Jens Raahauge

Jens Raahauge

Blog

Dyk ned i skatkisten - og skriv løs. 3

Mange har helt særlige og personlige aversioner mod at skrive i hånden, og måske dækker de over en historie, der er værd at bearbejde.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I sommerferien havde jeg en poesiwordshop i det fri ved Claus Meyers Verdens bedste skovtur. Her var et par yngre deltagere ganske engagerede, læste udkast op, modtog respons og ville så tage deres færdige digte med hjem og sende dem til mig pr mail. "Vi skriver rædsomt," begrundede de det med. Og det tænkte jeg ikke videre over.

Men da jeg så på det seneste er løbet ind i mellemtrinselever, som der ikke ville skrive bogtitler ned, når jeg så på det, "for vi skriver grimt", og da jeg blandt dem så en, der havde et fast greb om blyanten, som var den stavblender, så slog det mig alligevel, at balancen mellem tastatur- og håndskrivning ikke bare er forryket, men tilsynelanden også er forrykt.

Vi svigter eleverne, hvis vi ikke lærer dem en tålelig håndskrift. Og netop deres vægringer ved at vise deres formåen frem, peger på, at håndskrift er en yderst personlig affære ud over at være en fleksibelt og altid forhåndenværende redskab.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Håndskriften er en af vejene til bemestring af skriftsproget i lighed med det auditive og det visuelle. Jeg indrømmer, at jeg måske ikke er helt ajour med den seneste forskning, men giver tastaturskrivning de samme motoriske stimuli som håndskrivning. Jeg tvivler. Og jeg ved, at Fernalds tracingmetode eller blot en gentagen skrivning af et vanskeligt ord kan medvirke til overvindelse af læse- og stavevanskeligheder.

Nå har jeg lige læst den forrygende bog Evigheden i et siv af Irene Vallejo, hvor hun fortæller om bogens historie og betydning for vores kulturelle erindring. Her kan man blandt andet læse, at bøgerne før Gutenberg blev mangfoldiggjort ved afskrivning. Og nogle af den håndskrevne bøger blev dekoreret smukt.

Derfor er en dybt reaktionær tanke slået ned i mig, for jeg ved, at jeg selv har haft glæde af afskrivning, så jeg, når jeg er i tvivl om en stavemåde, skriver det aktuelle ord, og vupti, kan jeg mærke i armen, hvordan det staves. Kroppen husker!

Så mon ikke afskrivningen kan betragtes som en skriftens pendant til mundtlighedens oplæsning? Man får stavet ord, man ellers ikke bruger aktivt. Man får skrevet sammenhængende ord frem for at skulle indsætte bogstaver. Man får mulighed for at skrive pænt, hvis man arbejder dekorativt frem for funktionelt. Osv. Osv.

Skriv vedkommende tekster af, fx opskrifter eller sange eller digte eller ....

Prøv at se på folkevisernes hjertebog. Eller på et af de håndskrifter på pergament, som kan findes på nettet, book of Kells...

ps.

pergament (skind) blev taget i brug, fordi byen Pergamon blev udsat for en ægyptisk papyrusembargo og derfor måtte finde frem til et nyt materiale at skrive på. 

I dag er der mangel på papir, fordi internethandlen æder al papirmassen til emballage. Så drop nethandel og bevar papiret, for skriftsproget har også brug for det taktile!

    

Powered by Labrador CMS