Jens Raahauge

Jens Raahauge

Blog

Je suis Palle

Livskloge Jens Sigsgaard begik i 1942 den børnebog, der trumfer alverdens pædagogiske rapporter, og som nu er mere relevant end nogensinde: Palle alene i verden.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På snart sagt alle klassetrin har jeg haft et forløb i dansk, historie og billedkunst, der var baseret på Jens Sigsgaard og Arne Ungermanns Palle alene i verden

Sigsgaard har spugt det, Gallup vil kalde et repræsentativt udsnit af børn, hvad deres højeste ønske var. Svaret: at være usynlig. Derefter foretog den gamle pædagog og psykolog det litterære kunstgreb, at han for os læsere lod Palle være synlig, mens alle andre skabninger blev usynlige. Vi fik syn for, hvordan det ville opleves at være usynlig.

Dette syn satte Arne Ungermann så billeder på, så vi får skabt et miljø af konkreter, som gør det muligt at samtale ud fra et fælles udgangspunkt.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Bogen udkom i 1942, fik et par justeringer blandt andet i 1954 og blev genudgivet med både reviderede ord og illustrationer i 1974. Derved får vi en gave, idet vi kan sammenholde udgaverne og via en billedpolarisering få øje på meget mere. (Desværre vælger Gyldendal hovedsageligt at genudgive 1954-udgaven).

Det, der adskiller udgaverne fra -42 og -54 er, at Palle i den oprindelige vågnede storgrædende op af sit ensomhedsmareridt, men han i den reviderede springer gråden over og går direkte på legepladsen. En anmelder i Berlingske Tidende havde gjort anstalter over en børnebog, der endte i gråd, for det ville H.C. Andersen aldrig have gjort - hvilket han faktisk helt bevidst gjorde, da han i sit manus ændrede slutningen i Historien om en moder fra ugebladsbanal til litteraturbrutal. 

Men ellers ser vi først og fremmest i Palle det meningsløse i de fleste handlinger, når man er alene, og ved sammeligning af udgaverne en ændring af konkreternes karakter OG en kommentar til barnets livsmod: I illustrationen, hvor Palle træder på det græs, der ikke må betrædes, er han i -42 den frække, kække, bevidste lovovertræder, der går fløjtende i læseretningen, mens han i -74 slæber sig ludende med Wrangler-hængerøv mod læseretningen som det modløse væsen, der end ikke ænser, at han overskrider grænser.

Jeg har anvendt bøgerne som afsæt for samtaler i klassen, der har været oplæg til, at eleverne med støtte i illustrationerne lavede interview med personer, der har haft en barndom, der cirka matcher Palle-udgaverne. Og det er der kommer fabelagtige historier ud af om at blive puttet, bede fadervor, få læst op, ligge i kulden og mørket, høre godnatudsendelser i radioen osv. osv. 

Dem fik vi så krydret med elevernes egne opdateringer af historien til deres egen nutid. 

Et sådant forløb må have en aktualitet i disse tider og kan give et langt mere værdifuldt udkomme end opgaver, der stresser omgivelserne. Et Palle-forløb vil tværtimod skabe samtale, anerkende bedsteforældre, forældre og elever som værdifulde bidragydere - og give underviserne oplevelser, der ikke er til at forudse.

Historien blev i øvrigt filmatiseret af Astrid Henning Jensen i 1949, så det også er muligt ad den vej at få autentiske billeder.

    

Powered by Labrador CMS