsminister Jens Stoltenberg og kronprins Haakon; gennemgående var tankerne om, at vi må og vil rykke sammen om friheden og demokratiet. Disse tanker blev understreget af den intense stilhed, som kom fra de tusindvis af mennesker som stod i det blomsterhav, de selv havde skabt - en stilhed som iblandt blev brudt, når alle lavmælt istemte sangene Til ungdommen / Kringsatt af fiender og Mitt lille land. (Gå på YouTube, lyt og fornem stemningen.)
Under mine fødder kunne jeg mellem blomsterstilkene ane et af de Ibsen-citater, som er nedfældet i sølv i fortovet: "Hvad skal vi men ordet idealer, når vi har det gode gamle norske ord løgne".
Tænk, at der bag ugerningen lå et ideal, som gerningsmanden havde lagt på nettet for at retfærdiggøre sit korstog.
Det gør ikke løgnen mindre, at fx den danske præst Sørine Gotfredsen ugen efter massakren har en kronik i Berlingske, hvor hun ser gerningsmandens had som en naturlig konsekvens af det multikulturelle samfund. (Find hendes kronik på nettet, Berlingske 27.07.11).
Hun henter sine argumenter i den ursuppe af had, som Martin Luther dykkede ned i, når han talte om jøder og musliner.
Derfor er det tankevækkende for alle, der taler om demokrati, at der lidt længere ned af Karl Johan dukker nok et Ibsen-citat frem: "Minoriteten har altid retten".
Godt et år efter dette var vi atter på besøg hos vennerne i Oslo. Vi holdt i deres bil ved en rasteplads og kiggede over mod Utøya, mens vi i bilradioen kunne høre dommen over terroristen blive læst op. Retsstaten havde vundet. Eller havde den?
Siden den dag har vi set den politiske debat og de SoMe-ordvalg, der udnævner den muslimske minoritet til hovedproblemet, vokse kraftigt, hvad der i min optik rummer to store problemer: Det gør det med al sandsynlighed vanskeligere at afradikalisere potentielle voldsparate muslimske unge, fordi de føler sig forhåndsfordømte, og deres voldelige adfærd skal om må bekæmpes utrætteligt. Og den ensidige fokusering lader de højreradikale personer og celler gå under radaren. Vi ved, at de findes i Norge og Sverige og Tyskland, langt ind i militær og politi, og vi har set dem i fuldt flor i USA. Mon ikke også de findes her, men underligt omgærdet af tavshed eller nedtoning fra danske politikere; ja, flere lægger plads til voldsomme udfald på deres facebook-sider.
Selv om Sørine Gotfredsen frikender debattonen, så ved vi fra forskning her og i udlandet, at hadsk tale kan føre til vold. Derfor må det være i enhver dansk-, religions- og samfundsfagslærers lod at lade eleverne kaste kritiske blikke på debatten, både på det, der bliver sagt, og på det, der kun siges i det dulgte eller helt bliver fortiet.
Start bare med Kringsatt af fiender i den offentlige debat og på SoMe.
Som lærere må vi yde vores til, at vi i Norden kan sige: Aldrig mere 22. juli!
