Jens Raahauge

Jens Raahauge

Blog

Intet som opera. Intet som drama. Intet som....

I november har Det kongelige Teater Janne Tellers Intet på operaplakaten. Og den forestilling ville jeg have opfordret at lægge skolevejen om ad, hvis ikke alle forestillinger var meldt udsolgt. Så....

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I året 2000 så Intet dagens lys, og siden da er den blevet læst af et utal af elever. Den er blevet oversat til 27 sprog. Den er rundt om i verden blevet bearbejdet og opført som drama og musical. Og den har givet Janne Teller internationale priser. Så hvad er det, den kan, den historie? 

Vi plejer at fejre 1967 som året, der betød det store kvalitetsspring fremad for børne- og ungdomslitteraturen. Cecil Bødker, Ole Lund Kirkegaard, Benny Andersen, Flemming Quist Møller og Halfdan Rasmussen lod Silas, Lille Virgil, Snøvsen, Cykelmyggen Egon og Halfdans abc erobre scenen. Og intet var derefter det samme.

Men i år 2000 viste Intet sig at kunne noget af det samme. Janne Teller satte nye standarder med historien om en gruppe skolebørns forsøg på at finde ud af, hvad der betyder noget; groft provokeret blev de af den dreng, der forlod klassen for at tage plads i et blommetræ, hvorfra han råbte, at alt, hvad kammeraterne ville foretage sig, var uden betydning.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

"Der er intet der betyder noget," lyder Pierre Anthons indgangsreplik. Og efter en række betydningssøgende begivenheder, der escalerer i ubønhørlighed, og som ender i en dødbringende brand, sidder Sofie med asken fra ulykken og kan konstatere: "Og jeg ved, at betydningen skal man ikke spøge med."

Mellem det spørgsmålstegn, der plantes i de unges liv i starten, og frem til slutningens fornemmelse af en slags afklaring, ligger en række udfordringer til bogens personer og til læserne om de ting, som forekommer os at være af betydning. Janne Teller formår helt suverænt at lade os se vores værdier i meningens spejl; ingen talen ned, ingen fordømmelse, ingen bedreviden. 

Derfor er denne roman ikke til at komme udenom. Dens præcise, rimeligt letlæste sprog gør den til gengæld nem at komme ind i. Og dens forskydning af tænkningens energi fra handlingen til læserne gør den så vanskelig at lægge bag sig.

Det ved de danske skoleelever, der har læst bogen. Det ved de tusindvis af skoleelever, der i Europa, Nord- og SydAmerika og Asien har læst den. Intet er helt det samme efter Intet.

ps.

Jeg har netop siddet med en anmeldelse af en bog om Kreativitet i Mellemrum af Margit Saltofte. Heri indfører hun inspireret af engelsk begrebet en 'teller', som er mere end en, der fortæller. Det er en, som er nærværende både som den, der fortæller, og som den, der mærker omgivelserne. Forunderligt at en forfatter bærer sit varemærke i sit navn.

pps. til os voksne i skolen

Overført til den pædagogiske debat kan vi finde en pendant i Lene Tanggaards overvejelser omkring afvisningens dynamik. Eller i Alexander von Oettingens forsøg på at etablere en negationens dynamik i overvejelserne omkring pissedårlig undervisning og ditto ledelse.

Hvad blev tilbage, da forlispartierne kastede vrag på folkeskolens århundredgamle erfaringer? Har vi udnyttet afvisningens dynamik? Eller fundet kræfter i værdiernes negation? Eller kan vi nå det endnu i en erkeldelse af, at "betydningen skal man ikke spøge med"?

Powered by Labrador CMS