Jens Raahauge
Blog
Hjertet brast i toner
I går aftes modtog Henrik Engelbrecht den H.C. Andersen-medalje, som H.C. Andersen-Samfundet i København hvert år uddeler til en person, der har ydet en anerkendelsesværdig indsats for at fremme interessen for HCA.
Henrik Engelbrecht fik i går (20.10.2020) med måneders coronaforsinkelse (uddeles normalt på Andersens fødselsdag) en anerkendelse for sit arbejde for at fremme interessen for H.C. Andersen - et arbejde, der samler sig fint i bogen Hjertet brast i toner - med H.C. Andersen i operaen.
Bogen handler på sin vis mere om operahistorie end om Andersen, og dog er digterens liv holdt op imod hans begejstring for alt i teatret og giver os et kildevæld af beretninger, som kan revitalisere hans nærvær i danskundervisningen.
For det første er Andersens vedholdenhed forbløffende. Flere gange under Engelbrechts takkeforedrag lød konklusionen på et mislykket optagelsesforsøg, at "nu burde Andersen være taget hjem til Odense. men det gjorde han ikke". Hans forsøgte sig med sang, ballet og skuespil og fik hver gang et rungende NEJ, og alligevel søgte han nye veje ind i det lokkende univers. Han indgik alliancer - måske ubevidst og intuitivt - med mennesker, der hjalp ham videre. Selv da Det kongelige Teaters teatercensor med ætsende vurderinger dumpede hans indsendte skuespil, trak andre i trådene, så han fik flere af dem opført. Hans ukuelige tro på egen bestemmelse fik ham til at opsøge personer med indflydelse. Måske kan unge finde inspiration her, når en digital ansøgning bliver mødt af et autosvar.
For det andet bygger Engelbrecht på et omfattende kildemateriale: blandt andet læsning af samtlige Andersens dagbøger, hvor vi møder noget af det ypperste sprog ved siden af eventyrenes. Her er godbidder til en undervisning i denne genre og i Andersens sanseligehed, hvilket bogen titel er et udtryk for: Hjertet brast i toner...! Men der er også finurlige iagttagelser af Andersen som bevidst skribent, som når han om ankomsten med postvognen til Italien skriver til offentligheden: "Og nu størst aabenbarer sig Paradiset med stolte Pinieskove, høie Cypresser og hellige Ruiner. "Her først er Italien!" jubler han [nordboen] lykkelig, og Tanken bliver Begejstring. "Hvor kan der være skjønnere! Hvad kan være herligere!"", mens han om samme møde i sin private dagbog skriver: "..vi nød en slet Frokost i en lille By, hvor Alt var uhyre skident, alle Døre stode aabne og indenfor hver saae men skidne, uredte Senge og Natpotter [...] alt stank af Snavs..". Forskellene er udtryk for en udpræget sans for, hvem der er modtager af teksten, lighederne ligger i den sanselighed og iagttagelseevne, der afføder sproget.
For det tredje giver bogen en indsigt i forholdene omkring opera og teater på Andersens tid, som virkelig river nogle skel fra bevidsthedens fordombyggesten: Hvis vi bare har et gran af en forståelse, der bygger på, at det, der foregik på scenen dengang har fællespræg med nutidig scenekunst, så er man galt på den. Og i disse prognosebårne tider er det væsentligt at få elevers øjne op for, at prognosetænkning bagud er omend mere fejlagtig end den, vi ser fremad med. For forholdene er, at en hæderlig fremlæggelse af en projektopgave i skolen i dag synes at bygge på større dramatisk formåen end datidens optrædener på scenen.
ps. når jeg har valgt at illustrere dette indlæg med en satiretegning fra Corsaren 1843, hvor tegneren forestiller sig, at Andersen på gebrokkent tysk læser Nattergalen ved et middagsselskab hos komponisten Liszt i Weimar, så skyldes det, at illustrationen på sin egne skæve måde matcher Engelbrechts billede af den ukuelige Andersen.
Tillykke til Henrik Engelbrecht med H.C. Andersen-Samfundets medalje. Og tillykke til os andre, som her får muligheden for på underholdende vis at hente ny inspiration.
