Jens Raahauge
Blog
Lærerhåndværk og undervisningskunst
I forbindelse med mit blogindlæg om vores store poet Peter Poulsen har Mikael Munch-Brandt bedt om mit besyv vedrørende forholdene på tærsklen til en overenskomst. Her er femte refleksion.
Min kone og jeg fik forleden en digital sommerhilsen fra gode venner, som var i udlandet, men den adskilte sig på et punkt fra de tidligere års postkort fra interessante steder: Årets billede var en selfie, hvor de stod og skyggede for den natur, de på skrift lovpriste.
På en vis måde er en sådan hilsen et fint billede på det, der skete, da skolen forandredes fra at være et rum for undervisning til at være et sted for læring. Det er med forunderlig sans for fremtiden udtrykt præcist i en bedaget reklame for hygiejnebind: Reform skjuler noget for Dem..., bortset fra at 'Dem' skulle skrives 'dem', altså skoleeleverne/de lærerstuderende: det enkelte individ kommer til at stå i vejen for det, der skal undervises i og om. Læreren kommer med det faglige stof, som eleverne både skal udvikles af og forenes i, men de mange individers elevplaner og læringsmål stiller sig i vejen for begge dimensioner.
En af de fineste efteruddannelseschancer, jeg har fået i mit liv som lærer og skoleleder, var at blive en del af det musiske udvalg, som Ole Vig Jensen nedsatte for at styrke den musiske dimension i undervisningen.
https://www.folkeskolen.dk/25346/frem-med-muserne.
Når jeg her lyttede til fx Peter Bastians kobling af matematik og kvantefysik, af Claus Myers tanker omkring avokadoen, af Lars Bjørners skoleledelsestanker og ikke mindst af Chresten Sloth Christensens tanker om skolens rødder og vinger, så stod det mere og mere klart for mig, at skoleleder- og lærerprofessionen bestod af mestring af det håndværk, som udspringer af at være fortrolig med sit stof, og af mod og lyst til at udøve den kunst, som anfægter stoffets grænser, mens man i lydhørhed over for sine studerende/elever satser på nye opdagelser.
Reformens læringsbetoning har mere end halveret en sådan måde at være lærer på: man bygger på et håndværk, som udspringer af at være nogenlunde fortrolig med dele af sit stof, jvf. læreruddannelsen "faglige fortætning" og efteruddannelsens afaglige basering på buzzwords.
Hvad sker der, når man har den grænseoverskridende og frisættende dimension med i sin ledelse og undervisning? Jo, når det lykkes, oplever man sammen med fællesskabet sådan et stort YES! Når der faktisk ikke sker noget særligt, så må man videre. Og når det fejler, hvad det af og til gør, og endda i den grad, er det tid til at granske den mulige lærdom, som fejlsatsningen gemmer på. Men lige meget hvad, så bygger sådanne satsninger på en gensidig tillid og en lydhørhed over for hinanden.
Den største anerkendelse, jeg har fået som skoleleder, var en bemærkning i det vinderessay, som den eminente lærer, nu afdøde Ute Johanna Schmidt, skrev i anledning af skolens 200 årsjubilæum. Hun skriver, at hun blev vist tillid og fik plads til at efterleve sit motto: " Hvo intet vover, intet vinder" - og hun tilføjer: "Man kan ikke vide, om det, man afprøver, kan bære. Dog bliver man jo også klogere med årene, så den sidste af mine klasser har nok nydt godt af, at der har været mange andre forsøg fra min hånd, inden de kom til."
Det er en sådan tillid og den plads, der udvikler skolen, undervisningen og fællesskabets deltagere. Og faktisk starter tillidskæden i forvaltningen. Men det, der kitter satsningerne sammen, er lydhørhed.
Derfor er det da i disse aftaledage ærgerligt, når skoleledernes formand glæder sig over, at ledelsesretten består, men undlader at notere, at lyttepligten opstår.
