Blog

Udsnit af omslagsbilledet på Rendells bog Selvom du er så voksen og klog bør du læse en børnebog.

Vær belæst. 5. Mette Hegnhøj

Femte begrundede forslag til børnelitteraturlæsning, der både kan gøre dig belæst og forberedt til undervisning.

Offentliggjort

En bog ved man da, hvad er! Eller gør man?

I hvert fald blev et entydigt ja-svar på spørgsmålet anfægtet, da Forlaget Jensen & Dalgaard (i 2014) udgav Mette Hegnhøjs Ella er mit navn vil du købe det? Formatet var en brun papæske prydet med kaffepletter og holdt sammen af en gedigen elastik. I æsken lå romanens 138 løsblade og et godt drys poetsne. Teksten var skrevet på en gammel skrivemaskine, mens poetsneen var skabt ved hjælp af en hullemaskine.

Inden jeg omtaler indholdet, må jeg vedgå, at denne originale udgivelse fik sin ordinære tvilling, da forlaget måtte udgive de 138 ark med fast bind og ryg. For biblioteker er hverken til løsblade eller poetsne. Så det er givetvis den ordinære udgave, man kan få fingre i det offentlige system, men æsken må man selv købe. Men måske er det værd at investere? Poetsne er dyrebart!

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse.

Ella bor med sin mor, der har et bogantikvariat. Men som oftest er Ella alene, fordi moren er på jagt efter en ny mand. Ja, hun er helt alene, for moren har fjernet den kat, der en dag blev indleveret sammen med et dødsbo. Moren mener Ella har kattehårsallergi, selv er hunoverbevist om, at det er bogstøvsallergi. Som hævn for morens handlinger, begynder hun med en hullemaskine at omdanne antikvariatets bøger til poetsne. Til sidst vælger samme udvej som faren og katten; går væk.

Bogen tekst er holdt i et enkelt sprog, som virker autentisk for en svigtet 11-12 års pige. Og netop denne autenticitet gør, at man får en trang til at spejde efter hende, hvor man går og står.

Bogen er et mesterværk - både i sit eksperiment med formen, i fortællingens karakter og i sin sprogtone. Hvor mange i en klasse monstro har tilsvarende dagsbogsagtige noter i sine gemmer?

At Mette Hegnhøj kan ramme en åre af pigeforladthed, virker som et udslag af nogle af de barndomsoplevelser, som hun skriver om i sin historie Ud og stjæle erantis (Dansklærerforeningens Forlag 2020). Midt i en levende barndom i Thy får hun en skelsættende ferieoplevelse, som rummer noget af stemningen hos Ella.

Mette Hegnhøj har bidraget med fire bidrag, blandt andet titelhistorien, i antologien Skrædder i helvede, som Dansklærerforeningen udgav i 2011 i samarbejde med danske illustratorer. Her har danske forfattere skrevet tekster til billeder af danske illustratorer, som så igen har illustreret tekster af de medvirkende forfattere. Antologien er faktisk tænkt som et katalog over de illustratorer, der er medlemmer af Dansk Forfatterforening. Denne udgivelse er udstyret med fine oplæg til arbejde med samspillet mellem tekst og billede.

Illustratorerne udsender jævnligt et sådant katalog, der kan inspirere til undervisning fx om Ordsprog og om at illustrere H.C. Andersen. De må og skal stå på skolebiblioteket.

Mette Hegnhøj udtrykker sig inspirerende skævt. Således har hun lavet en godnatbog, hvor man skal ligge på maven, mens den bliver "læst op" ved hjælp af morsealfabetet - med en finger på ryggen. En prik og en streg hedder den. Forlaget er Jensen & Dalgaard.

God læselyst!