Læs mere fra bloggen: Jens Raahauge
Blog
Umage er den bedste modgift til gift i sproget
Når man først er sporet ind på dårligdomme, er det let at få øje på flere
Offentliggjort
Sidst opdateret
Forleden dumpede en forunderlig bog i min varetægt. Gift. Fra dødelig dosis til mirakelmiddel af Jakob Eberhardt (FADLs forlag). Når jeg nævner den, skyldes det, at enhver lærer, der skal undervise i sundhed, epidemier, kriminalstof, krimilitteratur og alt fra den boldgade, her kan hente sobre fakta og hårrejsende historier, der vil kunne virke som mirakelmiddel på magen undervisning.
Men jeg nævner den også, fordi den satte en række associationer i gang; ikke mindst den overvældende beretning om arsenik, der har spillet en aktiv rolle i magtspillene i europæisk politik og aristokrati. Men det var især den tanke, jeg sendte til Victor Klemperer og hans bog om sproget i det tredje rige. Her beretter han om, hvordan sproglige glidninger kan virke som arsenik, der i små, men jævnlige doser giver en dødelig og vanskeligt sporbar effekt. Tænk blot på, hvordan et af Europas fineste kulturfolk langsomt forgiftedes og lukkede øjnene for Holocaust.
Da jeg så i går faldt hen foran tv og så både nyheder og X-Factor, blev det åbenbart, at vi befinder os på glidebanen. I stort set alle nyhedsindslagene omtaltes danskernes holdninger og reaktioner. For få år siden ville man i stedet for have benyttet begreber befolkningen. Men det er lykkedes fremmedfjendske politikere og meningsdannere at få det inkluderende begreb erstattet af det ekskluderende. Nået frem til X-Factor, som er interessant, fordi her optræder mennesker med vidt forskellige baggrunde, så råber værten, Sofie Linde, efter alle deltagernes optræden, at nu er det op til danskerne at afgøre, hvem der skal gå videre.
For tiden er der en del fokus på uhensigtsmæssige virkninger af den udlændingepolitik, der har været ført siden 2001. Senest har nogle partier modarbejdet hjælp til de fattigste børnefamilier, fordi et flertal af den er indvandrerfamilier. Arsenik får vi fortsat i afmålte doser. Og vi ser fortsat, at ægtefæller bliver adskilt, god arbejdskraft bliver udvist og unge skoleelever bliver smidt ud af landet.
I X-factor optrådte en knægt, som nægtede at bande og derfor sang: Dybbøl Mølle maler ikke som den skal. Måske kunne vi i skolen lade os inspirere af ham og benytte modgift mod den sproglige arsenikforgiftning, fx ved at undlade at benytte ordet danskerne og i stedet tale om befolkningen, vælgerne, forbrugerne, seerne osv. Der findes inkluderende ord, som tilmed er mere præcise end det ekskluderende danskerne.
Og nu vi er ved Sofie Linde, så burde hun skrive folkeviser, fordi hun helt monomant afrunder enhver optræden med udsagnet: "Godt gået". Og det selv om de færreste af sangerne havde gået; nej, de havde sunget, danset, spillet. Det er så fattigt, hvad Sofie Linde udtaler, at det gør ondt!
Lad os arbejde på variation i sproget. Sprogarbejde bliver faktisk morsommere af at blive udsat for en bevidsthed om, at ordene har noget at skulle have sagt.
Og endelig, lad os også arbejde med at gøre os umage i al ikke privat kommunikation. For år tilbage var jeg på et kursus, hvor vi hørte lydfiler med lavkøbenhavnsk dialekt, og hvor det ikke var til at høre forskel på kagers, kaos og kæres. Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg skulle have telefonisk kontakt med politiet og fik en telefonsvarer, der lod forstå, at politiet er "stædig optaget". Tja, det bestyrker vitserne om overdreven citronmånefortæring.
Salig Georg Brandes skelnede frugtbart mellem daglig tale og foredragsdansk; en ikke ringe sondring, når der skal undervises, fremlægges, laves speak...
Umage kan gøre underværker. Ja, umage er mageløs!
