Blog

Udsnit af forsidebilledet på Rundells bog Selvom du er så voksen og klog bør du læse en børnebog (Jensen og Dalgaard)

Vær belæst. 6. Jesper Wung-Sung

Sjette begrundede forslag til børnelitteraturlæsning, der både kan gøre dig belæst og forberedt til undervisning

Hanne Kvist var som nævnt i min blog Vær belæst. 4. en af de to, der blev indstillet to gange til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris. Den anden var Jesper Wung-Sung.

Han har for længe siden slået sit navn fast blandt dansklærere og deres elever. I 2014 indstillede vi (Marianne Eskebæk Larsen, Søren Fanø og jeg) romanen Ud med Knud (Høst & Søn) til prisen. Bogen handler om drengen William, der har kræft, og som i stadigt højere grad oplever sygdommen som den usynlige ledsager Knud. Bogens litterære greb henter sit geundstog i Stockholmsyndrømet; det forhold, at det gidsel, der havde været mest truet af bankrøveren, senere henvendte sig til ham i fængslet med ønsket om at få et barn med ham.

William bliver på samme måde tæt forbundet med Knud, både rent bogstaveligt med knuden og i overført betydning med Knud som usynlig ven. Jesper Wung-Sung formår gennem hele bogen at balancere mellem en empatisk skildring af den syge dreng og den groteske, humoristiske gengivelse af William og Knuds drengeunivers.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse.

Og det kan smitte af på samtalerne med elever. Fx konstaterede jeg på et par skoler på Bornholm, at flere drenge i klasserne havde usynlige venner, mens ingen piger havde. Dertil konstaterede en dreng i 8. klasse, at så havde vi forklaringen på, hvorfor tøserne altid skulle følges med veninder på toilettet. De havde jo ingen andre at snakke med.

Det andet værk af Jesper Wung-Sung, som blev indstillet. var hans erindringsbog Lynkineser (Dansklærerforeningen 2017). Den er illustreret af Rasmus Meisler. I den bog får vi dels den forunderlige historie om hans oldefar, der blev udstillet i Tivoli, men mødte kærligheden, da en af gæsterne faldt for ham, og dels får vi gennem hans skolehistorier og udlandsoplevelser hans trængsler og længsler et indtryk af en dreng, der på en gang ligner enhver af os og er helt sin egen.

I mødet med denne bog mødes eneren og det fælles i læsningen.

Siden har flittige Jesper Wung-Sung fået udgivet en del bøger. Her vil jeg blot nævne hans helt specielle efterskoleroman Det år sjæle slår smut (Gyldendal 2022). Når man har læst den, sidder man tilbage med enten et ønske om, at alle får efterskolemuligheden, eller at vi kan lure, hvordan vi kan fremme sjælesmut i folkeskolen. Er det andet end forældrene, der er i vejen?

Jesper Wung-Sung er det vanskeligt at komme udenom som nysgerrigt menneske og som dansklærer. Han kan slå smut med enhver læsersjæl!

God læselyst!