Jens Raahauge
Blog
Under sprogets overflade
Tidsskriftet Sprogkræsen udkommer i dag med det 10. nummer. Heri har jeg en anmeldelse af en bog om idiomatiske udtryk, som jeg i revideret form bringer her - for at henlede dansklæreres opmærksomhed på både tidsskriftet og de idiomatiske vendinger.
For godt et år siden barslede Forlaget Bostrup/Den danske Sprogkreds med bogen Med ja-hatten på, som præsenterer os for omkring 2000 idiomatiske udtryk fra det danske sprog, ordnet dels efter konkret og dels efter overført betydning. I tilknytning til bogen har forlaget udgivet et spil med nogle af Gert Ejtons illustrationer, hvor spilleplader og enkeltbrikker lægger op til en række spilmuligheder i undervisningen.
Denne udgivelse er et inspirerende materiale for enhver dansklærer, som vil kaste sig over dette originale og karakteristiske aspekt af det danske sprog. Arbejdet med idiomatiske udtryk kan vække sproginteresse hos de fleste og en særegen adgang til dansk sprog og kultur blandt ikke mindst personer, der har et andet modersmål end dansk.
Ophavskvinden bag Med ja-hatten på har nu iført sig professorhatten for at dykke ned i enkelte, umiddelbart svært forståelige idiomatiske udtryk og berige læseren med oplysninger om disse udtryks oprindelse. Og udtrykket professorhatten er velvalgt, for fordybelse kan kaste et væld af oplysninger af sig. For hvor professorer ofte er fagpersoner, der polerer deres viden med termer og vendinger, der gør læsningen barrierefyldt for menigmand, så ser vi her baggrunden for hvert enkelt udtryk udtrykt i et godt formidlingssprog og med det faglige overskud, der giver plads til det uventede og sproginspirerende. Fx får vi omkring udtrykket at få en appelsin i sin turban at vide, at udtrykket ikke findes på andre sprog, og at det stammer fra Oehlenschlägers skuespil Aladdin. Men i tilgift får vi den realoplysning, at forfatteren i første version af dramaet skrev om pomeranser, samt perspektiveringen om at det var her i dette udtryk, Kurt Westergaards fandt inspiration, da han tegnede den turbantegning, som var ved at sætte verden i brand.
Bogen indledes med kapitler om baggrunden for udviklingen og brugen af idiomatiske udtryk. De stammer fra et garnnøgle af danske og udenlandske kilder, fra mundtlige overleveringer, fra litterære tekster, fra ordsprog og fra religiøse, især kristne traditioner og tekster. Det er bestræbelsen på at finde den røde tråd omkring hvert af de udvalgte udtryk, som gør denne bog så inspirerende at læse for enhver med interesse for modersmålet og for den underviser, der ønsker at finde en ind i sproget og rundt om den kultur, sproget har rødder i. Mange af udtrykkene er uoversættelige, fordi de forudsætter et kendskab til nogle af de kulturelle og historiske lag, der ligger under sprogets overflade. Derfor kan et arbejde med idiomatiske vendinger give både elever, hvis forældre har et andet modersmål end dansk, og elever, der måske nok kan anvende udtrykkene, men ikke har nogen anelse om betydningen, en vej hen ad sprogets snørklede ruter - og for mange vil det være en forunderlig tur.
"Hold da op, vendingerne er jo ældre end alle de mennesker, jeg kender," udbrød en dreng fra 4. klasse under en ord-rejse. Og hvis man ønsker en munter indgang til turen, så er fx Amalie Szigethy leveringsdygtig, for hun har det med sproglige udtryk som med sin mor: De er kop & kande.
Så Med professorhatten på er som forgængeren værd at hente stof fra til danskundervisningen.
Og hvad bliver så næste udgivelse? Måske en granskning Med klaphatten på, som kunne score point ved at endevende de udtryk, som den omsiggribende konkurrencetænkning har afstedkommet, fordi de moderne idiomatiske sportsudtrykt har indtaget den korte bane og i daglig anvendelse ser ud til at føre med et mulehår over de oprindelige udtryk.
