Jens Raahauge

Jens Raahauge

Blog

Lærfesten bød på én behagelig overraskelse

På en messe, der lugtede mere af læringsunderholdning end af kreativ underholdning, stødte jeg på én overraskelse, der kunne give pædagogisk livsmod: Det autentiske budskab fra Grænselandets unge..

Det er altid med en blanding af nysgerrighed og forbeholden forventning, jeg går til bog- og undervisningsmesser. Er der noget nyt afgørende? I hvilken retning blæser forlagsvindene? Og så selvfølgelig: Hvem løber jeg på i år?

Ved bestillingen og printningen af adgangskortet kunne fornemme en sær modvilje, som alene drejede sig om messens navn: LÆRFEST. Prøv at se dig selv i spejlet, mens du langsomt udtaler ordet: LÆR FEST. Hele ansigtet ligner først en vrængegrimasse, hvorefter tænderne i overmunden bider i underlæben som for at forhindre svovl og eder i at slippe ud. Bydeform kombineret med jubelråb hører vist til blandt selvplagere. Så hvem pokker har konstrueret et så vederstyggeligt ord for noget, der skulle være fagenes fest?

Med de optimistiske briller på kan man selvfølgelig glæde sig over, at -ing er forsvundet fra læring; måske kan denne halvering ses som et varsel om at dette skolen er på vej til at blive hel igen.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Men bag lærfest-facaden var det meste ved det gamle: Velredigerede undervisningsmidler omgivet af stakke af sjove materialer, der skal motivere gennem underholdning, og så selvfølgelig digitale tilbud til en af verdens mest digitaliserede skoler. For at summe op: det kræver altså indkøbere med stor faglig indsigt at finde vej til de undervisningsmidler, der vil udfordre eleverne til at gå op faglig opdagelse.

Midt i dette univers af faglig lødighed og pædagogisk galskab løb jeg ind i en gruppe unge, som kom fra Grænseforeningens to mindretal. Mojn/moin. At tale med dem var det mest vederkvægende og gjorde faktisk ordet fest relevant: Alle de værdier, som fremgår af folkeskolens formålsparagraf, kom i spil, når man talte med dem. Og de havde noget at have deres ord i som de gik rundt og udstrålede mangfoldighed, tolerance og livsmod. Og så foregik mødet med dem som samtale, dialog, mundtligt samvær; de pædagogiske tilgange som skaber nærvær og interesse for hinanden og for indholdet.

Hvad lærte jeg så ved denne Mojn-fest: At der trods alt må være håb for fremtiden, når unge er så åbne, så reflekterede og så ydende. Jo, og så lærte jeg, at kransekagen bliver afløst af berlinere (dem med hindbærsyltetøj indeni) nytårsaften, hvis man tilhører det tyske mindretal. Og bemærk: i en af dem skal der være stærk sennep.

Den, der får den forfærdelige, vil skære ansigter, så det ser ud som LÆRFEST.

Powered by Labrador CMS